Færdig med arbejde

Så har jeg afsluttet mit traineeforløb hos YTL-SV Carbon, Kuala Lumpur. Undervejs har jeg mange gange været stærkt utilfreds med arbejdet, pga. manglende hjælp og til tider manglende opgaver. Men her til sidst har jeg haft lidt mere spændende at lave. Vi har også været rundt og besøge et par forskellige palmeoliemøller, hvilket har været spændende på en meget nørdet måde, og samtidigt godt for forståelsen. Tænk sig at man frivilligt går rundt i bagende hede med en åndsvag beskyttelseshjelm på, som mildest talt ikke giver luft til hovedet, og kravler op ad vakkelvorne trapper til 10 meter høje åbne, såkaldte anaerobiske tanke indeholdende spildevand fra palmeolieprocessen, for at stå dér og interesseret diskutere processen i tanken, som bobler af liv. Dem, som har biologi-timerne i frisk erindring vil vide, at en anaerobisk proces af organisk materiale lugter af... lort. Ikke "lort-lort", som f.eks. griselort, men mere i retning af... lort" fra anerobiske bakterier. I det her tilfælde kendt som metangas og hydrogen sulfide.... = stank af rådne æg. Jeps.
Måske fornemmes det også på fotoet, at det ikke just er duft af roser, der afspringer af sådan en masse?


Men nu er det slut med det, og i gang med at rejse i stedet. Og jeg er også blevet enig med mig selv om, at jeg hellere ville have haft det sådan som jeg har, end hvis jeg havde lært rigtigt meget på en god måde, men ikke havde følt mig godt tilpas socialt.
Mine kære to kvindelige kollegaer har taget sig så godt af mig - og opfundet ordet "Gudsøster" - eller, jeg har i hvert fald ikke hørt det før? Men egentligt er det meget beskrivende. De har taget sig af mig, og altid været dér, hvis jeg havde nogen problemer - og samtidigt tøset med mig, og nydt at jeg er mere "ung" end de er, med deres mand, hus, børn og karriere.

Imorgen forlader jeg Kuala Lumpur til fordel for hvad der forhåbentligt bliver spændende eventyr.
Da jeg indså at jeg skal afsted lige om lidt, fik jeg næsten stress over alt dét, som jeg ikke har nået endnu. Men sådan er det vel - jeg har jo ikke kedet mig, og har haft brug for at tage det lidt stille og roligt. Så har nu kompenseret så godt jeg kunne, ved at proppe mig med den gode indiske mad, som ikke fåes i samme grad uden for KL. Namme nam.

Så jeg har lige brugt en del timer på at pakke. Prøver at sige til mig selv, at det er et godt tegn på, at jeg har været her, og ikke bare været på gennemrejse, at mine ting har spredt sig temmeligt grundigt i hele lejligheden. Og er der blevet flere af dem? Mere bras?
Havde 20 kg i min rygsæk da jeg kom - og skulle nu ned på max 15 kg. Det lavprisflyselskab, som jeg flyver rundt med hernede, har ret høje tillæg, hvis man har mere end 15 kg - og så også bare for min egen skyld.
Udover de 20 kg. jeg kom med, har jeg så også shoppet en del, især nødvendige ting som vandresko og -sandaler, trekking-ting, myggebalsam og solcreme en masse.
Men puha, det har været vanskeligt.
Heldigvis kan jeg lade nogle ting ligge hos Bhavna til senere afhentning - men det, som har vakt mig størst kvaler i rygsækken er ikke tøj, men derimod ting. Guidebøger, skønlitteratur og dagbog, penalhus, snorkel osv., men den helt store post er toiletsager. Og de er altså mega svære at begrænse. Udover selvfølgeligt det daglige forbrug af shampoo, balsam, bodylotion, ansigtsrens und so weiter, skal man skal jo have til alle situationer. På Tioman blev jeg ret forbrændt, uden at have en god aloe vera eller aftersun med mig, og det var altså ikke ret sjovt. Men mine toiletsager og medicin-ting tegner sig for over 5 kg alene! Så tøj kan jeg blive nødt til at skære ned på, men alt det andet synes jeg at jeg bliver nødt til at have med - og desværre er beholderne nu den størrelse de er. Og det er også herre svært at pakke i rygsækken. Så det har jeg gået og "hygget" mig med her ud på de små timer.
Er nu nede på ca. 15,3 kg - håber ikke de er så rigide. Samtidigt er der 6 kg i den lille rygsæk, hvor kamera, en bog og én af toilettaskerne befinder sig....
Jeg har i den forbindelse udviklet en forretningsidé, som skal tilgodese folk som mig, der rejser længere end en uge. For det duer jo ikke med Matas' miniudgaver af alting - de holder nemlig kun en uge, og så skal man købe hele tiden.... Jajajaja, jeg ved I er spændte, men jeg siger ikke noget! Skal jo lige have patent på det. Kommer nok til at tjene cirka lige omkring tusind kroner på det, hvis det lykkes, for markedet er jo herre stort.

Og hvis I ikke synes, at jeg er lige så herre sjov, som jeg selv synes lige nu, så er det nok fordi at klokken har passeret 6 om morgenen her, og jeg har ikke sovet endnu.
Fortsættelse følger. Inkl. nærmere rejseplan :-)

Nå, ja - så var der jo Formel 1 her i Kuala Lumpur for et par uger siden. Ikke at jeg var derude, for det strider mod min religiøse overbevisning, men de havde udstillet et eksemplar af en "bil" i et af shoppingcentrene (som jo er meget mere i tråd med mine overbevisninger :-) ) Syntes lige jeg ville dele. Overvejede faktisk at tage derud og se løbet, for at gøre Far misundelig - men så kom jeg til fornuft! Og shoppede lidt istedet.

Tioman

Efter en lang tur - 5 timer i bus, 4 timers venten og så 2,5 time i båd ankom vi endeligt til Tioman, kl 9.30 fredag morgen. Vi havde 3 gode dage dér - hvor øens udseende skiftede med tidevandet - så mærkeligt forladt ud ved lavvande, mens vandets farve ved højvande og solskin var så uforståeligt tyrkis, at vi gang på gang måtte sige "Ajjj.... aj, hvor er her altså smukt" - og junglen rundt om stranden, de flotte grønne farver, og ellers øens idyl fremkaldte samme reaktioner. Folk der boede og arbejdede på øen var søde, og sagde hej, og huskede os - måske for at vi eventuelt kom ind i deres forretning senere, eller også fordi vi var 3 lyse piger.
Der var ligeså mange fluer som på en dansk bondegård midt om sommeren - meget irriterende, og ligeså irriterende var de stikkende sandfluer og myg. Så er noget prikket på kroppen nu, ligner næsten én med skoldkopper.
Vi lavede intet andet fredag og lørdag end at læse, sole, spise og drikke.
Søndag tog vi med en båd på snorkletur, der var ret flot. Korallerne var noget farveløse i forhold til hvad jeg havde forventet, men vi så stadigt mange fisk - og nemo'er! Og det skægge var, at den første Nemo vi så, var ligesom i filmen: En stor klovnefisk og en lille bitte Nemo, der svømmede ud og ind og gemte sig og bakkede rundt i en søanemone. Andre klovnefiskfamilier var på 3 eller 4, og jeg lærte at kigge efter søanemonerne, for at finde de små rød- og hvidmalede sjove fisk. Utroligt, så godt den tegnefilm har efterlignet fiskens tilsyneladende adfærd.
Søndag blev vi også ret forbrændte - og min hud på skuldrene knirker stadigt og min hovedbund blev jeg så også skoldet. Så her i nat sov jeg med næsten en hanekam af aloe vera gel, det hjalp ret godt :-)
Det var så fantastisk at komme UD af KL, at se noget smukt, være i friskere luft, slappe af, at jeg glæder mig helt usandsynligt til at komme rigtigt ud at rejse. Det sker, når jeg er færdig med mit trainee-forløb d. 14. Bliver dejligt!




De små hytter vi boede i.

Heldigvis lå de i sikker afstand fra det sted på øen, hvor "monitor lizard"sne holdt til. Meget klamme dyr, som minder om en komodovaran - kæmpe stort skraldædenden øgle med hvislende slangetunge. Havde godt læst om dem, men havde aldrig forestillet mig, at de var så store - nærmest som en lille krokodille.
Billedet af disse kommer på mandag!

Hong Kong

- var ret kedeligt. Konferencen var god - men Hong Kong ligner ret meget KL og Singapore. Markedet var anderledes, med meget levende fisk og skaldyr - og rejer der hoppede ud af beholderne. Men der var tydeligvis ikke nok ilt til fiskene i akvarierne, så de døde én efter én, gispende efter ilt.
Hong Kongs sporvogn var skæg - meget høj dobbeltdækker, og meget tynd - som en kæmpe firkantet legoklods der bevægede sig lydløst rundt i gaderne. For 1, 5 kr. kunne man køre så langt man ville - så vi udnyttede sporvognen til vores egen personlige sigthseeingbus - på 2. etage var der ret god udsigt.
Søndag var den store fridag for husholderskerne, hvilket var et utroligt syn, når de samledes i gader og stræder. Vi så en enkelt gruppe, der holdt en mellemting mellem picnic, en kristen gudstjeneste og et feministmøde - under en vejbro. Der var måske ikke så mange andre steder, hvor de ikke ville blive jaget væk...

Såeh... synes ikke jeg fik så meget ud af turen. Andet end at nu har jeg da prøvet at være i Hong Kong. Og prøvet at rejse på firmaets regning - det er ikke dårligt. Både hotel, mad og transport var over den standard, jeg normalt ville have valgt. Herligt med lidt luksus - selvom det stadigt var til beløb laaaangt under, hvad mange andre fra firmaet ville have spenderet.

NU står den på noget mere spændende. Har fået Anja og hendes gruppemakker Marika på besøg, fordi de skal samle materiale til deres bachelorprojekt. De har udført nogle interviews - og har nogle igen om en uge - og i mellemtiden tager de ud at rejse lidt, bla. til Borneo. Fra fredag til søndag skal de dog være på en lækker lækker ø 5,5 timers buskørsel og 3 timers sejllads herfra - og jeg skal med! Bliver så dejligt - vi tager afsted her i aften, og jeg kommer så tilbage søndag aften sent. Så nu skal jeg hjem og pakke bikini, solcreme, snorkel, kamera, osv. Åha, hvor jeg glæder mig!

Håber I alle har det godt. Tusind tak for alle mails'ne. Jeg åbner spændt min indbakke hver gang, for at se, om nogen har sendt mig en tanke denne gang. Det varmer rigtig meget - og gør afstanden hjem lidt kortere, når jeg kan følge lidt med i jeres liv og tanker.
Kærlig hilsen Therese

Hong Kong

- har jeg været så heldig at få lov til at tage til, til en workshop mandag d. 23. marts, sammen med min kolleg Jeya. De billigste flybilletter er heldigvis søndag morgen, så vi har fra søndag kl 10.30 til mandag kl 14, hvor konferencen starter, til at udforske Hong Kong lidt. Det glæder jeg mig til!
Så det bliver nok næste indlæg på Bloggen :-)
Hvis der er nogen, der har været i Hong Kong, og har nogle gode råd til hvad man kan se på lidt over et døgn, så sig endeligt til.
Håber I alle har det godt.
Kærlig hilsen Therese

Ovenpå igen

Efter at kunne mærke hedeslaget og stressen i kroppen i 3-4 dage efter, har jeg det godt igen, og besluttede mig for at komme op på hesten igen. Så selvom jeg undervejs var noget nervøs tog jeg afsted på mit 3. Hash House Harrier Run.

Det gik ok. Var meget opmærksom på min krops signaler undervejs, men havde virkeligt provianteret godt (totalt yndlingsbeskæftigelse, at proviantere), og havde mad med til både før og efter, vand, energidrik og et par karameller med ud på turen. På trods af det lidt irriterende ved et mavebælte med vandflaske i, var jeg meget glad for at have det på turen - som igen blev for lang og hård. 2,5 time istedet for 1,5. Og hhv. 20 og 30 min. af det var næsten lodret kravlen op, hvilket mine sko var alt for glatte til. Ind i mellem måtte jeg bare lave "abeløb", dvs. ned på alle fire, og så kaste mig nogle skridt opad, indtil jeg kunne få fat i det næste træ. Men skægt og udfordrene.
På et tidspunkt mistede jeg balancen bagud, og instinktivt skyder man vægten fremad for at modvirke faldet, hvilket resulterede i, at jeg knaldede hånden ind i en tornefyldt træstamme. Ikke sjovt, det gjorde meget ond. men fik pillet de fleste torne ud. Værre gik det, da jeg fik skubbet fra på en lignene stamme, for tornene sætter sig ligesom bedre fast på håndfladen end på håndryggen.
Men det var et meget smukt sted, hvor vi flere gange skulle vade gennem en lille flod, hvor det højst gik til lidt over knæet, og hvor der, da mørket sænkede sig, opstod et inferno af dyrelyde, der enkelte steder var så højt, at det gjorde ondt i ørene. FEDT!
Det var et stykke skov, hvor der faktisk er en del vildt - hvilket, har jeg så desværre fundet ud af, betyder igler. På restauranten efter løbet talte vi sammen: På ca. 25 mennesker havde der ialt været 63 igler. Jeg var sluppet udenom - havde dog én på min strømpe, da jeg tog den af, så kunne ikke få mig selv til andet end at lade strømperne ligge på parkeringspladsen. De er altså så klamme!
Da jeg kom hjem, måtte jeg en tur ned på hospitalet for at få dem til at pille en torn ud af mit pegefingerled, der var blevet temmeligt hævet. Har stadigt en del torne i indersiden af venstre hånd, men den torn, som sad i det store led på ydersiden af hånden, forårsagede en del smerte og hævelse. Det viste sig dog, at fingeren er forstuvet. Let, kun, tror jeg - opstået dér, hvor jeg skød min hånd fremad og ramte træstammen...
Hjemme igen ser jeg i spejlet, at jeg har en del blod på min t-shirt - og da jeg tager den af, finder jeg ud af, at jeg åbenbart har haft en igle siddende på maven! Den var væk nu - men hvor? Uheldigvis havde det været én af de dage, hvor jeg havde været bekymret for (læs: paranoid over) om der var nogen i min lejlighed, pga. tændt lys og air-condition da jeg kom hjem, så havde været alle rummene igennem, kravlet rundt på gulvet og kigget under sengene, osv. Det betød jo så, at der var rigtig mange steder, hvor den lille satan kunne have faldet af, efter at have tappet mit blod med sine 3 munde med hver 32 tænder.... Pokkers.
Jeg har ikke fundet den - men nu er der da én mere ting, at være paranoid over :-) Hver gang klør lidt et sted, tror jeg at iglen er der igen...
I virkeligheden så gør iglerne jo ikke noget ondt - men det antikoagulerende middel, de sprøjter ind i deres madmor, får det til at se voldsomt ud bagefter, fordi blodet ikke størkner lige med det samme. Den aften måtte vente næsten en time, før det holdt op med at bløde.
Og så har de en utrolig næse - så man behøver ikke engang gå ind i dem, for at de sætter sig fast, næ, nej, jeg så dem selv halse efter en dejligt blodduftende løber.
Men desværre må man jo tage det sure med det søde. Hvis jeg, når jeg skal rejse rundt, vil ud og forsøge at se noget vildt - så må jeg tage iglerisikoen med. Så nu skal jeg ud og proviantere med masser af insektspray, som kan overskygge vores naturlige lugt - så håber jeg at de ikke opdager mig. Men insektsprayen kan måske også afsløre min tilstedeværelse for de eventuelle orang-utaner, elefanter, tigre, leoparder, næsehorn, hjorte og aber - så måske skal jeg holde mig til igle-sikre sokker, der går op til knæet - og så ellers tage mig lidt sammen ;-)

Hedeslag

Mit andet Hash Harrier House Run i onsdags var ikke så succesfuldt som det første.
Denne gang foregik det i en plantage, hvilket betød nærmest intet klatring, og en del mere løb. Havde dog sidesting halvdelen af vejen, så gik en del. Fik lidt brød undervejs, som hjalp lidt på sidestinget, og havde det egentligt fint – svedte også langt mindre end første gang. Så da vi nåede tilbage, drak jeg en kop vand, og halvanden øl, inden vi kørte til restauranten til den efterfølgende middag, hvor den stod på lækker kinesisk mad, the og en øl mere.
Jeg var lige hjemme og vende, hvor egentligt havde det lidt mærkeligt i maven, så drak en del vand, inden jeg tog på bar for at mødes med de andre danske trainees for første gang. Efter en time på baren skulle det dog vise sig, at min krop havde lidt langt mere, end jeg havde troet – fik nemlig, hvad Mor og lægen tror er hedeslag, forårsaget af dehydrering og overanstrengelse. Dette var en ganske frygtelig oplevelse.

Midt i det hele blev jeg utilpas, og mens en af de andre hentede et glas vand til mig, dejsede jeg om mig i det hele. Jeg har så fået fortalt at jeg forsøgte at rejse mig op, og faldt sammen igen, og krampede fuldstændigt, med øjnene vildt opspærret og udvidede pupiller. Kom lidt til mig selv, da de forsøgte at bære mig, og insisterede på selv at gå ned ad trappen. En franskmand gik foran mig og styrede mig ned ad trappen, og blev ved med at spørge, om jeg kunne se ham – og det kunne jeg ikke, kunne kun lige skimte hans hvide skjorte. Helt vildt skræmmende, at være ude af kontrol over sin krop og syn, følte mig blind og lammet og meget alene.
Vel nede blev jeg sat på en stol – her mistede jeg bevidstheden igen, og krampede igen, følte noget stramme helt forfærdeligt om min hals og endte med at kaste op ud over mit skød og gulvet. Vågnede ved at de kastede iskoldt vand i hovedet på mig, og klappede mig på kinderne – og først efter 15 sek. opdagede jeg at jeg havde kastet op.

Derfra skete der ikke mere, men jeg var godt nok ked af det og bange – især fordi ham franskmanden havde epilepsi, og mente at det bestemt var dét, som jeg havde, pga. kramperne.
Jeg var så bange for at der skulle ske mere, at jeg sov på sofaen hos de 3 andre trainees – mega godt indtryk, som jeg lige har fået gjort på dem.
Blev dog noget beroliget af Mor, der var sikker på at det var hedeslag. Blev undersøgt grundigt på hospitalet næste dag (i øvrigt med konsultation, blodprøve og hjerterytmetest for i alt 160 kr.!), og lægen kom også til samme konklusion: dehydrering og udmattelse.

Var meget lettet over at det ikke var noget vedvarende – men samtidigt må jeg indse, at min krop bare er mere følsom end som så. Det dér med at løbe, og så drikke et par øl bagefter, det gør alle de andre jo også, inklusiv mændene på + 60 med ølmave… Men jeg kan så ikke klare helt det samme.
Og når jeg så tænker over det – så er der flere situationer og tendenser, der står klart for mig, som meget tydeligt fortæller mig, at jeg skal være bedre til at lytte til min egen krop.
Men jeg vil jo det hele – så for det meste plejer jeg at reagere med en ”pjat, det går nok over” – attitude – og så ender det sådan her; eller med hovedpine, migræne eller mavehalløj. Øv. Vil jo gerne det hele, og er som sådan jo ikke så pivet, men det bliver jeg jo så nok nødt til at være – og ikke presse mig selv eller lade mig presse af andre, til at gøre ting, som jeg ikke fysisk føler mig klar til lige i øjeblikket.
Men sådan et fuldstændigt hedeslag i den tungere ende er da et vink med en vognstang.

Hindu-bryllup

Uh, det er vist lidt laenge siden, at jeg har faaet lavet nogle indlaeg paa bloggen - saa nu kommer det lige 3 i traek.
Denne weekend har jeg vaeret til Hindu-bryllup. Som saa meget andet for inderne, er ogsaa bryllupperne med temaet More is More. Dvs. at jo flere gaester jo bedre. Brylluppet var min kollega Jeyas mors venindes soens - saa det var da overhovedet ikke maerkeligt, at jeg var med; at Jeyas svigermor og Jeyas soestre, maend og boern var med, at den enes soesters mands svoger og boern var med, osv.
Selve cermonien blev holdt i et tempel fredag kl 8.30 om morgenen - da jeg undrede mig over dagen og tidspunktet viste det sig, at tidspunktet determineres ud fra brudeparrets horoskoper. Ja ja. Hinduerne gaar utroligt meget op i deres horoskoper - f.eks. saa bestemmes et barns navn ogsaa af dets horoskop. Da Jeya og hendes mand Kalesh for et halvt aar siden fik deres datter, konsulterede de deres astrolog, som fortalte at barnets navn helst skulle starte med *Sri*. Derefter tog de ogsaa lige, for at vaere paa den sikre side, en tur til numerologen, og sammen kom de frem til, at barnets navn skulle vare *Sritika* - paa den maade blev hun nemlig en ren 1'er. Dvs. at hele hendes navn saa passer med hendes foedselsdato, og giver tallet 1. Jeps. Modsat i Danmark, hvor numerologi er noget, som masserne foerst har taget til sig i loebet af de sidste par aar, har det vaeret praktiseret gennem mange aar i Indien - og Jeyas foraeldre har haft Jeya selv og hendes 3 soestre gennem numerologi-moellen for at finde deres navne - og saa skal de jo ogsaa helst have noget med hinduisme at goere. Og at Sritika er foedt med Solen et eller andet sted (forstod det ikke helt), blev af hendes far ogsaa brugt som forklaring paa, at barnet svedte meget - og han er laege... Jaja, jeg doemmer ikke, undrer mig bare, og morer mig. Men der er uden tvivl meget godt at finde i hinduismen og de gamle indiske traditioner selv.

Tilbage til brylluppet - tidspunktet betoed saa, at overnattede fra torsdag hos Jeya, og fredag ringede uret kl 5.45, saa vi kunne naa at bade og spise lidt morgenmad, inden vi skulle hen til Jeyas soester og ifoeres sarien. Soestren, Kauselia, er nemlig den af soestrene, der blev udpeget til at tage et 6 maaneders kursus i bl.a. den traditionelle bryllups-haandmaling, og saa ogsaa i at saette en sari rigtigt. Det tog omkring en time at ifoere os tre en sari - og med mig var det lidt mere besvaerligt, idet jeg er noget hoejere end dem, saa i de foreste forsoeg blev den for kort! Som det ogsaa ses paa billedet, er de andres lidt laengere end mig, og haenger lidt anderledes.
De andre paa billedet er Jeya og hendes svigermor og Jeyas datter Sritika (som for halvanden maaned blev barberet skaldet ved en ceremoni i templet, hvilket er en tradition, som Jeya ikke helt kan huske aarsagen til, men som er meget praktisk, naar nu pigebarnet har det saa varmt).
Da vi ankom til templet, var ceremonien gaaet i gang, men eftersom at templet er uden vaegge, og folk gaar lidt til og fra, gjorde det ikke noget. Folk sad ogsaa og snakkede, og der var ikke samme hoejtidelige stemning, som der er over et bryllup i Danmark.
Foerst skulle gommen igennem en masse ritualer, sammen med #praesten# og gommens best man, som typisk er brudens bror, saa tog bruden over, sammen med hendes brudepige, som var gommens soester. Saa skulle de begge en masse ting, og foraeldrene skulle udveksle forskellige gaver; der braendte et baal, og forskellige ting blev braendt af i en skaal og foert rundt om parrets hoveder, men den egentlige vielse, svarende til der, hvor man siger JA, foregik ved, at gommen binder en snor om halsen paa bruden, hvori der er et vedhaeng. Det var oejeblikket, hvor folk kastede ris paa brudeparret, men det var ikke slut endnu. Foerst skulle gommen give bruden den roede farve i panden og give hende en taaring paa; saa skulle de bytte deres kaempe blomsterkranse en masse gange, og saa skulle de gaa 12 runder om baalet, og for hver omgang bytte et eller andet spiseligt. Det tog 2 en halv time - og saa var der morgenmad og chai til alle.

Hele ceremonien blev filmet af et professionelt filmhold, der ogsaa tog billeder. De var ogsaa tilstede til receptionen, der foregik kl 20 om aftenen, hvor brudeparret stod i ca. 2 timer paa en scene, hvor folk saa defilerede forbi, for at give gaver (naesten altid pengegaver), og faa taget deres foto sammen med parret. Foerst derefter kunne de spise - stakkels par! Der var ca. 400 til receptionen, saa det var aabenbart en lille af slagsen - og der var mad og saftevand - og under det hele spillede fantastisk hoej tamil-musik, der naesten umuliggjorde snak. Men en oplevelse var det da alligevel - og efter ikke engang 3 timer var det overstaaet. Det skal lige siges, at vi havde skiftet til en ny sari om aftenen, og her blev jeg saa ogsa udstyret med overdrevne *guld*-smykker - foelte mig som da jeg var lille og klaedte mig ud som prinsesse :-)