Jungletur 27. - 29. april

Jeg tog ud paa en 3 dages tur i junglen, med Uncle Tan jungle tours. Vi boede i en meget basic camp, og tog derfra ud paa river cruises og hikes i junglen. Selvom jeg ikke helt fik foelselsen af at vaere i junglen, saa vi

rigtig mange dyr - ikke elefanter, dog, men naesten alt andet: orang utaner, sjove naeseaber, grey leaf monkies, gibbonaber, tusindvis af macaqueaber, ugler, king fishers, hornbills, edderkopper inkl. en tarantula, en skorpion, froer, en storkrokodille og hovederne af en del smaa (hvor var moren henne?), osv. Til min store udfordring var der mange mange flyvende insekter om aftenen, specielt en slags billeder, der var ret daarlige til at flyve og hvis de ramlede ind i een, greb de fast og var ret svaere at faa af igen, isaer hvis de sad i haaret. Puhaaa... Men dejlig dejlig tur, og fantastisk at falde i soev i baelgravende mroerk, saa moerkt at jeg aldrig har set noget lignende, til de mange lyde fra junglen. Jeg boede paa en madras med et myggenet om, ved siden af 2 andre madrasser i et aabent shelter. Og badet var faelles og bestod af en spand med brunt flodvand. Saa det ku naesten vaere lige meget, og vi fik da ogsaa et ordentligt bad paa vores nattetur ud i junglen, haha. Saa meget regnede det, at gummistoevlerne blev fyldt halvt op. Men maden var fantastisk; det bedste malaymad jeg har faaet her endnu. Imponerende. Og saa taeskede jeg lige to af de ansatte i bordtennis, ikke daarligt :-) Saa har de mange pauser i projektskrivningen ude paa kollegiet da baaret frugt!

Selvrestorering paa Mabul, 24.-26. april

Efter vellykket dykkerkursus og dykning paa Sipadan, syntes Els og jeg at vi havde fortjent et par timer i solen, saa vi tog ud til Uncle Changs lodge paa Mabul, som vi havde besoegt en dag for at dykke.
Vi brugte 3 dage der, uden stort andet end afslapning. Jeg tog en enkelt gang ud med dykkerbaaden for at snorkle paa et flot koralrev. Saa mange skildpadder, to forskellige slags moray eels, og maaske en stonefish - men eftersom dens ekspertise er at ligne en sten, kunne det godt bare have vaeret en sten. Havde planer om at tage ud og dykke, men min mave ville noget andet. Maaske meget godt. Havde ogsaa hoert lidt om at dive masteren der ikke var saaaaaa god til det sikkerhedsmaessige, hvilket jeg har oplevet flere gange her... Det er mest de malaysiske dive mastere, som har arbejdet og dykket de samme steder hver dag i mange mange aar - saa bliver selv det smukkeste sted bare endnu en dag "paa kontoret".
Har nu en mistanke om, at det var den corsodyl, jeg brugte til at behandle min blist i munden med, som var skyld i mine maveproblemer, for da jeg blev ved med at have ondt i maven uden at kunne forklare det, og min blist samtidigt overhovedet ikke blev bedre, opdagede jeg at produktet var naesten et aar for gammelt... Og da jeg stoppede, blev begge ting hurtigt ok igen.
Men vi boede altsaa i et stilt house - et hus, der er rejst paa 3-4 meter hoeje stolper, og vi havde det fedt. Udover at der var rigtig hyggeligt, med guitarfest med de ansatte om aftenen paa vores lille gyngene bro hen til vores stilthouse,
boede vi lige foran en malay water village, hvorfra familierne og isaer boernene kom ud foran vores huse og fiskede og samlede muslinger og soepindsvin, hvilket var meget specielt at opleve. Selv helt smaa boern deltog i jagten; saa smaa at de maatte baeres af de aeldre soeskende, naar de ikke laengere kunne bunde.
Der var ret frodigt lige under vores hus, saa vi saa baade soeslanger og en lille morray eel, og en aften kom en ret stor skildpadde ind for at graesse soegraes paa det paa det tidspunkt ca 1,5 meter dybe vand. Tidevandet var helt utroligt, og den ene dag toerlagde det naesten hele omraadet, saa en pige der boede paa lodgen gik ud for at redde soestjerner :-)
Et andet sted paa oen var der en phillipino flygtningelandsby, hvor vi gik hen en dag. Jeg havde noget legetoej med til boernene, men er ikke sikker paa at det var en god ide. Det ledte naesten til slaaskampe, men det virkede til at det vigtigste var at faa et eller andet. Ikke vigtigt hvad det var. Vi tog en del billeder af de soede boern, og de syntes at det var helt fantastisk fedt, og konkurrede i at lave haandtegn, og stikke fingerne saa langt op i kameraet som muligt. Jeg talte med en mand, der kunne noget engelsk. Hans far var fra Fillipinerne mens hans mor er fra Malaysia, saa han er een af de faa, der har et id kort. Han havde studeret i Filipinerne et par aar for at blive politibetjent, men havde ikke penge nok til at goere det faerdigt. Nu boede han her med sin 3. kone og barn nr. 3 og 4. Hvor de to foerste koner med hvert sit barn var henne, meldte historien ikke noget om. Manden var saa heldig at arbejde for dykkerfirmaerne med at reparere dykkerbaadene, saa han og hans familie fik behandlet vand i store dunke. Resten hentede noget op fra en broend, som saa meget grumset ud, og han fortalte mig, at det var en blanding mellem ferksvand og saltvand. Stakkels boern. Officielt eksisterer de ikke og kan derfor aldrig gaa i skole - og deres foraeldre vil aldrig have raad til det alligevel. Men hvis man nu skal vaere flytning, saa er det ikke helt skidt alligevel at vaere det der, fordi de kan fiske alt deres mad lige op af havet.
Den sidste nat i vores stilthouse var der en kaempe storm. Vi vaagnede midt om natten, og maatte kaempe os ud for at redde vores toej der hang paa snoren udenfor. Stormen var voldsom; lynene var mindre end en kilometer vaek, og jeg havde problemer med at sove igen, bange som jeg var for at vi skulle drive vaek. Boelgerne stod hoejt, men kom dog ikke gennem gulvet, der var lavet med "naturlig ventilation". Naeste morgen vaagende jeg ved en masse larm og rabalder. De foregaaende dage havde de stadigt vaeret igang med at bygge paa vores hus, som var helt nyt, men jeg synes nu alligevel at det var lige vel tidligt at gaa i gang med dette kl 7 om morgenen. Men da jeg gik udenfor, fandt jeg ud af at aarsagen til larmen ikke var byggeri: Vores bro var vaek. Gone. Fuldstaendigt forsvundet, sammen med dele af taget og gangbroen paa den anden side af huset, hvor de smaa boern plejede at staa og fiske om aftenen. Larmen kom fra alle de ansatte som plaskede rundt i vandet i redningsveste for at indsamle braedderne af det, der engang havde vaeret vores hus' forbindelse med reten af bygningerne og oen. Vi var altsaa strandet i et hus midt i havet! Kunne slet ikke holde op med at grine, for det er noget af det mest komiske syn jeg laenge har set. Og her havde jeg i nattens storm forsikret mig selv om, at det SELVFOELGELIG havde bygget et solidt hus til os. Foerst efter en time havde de faaet samlet alle plankerne, saa de kunne sende dykkerbaaden over for at hente os. Aktion packed, paa sin egen maade :-)
(Els, der viser boernene det billede, hun netop har taget)

18. - 23. april: Semporna og dykning!

Semporna er normalt en meget stille/kedelig lille moegby, men til det aarlige regatta skal jeg da love for at der var gang i den. Ca. 10.000 flere folk end normalt, og boder og skrald overalt.

Jeg ankom loerdag aften og soendag gik jeg rundt sammen med en belgisk pige, Els, for at udforske lidt. Vi missede faktisk selve sejl-konkurrencen, pga. forkerte oplysninger fra adspurgte folk
(faktisk en meget typisk fejlfaktor, naar man rejser!).
Men vi saa baadene, og hoerte musikken og saa de i traditionelt toej udklaedte boern, der dansede paa daekkene. Paa trods af at Semporna har ret mange dykkerturister, var vi vist de eneste, der havde interesse for regattaet, og vi blev meget vel modtaget af de lokale. Ikke saa faa endda ville have billeder sammen med os - ved ikke om det er fordi de ikke saa tit har set hvide, eller om det er fordi de synes det er hysterisk morsomt med de der lyshaarede kaempekvinder! Men naar nu vi gaar rundt og tager billeder af dem, er det dejligt, at de ogsaa tager billeder af os. Jeg fik en god grinetur sammen med nogle aeldre kvinder, der forsoegte at korrekse mig i min efterligning af den traditionelle dans. Herligt!













I det hele taget var folk i Semporna meget soede og interesserede. De fleste er phillipino eller halvt phillipino, halvt malay, og alle de smaa brune boern synes at have det som hoejdepunktet af deres dag, hvis de kunne faa deres "Hello" gengaeldt med det samme, og et smil. Hvis jeg saa foldede mit enormt beskedne malaysiske ud, med at sporge dem om deres navn og hvor gamle de var, gik de helt i selvsving. Kom lidt i problemer da to piger tog det som startskuddet til en kompliceret samtale - maatte bare smile og forsoege at vise at jeg ikke forstod :-)
Mandag d. 20. april gik jeg saa igang med en af mine helt store udfordringer her paa turen: Dykkercertifikat!
Els og jeg havde vaeret rundt og spoerge de forskellige dykkerfirmaer vedr. dykning paa eftertragtede Sipadan, og vi endte saa med at dykke med Sipadan Scuba, eftersom de kunne sende os til Sipadan dagen efter mit kursus, hvis jeg tog kurset hos dem, og hvis Els koebte en 3-dages pakke. Vi havde ellers begge to en lidt daarlig fornemmelse i maven over dem, men fordi ingen af os rigtigt kunne forklare eller begrunde fornemmelsen, og fordi det tidligste tidspunkt, vi ellers kunne komme til Sipadan var d. 28. april, altsaa 9 dage efter, valgte vi Sipadan Scuba. Paa mange maader viste mavefornemmelsen sig desvaerre at vaere god nok. Men jeg var heldig - efter lidt forhandling fik jeg en dansk instruktoer, Tom, som var rigtig god og taalmodig med min nervoesitet og 10.000 spoergsmaal.
Saa efter 3 dage blev jeg certificeret PADI Open Water Diver, med lov til at dykke ned til 18 meter! Og dagen efter var vi saa paa Sipadan. Sipadan bliver loebende vurderet til at vaere et af verdens top 5 eller top 10 dykkersteder, og er en oe, som sidder paa en 600 meter hoej tinde. Dvs. at naar man dykker, dykker man langs en vaeg, der forsvinder 600 meter ned i dybet under een. Da jeg dagen foer var faerdig med mit kursus, havde jeg visse overvejelser om, om det nu var det vaerd. Jeg var og er utroligt stolt af mig selv over at jeg har gennemfoert kurset, trods angst og nervoesitet - men lige der havde jeg mine overvejelser om, om dykning nu var alle de penge og alt det besvaer vaerd, med udstyr og tunge tanke, og konstant fokusering paa, om man nu traekker vejret, om man nu goer det ordentligt, om man nu styrer sin flydeevne ordentligt osv. - men da jeg lod mig synke ned i vandet ud for Sipadan, glemte jeg ALT om dette.
Der var saa helt utroligt smukt - alt var mere og stoerre end andre steder: flere, stoerre og vildere koraller, kaempe store fiskestimer, fisk i helt utaenkelige farvekombinationer, og hajer; vi saa en del "white tip sharks", som er op til 2 m lange, og en enkelt " grey reef shark", som er lidt stoerre, men stadigt helt ufarlig. Vi saa saa mange at jeg opgav at taelle, og det samme gjaldt skildpadderne, som endda var de stoerste jeg nogensinde har set. Jeg naaede faktisk at blive traet af skildpadder, hvilket ikke var noget, jeg havde forestillet mig.
Den dag, vi var der, var der ogsaa en whale shark, men vi saa den desvaerre ikke. Den er saa 18 m lang - kunne have vaeret saa syrealistisk.
Selve det, at svoemme langs en "mur", s0m gaar saa dybt ned, giver en fantastisk frihedsfoelelse, og jeg oplevede det under, at jeg faktisk stadigt trak vejret, selvom jeg ikke hele tiden fokuserede kraftigt paa det, haha. Eneste tidspunkter hvor jeg maatte give det lidt opmaerksomhed, var naar jeg ville ligge paa ryggen og kigge opad, paa en fiskestime over mig, eller en skildpadde, hvis profil kunne ses gennem solstraalerne fra havoverfladen deroppe - saa maatte jeg lige holde fast i regulatoren for at sikre mig at den ikke smuttede ud af munden.
Inden vi dykkede ned, havde jeg vaeret lidt bekymret over, at dive masteren sagde, at vi skulle ned til 20-21 m - jeg var jo kun certificeret til at gaa ned til 18 m. Men de er ikke saa strikse med det, og de fleste oplever ogsaa foerst nitrogen narcosis efter 26-27 m (en slags forgiftning fra den ilt, man har i tanken, som goer, at man foeler sig beruset og nogle gange, hvis man ikke kan kontrollere det, kan opfoere sig dumt under vandet) - og da vi var dernede, langs den kaempe mur, var jeg ikke bange overhovedet, havde kun lyst til at dykke dybere ned. De 22 m jeg naaede ned viste sig ikke at foeles anderledes overhovedet end de 18. m jeg hidtil havde proevet.
Vores dive master den dag paa Sipadan, Awang, var heldigvis rigtig god, en af de eneste gode i firmaet udover Tom, ifoelge de andres erfarnger. Awang holdt et ekstra oeje med mig, og gjorde mange gange tegn til, om jeg var ok, om jeg havde problemer osv. Og han lavede en film dernede - saa nu har jeg en fantastisk dykkerfilm fra havet under Sipadan, med mig selv og de 6 andre dykkere paa. Man faar et helt specielt forhold til de mennesker, som man deler saadan en oplevelse med.
Efter de 4 dage var jeg traet traet traet. Selvom "de" siger, at det er vigtigt at komme ud at dykke et par gange efter sit kursus, for at huske alt og stadigt have lyst, saa er jeg nu kommet det skridt videre i min selvudvikling, at jeg er begyndt at lytte til min krop - og hovedpine, blister i munden pga. regulatoren (mundstykket) og halvdaarlig mave sagde mig, at de naeste par dage skulle tilbringes i paradiset paa Mabul, en laekker oe, vi havde besoegt en dag for at holde pause mellem dykkene.

15- 18. april: Kota Kinabalu

Efter at have brugt en uges tid paa saa smaat at pakke og sagt farvel til folk vha. en masse fester, forlod jeg Kuala Lumpur onsdag d. 15. april.
Min foerste oplevelse var, at det lykkedes for Lotte og jeg at moede i lufthavnen. Hun var paa vej hjem fra et par maaneders dive master kursus paa Gili Islands, Indonesien, og det var bare en rigtig skoen, men alt for hurtigt gaaet, halvanden time, vi havde sammen i lufthavnen.

Fra KL tog jeg til KK, Kota Kinabalu, hovedstaden i den oestlige malaysiske region paa Borneo, hvor jeg havde to dage. Besoegte et par oer ud for kysten, og slappede af, solede og snorklede, og spiste laekker laekker seafood.
I KK havde jeg mit foerste moede med, hvad jeg senere har oplevet er en stor del af Sabahs befolkning og problem: phillipinske flygtninge.
De bor for det meste i "stilt houses" ved kysterne (som paa billedet), nogle gange paa oer. Ud for KK var der en stor gruppe af disse huse, med filipinske flygtninge. Nogle arbejder i KK, men ellers fanger de fisk til egen konsumering og saelger dem paa Phillipino markedet i KK om aftenen. Paa oen, hvor deres landsby er, er der intet ferskvand. Derfor drikker de indsamlet regnvand - som her er temmeligt syreholdigt, med det resultat, at det ikke er usaedvanligt at se teenagere, som mangler fortaenderne...
Nogle steder, som f.eks. i "flytningelandsbyen" paa Mabul, som jeg besoegte senere, sker der det, at de boern, som foedes der, aldrig faar et personnummer. De eksisterer officielt ikke, og kan aldrig gaa i skole, og vil have meget svaert ved at faa et ordentligt job.

Jeg moedte en lokal, Max, som udover at fortaelle mig om forholdene og vise mig rundt, ville giftes med mig... Hm... Det tror jeg nu ikke. Men det var meget spaendende at faa lidt insiderviden, og derudover vidste han ganske gode ting, som f.eks. at der ved d. 7. boeje paa oen Mamutik hvor vi snorklede, var en meget stor Nemo-fisk, og at der ca. 4 m til hoejre, var en for arten stor sort Nemo :-) Det er fordelen ved klovnefiskene, at de ikke saadan flytter sig, men bor i den samme soeanemone - saa er de lette at finde igen.




Saa jeg fik slappet af og solet, og loerdag d. 18. april tog jeg videre til Semporna, en 9 timers bustur vaek. Ellers, dvs., at den skulle have taget 9 timer. Men bussen broed sammen 2 gange undervejs; foerste gang ventede vi paa en ny bus, mens de anden gang forsoegte at reparere den selv. Det lykkedes ikke helt; airconditionen var stadigt i stykker, hvilket jeg ikke ansaa som det helt store problem. Men jeg ombestemte mig, da det viste sig, at airconditionen indtil da havde daemmet op for den vaerste stank fra kvinden overfor mig, som var, mildt sagt, temmeligt koeresyg... Saa da den ikke virkede mere, puhaaa..... Grunden til koeresygen var bl.a. at vi passede Malaysias hoejse bjerg, Kota Kinabalu, som ses paa billedet. Det var en meget smuk tur, men ogsaa meget bumpende!

Rejseplan

Tadatataaaa!

Eventyr: Begynd!

Når jeg finder ud af at lave et kort, lægger jeg det på, og jeg vil opdatere planen her løbende, men foreløbigt ser det således ud:

15. april flyver jeg fra KL til Borneo. Inden afgang har jeg lige en time sammen med Lotte i lufthavnen, hvor hun er på vej hjem fra Bali - bliver så godt!
Lander i Kota Kinabalu (KK), som er hovedstad i Sabah, den ene af de to provinser i den malaysiske del af Borneo. Ud for KK ligger der nogle øer, hvor jeg skal befinde mig så fladt som muligt under en palme.

18. april tager jeg til Semporna til det årlige Regatta. Semporna har været altid været "tilholdssted" for havsigøjnerne - og der skulle komme flere end 1000 farvestrålende både for at deltage.

20. -22. april står den på Open Water Diver kursus, fra Semporna.
23. - 24. forskellige dyk, bl.a. på Sipadan, som jævnligt bliver udråbt til at være ét af Verdens top-5 dykkersteder.

Derefter er det ikke så fastlagt, men tror det bliver nogenlunde i denne rækkefølge:

• 1-2 dage i Sepilok: Orang-utan rehabiliteringscenter, med 2 daglige fodringer, hvor 2-7 orang-utaner møder op.

• 3 dage i Kinabangtan River, Sukau: Måske et homestay, ellers bare en lodge, og så wildlifespotting fra floden - mulighed for at se en masse aber, og orang-utaner, hvis man er heldige, og dertil et væld af fugle (og hvis man er meget heldig en asiatisk elefant, men det satser jeg ikke på)

Tilbage til KK, og flyve derfra til Kuching, som er hovedstad i provinsen Sarawak.
Her skal jeg bl.a.

• 1-2 dage Bako Nationalpark, bedste mulighed i Malaysia for at se næseaber. Måske overnatning, ellers bare dagtur fra Kuching

• Mødes med nogle venner i Kuching - og forhåbentligt få dem til at være tourguides

• Orang-utan børnehave (fik jeg nævnt at jeg er ret tosset med dem?)

• 3 dage ud i junglen og bo i Longhouses hos Ibaner-folket - og hvis det kan lykkes, inkluderer disse 3 dage d. 8. maj. Det ville da være det fedeste at fejre sin 26. års fødseldag sådan, ikke?! Når nu man ikke kan være hjemme hos Mor og veninderne.

18. maj flyver jeg fra Kuching til KL - hvor Helene og Søren ankommer et par timer senere!!!! Bliver så fedt! En foreløbig plan for de 14 dage som trekløver her ser således ud:
19. maj er jeg så tourguide - og hvis Søren ellers kan holde til det, skal Helene og jeg prøve at finde tøj til septembers bryllup i familien :-)
20. - 21. maj: Cameron Highlands - teplantager, og køligere luft - som en dansk sommer (hvilket jeg glæder mig rigtig meget til)
22. maj - 25. maj: Taman Negara, den bedste nationalpark i Malaysia. Ingen orang-utaner, dog, men gode muligheder for at spotte wildlife - og ellers bare en fantastisk flora
25. maj - 1. juni: Perhentian Islands - smukke paradisøer, med afslapning og god seafood.

1. juni sender jeg Helene og Søren hjem igen.

1. juni - ca. 2. juli: ?? Thailand/Laos/Cambodia/Vietnam? Jeg ved det ikke endnu. Nok Nordthailand inkl. en masse templer, og så sejle på Mekong floden i Laos. Men det har jeg endnu til gode at finde ud af.

Ca. 3. juli: Hjemkomst til DK, hvor den står på et par dages hygge med Mor og Far - og derefter en forhåbentligt fantastisk uge 28 i Vordingborg Festuge - med indlogering for alle tøserne i Den Blå Hytte, på Strandvejen 22. Dét kan man da kun glæde sig til!

Færdig med arbejde

Så har jeg afsluttet mit traineeforløb hos YTL-SV Carbon, Kuala Lumpur. Undervejs har jeg mange gange været stærkt utilfreds med arbejdet, pga. manglende hjælp og til tider manglende opgaver. Men her til sidst har jeg haft lidt mere spændende at lave. Vi har også været rundt og besøge et par forskellige palmeoliemøller, hvilket har været spændende på en meget nørdet måde, og samtidigt godt for forståelsen. Tænk sig at man frivilligt går rundt i bagende hede med en åndsvag beskyttelseshjelm på, som mildest talt ikke giver luft til hovedet, og kravler op ad vakkelvorne trapper til 10 meter høje åbne, såkaldte anaerobiske tanke indeholdende spildevand fra palmeolieprocessen, for at stå dér og interesseret diskutere processen i tanken, som bobler af liv. Dem, som har biologi-timerne i frisk erindring vil vide, at en anaerobisk proces af organisk materiale lugter af... lort. Ikke "lort-lort", som f.eks. griselort, men mere i retning af... lort" fra anerobiske bakterier. I det her tilfælde kendt som metangas og hydrogen sulfide.... = stank af rådne æg. Jeps.
Måske fornemmes det også på fotoet, at det ikke just er duft af roser, der afspringer af sådan en masse?


Men nu er det slut med det, og i gang med at rejse i stedet. Og jeg er også blevet enig med mig selv om, at jeg hellere ville have haft det sådan som jeg har, end hvis jeg havde lært rigtigt meget på en god måde, men ikke havde følt mig godt tilpas socialt.
Mine kære to kvindelige kollegaer har taget sig så godt af mig - og opfundet ordet "Gudsøster" - eller, jeg har i hvert fald ikke hørt det før? Men egentligt er det meget beskrivende. De har taget sig af mig, og altid været dér, hvis jeg havde nogen problemer - og samtidigt tøset med mig, og nydt at jeg er mere "ung" end de er, med deres mand, hus, børn og karriere.

Imorgen forlader jeg Kuala Lumpur til fordel for hvad der forhåbentligt bliver spændende eventyr.
Da jeg indså at jeg skal afsted lige om lidt, fik jeg næsten stress over alt dét, som jeg ikke har nået endnu. Men sådan er det vel - jeg har jo ikke kedet mig, og har haft brug for at tage det lidt stille og roligt. Så har nu kompenseret så godt jeg kunne, ved at proppe mig med den gode indiske mad, som ikke fåes i samme grad uden for KL. Namme nam.

Så jeg har lige brugt en del timer på at pakke. Prøver at sige til mig selv, at det er et godt tegn på, at jeg har været her, og ikke bare været på gennemrejse, at mine ting har spredt sig temmeligt grundigt i hele lejligheden. Og er der blevet flere af dem? Mere bras?
Havde 20 kg i min rygsæk da jeg kom - og skulle nu ned på max 15 kg. Det lavprisflyselskab, som jeg flyver rundt med hernede, har ret høje tillæg, hvis man har mere end 15 kg - og så også bare for min egen skyld.
Udover de 20 kg. jeg kom med, har jeg så også shoppet en del, især nødvendige ting som vandresko og -sandaler, trekking-ting, myggebalsam og solcreme en masse.
Men puha, det har været vanskeligt.
Heldigvis kan jeg lade nogle ting ligge hos Bhavna til senere afhentning - men det, som har vakt mig størst kvaler i rygsækken er ikke tøj, men derimod ting. Guidebøger, skønlitteratur og dagbog, penalhus, snorkel osv., men den helt store post er toiletsager. Og de er altså mega svære at begrænse. Udover selvfølgeligt det daglige forbrug af shampoo, balsam, bodylotion, ansigtsrens und so weiter, skal man skal jo have til alle situationer. På Tioman blev jeg ret forbrændt, uden at have en god aloe vera eller aftersun med mig, og det var altså ikke ret sjovt. Men mine toiletsager og medicin-ting tegner sig for over 5 kg alene! Så tøj kan jeg blive nødt til at skære ned på, men alt det andet synes jeg at jeg bliver nødt til at have med - og desværre er beholderne nu den størrelse de er. Og det er også herre svært at pakke i rygsækken. Så det har jeg gået og "hygget" mig med her ud på de små timer.
Er nu nede på ca. 15,3 kg - håber ikke de er så rigide. Samtidigt er der 6 kg i den lille rygsæk, hvor kamera, en bog og én af toilettaskerne befinder sig....
Jeg har i den forbindelse udviklet en forretningsidé, som skal tilgodese folk som mig, der rejser længere end en uge. For det duer jo ikke med Matas' miniudgaver af alting - de holder nemlig kun en uge, og så skal man købe hele tiden.... Jajajaja, jeg ved I er spændte, men jeg siger ikke noget! Skal jo lige have patent på det. Kommer nok til at tjene cirka lige omkring tusind kroner på det, hvis det lykkes, for markedet er jo herre stort.

Og hvis I ikke synes, at jeg er lige så herre sjov, som jeg selv synes lige nu, så er det nok fordi at klokken har passeret 6 om morgenen her, og jeg har ikke sovet endnu.
Fortsættelse følger. Inkl. nærmere rejseplan :-)

Nå, ja - så var der jo Formel 1 her i Kuala Lumpur for et par uger siden. Ikke at jeg var derude, for det strider mod min religiøse overbevisning, men de havde udstillet et eksemplar af en "bil" i et af shoppingcentrene (som jo er meget mere i tråd med mine overbevisninger :-) ) Syntes lige jeg ville dele. Overvejede faktisk at tage derud og se løbet, for at gøre Far misundelig - men så kom jeg til fornuft! Og shoppede lidt istedet.

Tioman

Efter en lang tur - 5 timer i bus, 4 timers venten og så 2,5 time i båd ankom vi endeligt til Tioman, kl 9.30 fredag morgen. Vi havde 3 gode dage dér - hvor øens udseende skiftede med tidevandet - så mærkeligt forladt ud ved lavvande, mens vandets farve ved højvande og solskin var så uforståeligt tyrkis, at vi gang på gang måtte sige "Ajjj.... aj, hvor er her altså smukt" - og junglen rundt om stranden, de flotte grønne farver, og ellers øens idyl fremkaldte samme reaktioner. Folk der boede og arbejdede på øen var søde, og sagde hej, og huskede os - måske for at vi eventuelt kom ind i deres forretning senere, eller også fordi vi var 3 lyse piger.
Der var ligeså mange fluer som på en dansk bondegård midt om sommeren - meget irriterende, og ligeså irriterende var de stikkende sandfluer og myg. Så er noget prikket på kroppen nu, ligner næsten én med skoldkopper.
Vi lavede intet andet fredag og lørdag end at læse, sole, spise og drikke.
Søndag tog vi med en båd på snorkletur, der var ret flot. Korallerne var noget farveløse i forhold til hvad jeg havde forventet, men vi så stadigt mange fisk - og nemo'er! Og det skægge var, at den første Nemo vi så, var ligesom i filmen: En stor klovnefisk og en lille bitte Nemo, der svømmede ud og ind og gemte sig og bakkede rundt i en søanemone. Andre klovnefiskfamilier var på 3 eller 4, og jeg lærte at kigge efter søanemonerne, for at finde de små rød- og hvidmalede sjove fisk. Utroligt, så godt den tegnefilm har efterlignet fiskens tilsyneladende adfærd.
Søndag blev vi også ret forbrændte - og min hud på skuldrene knirker stadigt og min hovedbund blev jeg så også skoldet. Så her i nat sov jeg med næsten en hanekam af aloe vera gel, det hjalp ret godt :-)
Det var så fantastisk at komme UD af KL, at se noget smukt, være i friskere luft, slappe af, at jeg glæder mig helt usandsynligt til at komme rigtigt ud at rejse. Det sker, når jeg er færdig med mit trainee-forløb d. 14. Bliver dejligt!




De små hytter vi boede i.

Heldigvis lå de i sikker afstand fra det sted på øen, hvor "monitor lizard"sne holdt til. Meget klamme dyr, som minder om en komodovaran - kæmpe stort skraldædenden øgle med hvislende slangetunge. Havde godt læst om dem, men havde aldrig forestillet mig, at de var så store - nærmest som en lille krokodille.
Billedet af disse kommer på mandag!