Hong Kong

- var ret kedeligt. Konferencen var god - men Hong Kong ligner ret meget KL og Singapore. Markedet var anderledes, med meget levende fisk og skaldyr - og rejer der hoppede ud af beholderne. Men der var tydeligvis ikke nok ilt til fiskene i akvarierne, så de døde én efter én, gispende efter ilt.
Hong Kongs sporvogn var skæg - meget høj dobbeltdækker, og meget tynd - som en kæmpe firkantet legoklods der bevægede sig lydløst rundt i gaderne. For 1, 5 kr. kunne man køre så langt man ville - så vi udnyttede sporvognen til vores egen personlige sigthseeingbus - på 2. etage var der ret god udsigt.
Søndag var den store fridag for husholderskerne, hvilket var et utroligt syn, når de samledes i gader og stræder. Vi så en enkelt gruppe, der holdt en mellemting mellem picnic, en kristen gudstjeneste og et feministmøde - under en vejbro. Der var måske ikke så mange andre steder, hvor de ikke ville blive jaget væk...

Såeh... synes ikke jeg fik så meget ud af turen. Andet end at nu har jeg da prøvet at være i Hong Kong. Og prøvet at rejse på firmaets regning - det er ikke dårligt. Både hotel, mad og transport var over den standard, jeg normalt ville have valgt. Herligt med lidt luksus - selvom det stadigt var til beløb laaaangt under, hvad mange andre fra firmaet ville have spenderet.

NU står den på noget mere spændende. Har fået Anja og hendes gruppemakker Marika på besøg, fordi de skal samle materiale til deres bachelorprojekt. De har udført nogle interviews - og har nogle igen om en uge - og i mellemtiden tager de ud at rejse lidt, bla. til Borneo. Fra fredag til søndag skal de dog være på en lækker lækker ø 5,5 timers buskørsel og 3 timers sejllads herfra - og jeg skal med! Bliver så dejligt - vi tager afsted her i aften, og jeg kommer så tilbage søndag aften sent. Så nu skal jeg hjem og pakke bikini, solcreme, snorkel, kamera, osv. Åha, hvor jeg glæder mig!

Håber I alle har det godt. Tusind tak for alle mails'ne. Jeg åbner spændt min indbakke hver gang, for at se, om nogen har sendt mig en tanke denne gang. Det varmer rigtig meget - og gør afstanden hjem lidt kortere, når jeg kan følge lidt med i jeres liv og tanker.
Kærlig hilsen Therese

Hong Kong

- har jeg været så heldig at få lov til at tage til, til en workshop mandag d. 23. marts, sammen med min kolleg Jeya. De billigste flybilletter er heldigvis søndag morgen, så vi har fra søndag kl 10.30 til mandag kl 14, hvor konferencen starter, til at udforske Hong Kong lidt. Det glæder jeg mig til!
Så det bliver nok næste indlæg på Bloggen :-)
Hvis der er nogen, der har været i Hong Kong, og har nogle gode råd til hvad man kan se på lidt over et døgn, så sig endeligt til.
Håber I alle har det godt.
Kærlig hilsen Therese

Ovenpå igen

Efter at kunne mærke hedeslaget og stressen i kroppen i 3-4 dage efter, har jeg det godt igen, og besluttede mig for at komme op på hesten igen. Så selvom jeg undervejs var noget nervøs tog jeg afsted på mit 3. Hash House Harrier Run.

Det gik ok. Var meget opmærksom på min krops signaler undervejs, men havde virkeligt provianteret godt (totalt yndlingsbeskæftigelse, at proviantere), og havde mad med til både før og efter, vand, energidrik og et par karameller med ud på turen. På trods af det lidt irriterende ved et mavebælte med vandflaske i, var jeg meget glad for at have det på turen - som igen blev for lang og hård. 2,5 time istedet for 1,5. Og hhv. 20 og 30 min. af det var næsten lodret kravlen op, hvilket mine sko var alt for glatte til. Ind i mellem måtte jeg bare lave "abeløb", dvs. ned på alle fire, og så kaste mig nogle skridt opad, indtil jeg kunne få fat i det næste træ. Men skægt og udfordrene.
På et tidspunkt mistede jeg balancen bagud, og instinktivt skyder man vægten fremad for at modvirke faldet, hvilket resulterede i, at jeg knaldede hånden ind i en tornefyldt træstamme. Ikke sjovt, det gjorde meget ond. men fik pillet de fleste torne ud. Værre gik det, da jeg fik skubbet fra på en lignene stamme, for tornene sætter sig ligesom bedre fast på håndfladen end på håndryggen.
Men det var et meget smukt sted, hvor vi flere gange skulle vade gennem en lille flod, hvor det højst gik til lidt over knæet, og hvor der, da mørket sænkede sig, opstod et inferno af dyrelyde, der enkelte steder var så højt, at det gjorde ondt i ørene. FEDT!
Det var et stykke skov, hvor der faktisk er en del vildt - hvilket, har jeg så desværre fundet ud af, betyder igler. På restauranten efter løbet talte vi sammen: På ca. 25 mennesker havde der ialt været 63 igler. Jeg var sluppet udenom - havde dog én på min strømpe, da jeg tog den af, så kunne ikke få mig selv til andet end at lade strømperne ligge på parkeringspladsen. De er altså så klamme!
Da jeg kom hjem, måtte jeg en tur ned på hospitalet for at få dem til at pille en torn ud af mit pegefingerled, der var blevet temmeligt hævet. Har stadigt en del torne i indersiden af venstre hånd, men den torn, som sad i det store led på ydersiden af hånden, forårsagede en del smerte og hævelse. Det viste sig dog, at fingeren er forstuvet. Let, kun, tror jeg - opstået dér, hvor jeg skød min hånd fremad og ramte træstammen...
Hjemme igen ser jeg i spejlet, at jeg har en del blod på min t-shirt - og da jeg tager den af, finder jeg ud af, at jeg åbenbart har haft en igle siddende på maven! Den var væk nu - men hvor? Uheldigvis havde det været én af de dage, hvor jeg havde været bekymret for (læs: paranoid over) om der var nogen i min lejlighed, pga. tændt lys og air-condition da jeg kom hjem, så havde været alle rummene igennem, kravlet rundt på gulvet og kigget under sengene, osv. Det betød jo så, at der var rigtig mange steder, hvor den lille satan kunne have faldet af, efter at have tappet mit blod med sine 3 munde med hver 32 tænder.... Pokkers.
Jeg har ikke fundet den - men nu er der da én mere ting, at være paranoid over :-) Hver gang klør lidt et sted, tror jeg at iglen er der igen...
I virkeligheden så gør iglerne jo ikke noget ondt - men det antikoagulerende middel, de sprøjter ind i deres madmor, får det til at se voldsomt ud bagefter, fordi blodet ikke størkner lige med det samme. Den aften måtte vente næsten en time, før det holdt op med at bløde.
Og så har de en utrolig næse - så man behøver ikke engang gå ind i dem, for at de sætter sig fast, næ, nej, jeg så dem selv halse efter en dejligt blodduftende løber.
Men desværre må man jo tage det sure med det søde. Hvis jeg, når jeg skal rejse rundt, vil ud og forsøge at se noget vildt - så må jeg tage iglerisikoen med. Så nu skal jeg ud og proviantere med masser af insektspray, som kan overskygge vores naturlige lugt - så håber jeg at de ikke opdager mig. Men insektsprayen kan måske også afsløre min tilstedeværelse for de eventuelle orang-utaner, elefanter, tigre, leoparder, næsehorn, hjorte og aber - så måske skal jeg holde mig til igle-sikre sokker, der går op til knæet - og så ellers tage mig lidt sammen ;-)

Hedeslag

Mit andet Hash Harrier House Run i onsdags var ikke så succesfuldt som det første.
Denne gang foregik det i en plantage, hvilket betød nærmest intet klatring, og en del mere løb. Havde dog sidesting halvdelen af vejen, så gik en del. Fik lidt brød undervejs, som hjalp lidt på sidestinget, og havde det egentligt fint – svedte også langt mindre end første gang. Så da vi nåede tilbage, drak jeg en kop vand, og halvanden øl, inden vi kørte til restauranten til den efterfølgende middag, hvor den stod på lækker kinesisk mad, the og en øl mere.
Jeg var lige hjemme og vende, hvor egentligt havde det lidt mærkeligt i maven, så drak en del vand, inden jeg tog på bar for at mødes med de andre danske trainees for første gang. Efter en time på baren skulle det dog vise sig, at min krop havde lidt langt mere, end jeg havde troet – fik nemlig, hvad Mor og lægen tror er hedeslag, forårsaget af dehydrering og overanstrengelse. Dette var en ganske frygtelig oplevelse.

Midt i det hele blev jeg utilpas, og mens en af de andre hentede et glas vand til mig, dejsede jeg om mig i det hele. Jeg har så fået fortalt at jeg forsøgte at rejse mig op, og faldt sammen igen, og krampede fuldstændigt, med øjnene vildt opspærret og udvidede pupiller. Kom lidt til mig selv, da de forsøgte at bære mig, og insisterede på selv at gå ned ad trappen. En franskmand gik foran mig og styrede mig ned ad trappen, og blev ved med at spørge, om jeg kunne se ham – og det kunne jeg ikke, kunne kun lige skimte hans hvide skjorte. Helt vildt skræmmende, at være ude af kontrol over sin krop og syn, følte mig blind og lammet og meget alene.
Vel nede blev jeg sat på en stol – her mistede jeg bevidstheden igen, og krampede igen, følte noget stramme helt forfærdeligt om min hals og endte med at kaste op ud over mit skød og gulvet. Vågnede ved at de kastede iskoldt vand i hovedet på mig, og klappede mig på kinderne – og først efter 15 sek. opdagede jeg at jeg havde kastet op.

Derfra skete der ikke mere, men jeg var godt nok ked af det og bange – især fordi ham franskmanden havde epilepsi, og mente at det bestemt var dét, som jeg havde, pga. kramperne.
Jeg var så bange for at der skulle ske mere, at jeg sov på sofaen hos de 3 andre trainees – mega godt indtryk, som jeg lige har fået gjort på dem.
Blev dog noget beroliget af Mor, der var sikker på at det var hedeslag. Blev undersøgt grundigt på hospitalet næste dag (i øvrigt med konsultation, blodprøve og hjerterytmetest for i alt 160 kr.!), og lægen kom også til samme konklusion: dehydrering og udmattelse.

Var meget lettet over at det ikke var noget vedvarende – men samtidigt må jeg indse, at min krop bare er mere følsom end som så. Det dér med at løbe, og så drikke et par øl bagefter, det gør alle de andre jo også, inklusiv mændene på + 60 med ølmave… Men jeg kan så ikke klare helt det samme.
Og når jeg så tænker over det – så er der flere situationer og tendenser, der står klart for mig, som meget tydeligt fortæller mig, at jeg skal være bedre til at lytte til min egen krop.
Men jeg vil jo det hele – så for det meste plejer jeg at reagere med en ”pjat, det går nok over” – attitude – og så ender det sådan her; eller med hovedpine, migræne eller mavehalløj. Øv. Vil jo gerne det hele, og er som sådan jo ikke så pivet, men det bliver jeg jo så nok nødt til at være – og ikke presse mig selv eller lade mig presse af andre, til at gøre ting, som jeg ikke fysisk føler mig klar til lige i øjeblikket.
Men sådan et fuldstændigt hedeslag i den tungere ende er da et vink med en vognstang.

Hindu-bryllup

Uh, det er vist lidt laenge siden, at jeg har faaet lavet nogle indlaeg paa bloggen - saa nu kommer det lige 3 i traek.
Denne weekend har jeg vaeret til Hindu-bryllup. Som saa meget andet for inderne, er ogsaa bryllupperne med temaet More is More. Dvs. at jo flere gaester jo bedre. Brylluppet var min kollega Jeyas mors venindes soens - saa det var da overhovedet ikke maerkeligt, at jeg var med; at Jeyas svigermor og Jeyas soestre, maend og boern var med, at den enes soesters mands svoger og boern var med, osv.
Selve cermonien blev holdt i et tempel fredag kl 8.30 om morgenen - da jeg undrede mig over dagen og tidspunktet viste det sig, at tidspunktet determineres ud fra brudeparrets horoskoper. Ja ja. Hinduerne gaar utroligt meget op i deres horoskoper - f.eks. saa bestemmes et barns navn ogsaa af dets horoskop. Da Jeya og hendes mand Kalesh for et halvt aar siden fik deres datter, konsulterede de deres astrolog, som fortalte at barnets navn helst skulle starte med *Sri*. Derefter tog de ogsaa lige, for at vaere paa den sikre side, en tur til numerologen, og sammen kom de frem til, at barnets navn skulle vare *Sritika* - paa den maade blev hun nemlig en ren 1'er. Dvs. at hele hendes navn saa passer med hendes foedselsdato, og giver tallet 1. Jeps. Modsat i Danmark, hvor numerologi er noget, som masserne foerst har taget til sig i loebet af de sidste par aar, har det vaeret praktiseret gennem mange aar i Indien - og Jeyas foraeldre har haft Jeya selv og hendes 3 soestre gennem numerologi-moellen for at finde deres navne - og saa skal de jo ogsaa helst have noget med hinduisme at goere. Og at Sritika er foedt med Solen et eller andet sted (forstod det ikke helt), blev af hendes far ogsaa brugt som forklaring paa, at barnet svedte meget - og han er laege... Jaja, jeg doemmer ikke, undrer mig bare, og morer mig. Men der er uden tvivl meget godt at finde i hinduismen og de gamle indiske traditioner selv.

Tilbage til brylluppet - tidspunktet betoed saa, at overnattede fra torsdag hos Jeya, og fredag ringede uret kl 5.45, saa vi kunne naa at bade og spise lidt morgenmad, inden vi skulle hen til Jeyas soester og ifoeres sarien. Soestren, Kauselia, er nemlig den af soestrene, der blev udpeget til at tage et 6 maaneders kursus i bl.a. den traditionelle bryllups-haandmaling, og saa ogsaa i at saette en sari rigtigt. Det tog omkring en time at ifoere os tre en sari - og med mig var det lidt mere besvaerligt, idet jeg er noget hoejere end dem, saa i de foreste forsoeg blev den for kort! Som det ogsaa ses paa billedet, er de andres lidt laengere end mig, og haenger lidt anderledes.
De andre paa billedet er Jeya og hendes svigermor og Jeyas datter Sritika (som for halvanden maaned blev barberet skaldet ved en ceremoni i templet, hvilket er en tradition, som Jeya ikke helt kan huske aarsagen til, men som er meget praktisk, naar nu pigebarnet har det saa varmt).
Da vi ankom til templet, var ceremonien gaaet i gang, men eftersom at templet er uden vaegge, og folk gaar lidt til og fra, gjorde det ikke noget. Folk sad ogsaa og snakkede, og der var ikke samme hoejtidelige stemning, som der er over et bryllup i Danmark.
Foerst skulle gommen igennem en masse ritualer, sammen med #praesten# og gommens best man, som typisk er brudens bror, saa tog bruden over, sammen med hendes brudepige, som var gommens soester. Saa skulle de begge en masse ting, og foraeldrene skulle udveksle forskellige gaver; der braendte et baal, og forskellige ting blev braendt af i en skaal og foert rundt om parrets hoveder, men den egentlige vielse, svarende til der, hvor man siger JA, foregik ved, at gommen binder en snor om halsen paa bruden, hvori der er et vedhaeng. Det var oejeblikket, hvor folk kastede ris paa brudeparret, men det var ikke slut endnu. Foerst skulle gommen give bruden den roede farve i panden og give hende en taaring paa; saa skulle de bytte deres kaempe blomsterkranse en masse gange, og saa skulle de gaa 12 runder om baalet, og for hver omgang bytte et eller andet spiseligt. Det tog 2 en halv time - og saa var der morgenmad og chai til alle.

Hele ceremonien blev filmet af et professionelt filmhold, der ogsaa tog billeder. De var ogsaa tilstede til receptionen, der foregik kl 20 om aftenen, hvor brudeparret stod i ca. 2 timer paa en scene, hvor folk saa defilerede forbi, for at give gaver (naesten altid pengegaver), og faa taget deres foto sammen med parret. Foerst derefter kunne de spise - stakkels par! Der var ca. 400 til receptionen, saa det var aabenbart en lille af slagsen - og der var mad og saftevand - og under det hele spillede fantastisk hoej tamil-musik, der naesten umuliggjorde snak. Men en oplevelse var det da alligevel - og efter ikke engang 3 timer var det overstaaet. Det skal lige siges, at vi havde skiftet til en ny sari om aftenen, og her blev jeg saa ogsa udstyret med overdrevne *guld*-smykker - foelte mig som da jeg var lille og klaedte mig ud som prinsesse :-)

Hash House Harrier Run

- er et junglelob, som britterne opfandt i 1930'erne - som stadigt eksisterer i bedste velgaaende, og nu har spredt sig til andre steder i hele verden (og det har intet med marihuana at goere, Mor!). Det deltog jeg i, i onsdags. Uha, det var haardt, men skaegt. Ideen er, at alle skal kunne vaere med, saa det spor af papirsedler, som *haren* har lagt ud, er afbrudt visse steder, saaledes at de forreste *harriers* maa bruge tid paa at forbinde sporet - til glaede for de lidt langsommere, der kommer bagefter. Evt. kig paa http://en.wikipedia.org/wiki/Hash_House_Harriers
Loebet starede kl 18, og skal egentligt kun tage 1 time og et kvarter - men vi var foerst ude igen kl 20.30! Der var nu ikke saa meget loeb over det, som kravl. Det var altsaa ogsaa alt for varmt til at loebe, saa jeg luntede bare lidt, men det varede ikke laenge foer vi skulle kravle op og ned - mine sko var lidt for glatte, saa roeg paa roeven et par gange - men alle var et lige koent syn, da man kom ud - totalt gennemsvedt, mudret og rifter og torne rundt omkring. I starten var min kravleteknik rigtig god - saadan noget med at fordele vaegten og flytte tyngdepunktet, saa der var mindst mulig risiko for at glide i den glatte skovbund, eller falde ned fra raadne traestammer, der knaekkede (tror min barndoms klatren rundt i halmballestabler og paa usikre hoelofter hjalp en del) - men efterhaanden som traetheden satte ind, glemte man det, og greb ud efter alt, der kunne hjaelpe opstigningen, hvilket resulterede i ret mange torne i fingrene. Men det var smadder skaegt - og en god maade at komme lidt ud af byen. Bagefter tog man bad i lidt medbragt vand (slet ikke nok med bare lidt klatvask, men det var nu engang det, der var til raadighed), og saa tog alle paa en restaurant. Der er en masse traditioner, sange og kaaringer af forskellig slags, som haenger ved de her Hash Runs - bl.a. SKAL man baere en HHH-t-shirt ved middagen - saa det resultede i, at Ib Larsen, som havde taget mig med, maatte give mig sin t-shirt, og fortsaette resten af middagen i bar overkrop. Han var dog ikke den eneste som denne skaebne overgik, men skaegt var det. Og skal med igen paa onsdag :-)
I tilgift moedte jeg saa en af de andre trainees, og det er jo aldrig af vejen med lidt flere venner.

Syg + weekend som plejebarn

SÅ havde jeg da lige den første seriøse omgang mavetamtam. Det holdt mig vågen halvdelen af natten til torsdag sidste uge, og fraholdt mig fra jobbet torsdag og fredag - og er ikke engang sikker på præcist hvad der forårsagede det.
Tumlede bare rundt med min telefon i hånden, fordi jeg havde så meget feber og smerter, at jeg var temmeligt overbevist om at jeg kunne dejse om hvad øjeblik det skulle være... Ikke rart! Har måtte sende bud efter noget mere mavemedicin, når min veninde Anja kommer herned d. 21. marts for at samle data til hendes bachelorprojekt; min mave er åbenbart langt mere følsom end jeg troede... Da jeg var på Langkawi reagerede den også stærkt bare på varmen, tror jeg...

Weekenden blev jeg plejet og passet hos min kollega Bhavna, hendes mand og tre børn, mor og maid, importeret fra Indien.
Det var meget hyggeligt og afslappet – og jeg er snart ved at være ret ferm til at spise med fingrene. Tænk at ens forældre bruger så meget tid på at lære én at håndtere kniv og gaffel – og her er det så enten ske og gaffel, pinde, eller hånden. Men det kræver en ret speciel teknik at spise med kun højre hånd – f.eks. at hive brød i stykker, dyppe det i de forskellige karrysovse, og få det ind i munden, uden at ramme ved siden af, eller få karrysovs ned ad hagen.
Inderne spiser også forskelligt, alt efter hvor de stammer fra. Men jeg har optaget den nordindiske måde, hvor man kun bruger selve fingrene, og ikke som i Sydindien, hvor de bruger hele hånden; det bliver lidt for griset for mig.
Fredag gik vi på legepladsen med børnene – det er vidunderet ved at have en maid – at man kan komme sent hjem, gå på legepladsen en times tid med børnene, og når man kommer hjem, så er der mad :-)
Ellers, så har børnene her en noget anderledes dagsrytme end børn i Danmark. Pigen, Vrinda, på 8 år, går i skole hver dag fra 7-13, hvorefter hun kommer hjem, laver lektier og ser tv, og venter på at Mor og Far kommer hjem og tager dem med på legepladsen.
De to små drenge, Kishen på 3 år og Suraj på 1,5 år, ser tv hele dagen, spiser og tager en lange eftermiddagslur. Danske børn vil være en del ude og lege i løbet af dagen, men det er for varmt til det her – det kan man først gøre i aftenskumringen.
De ser meeeeeeeeeeeget tv – også når børnene spiser. Det foregår ved, at mor eller maid laver fint tilpassede ris-sovs-kugler, som stoppes ind i munden på barnet. Barnet sidder helt paralyseret over tv’et imens, og tager imod maden.
Mormoren er hos familien hele ugen, og tager kun tilbage til morfaren i weekenden – morfaren bruger så ugen hos sønnen, og hjælper med deres 3 børn. Bhavnas mor er kun 55, og en meget frisk dame, og dygtig kok – men hun foretrækker også at sidde stille hele dagen og se telenovellaer. Bhavna har fortalt, at hendes mor er hos børnene, fordi de ikke helt stoler på maidens intelligens og evner til at stimulere børnene, men mormoren laver tilsyneladende ikke noget med børnene alligevel, som f.eks. læse historier, sanglege, tegne, lege med togbane, eller lignende…
Lørdag var det desværre voldsomt regnvejr, hvilket så betød at der ingen legepladstur blev. Især Kishen på 3 år kunne slet ikke klare, ikke at få brugt sin energi, og var meget aggressiv over for alt og alle. Forældrene tumlede lidt med ham, men lyttede ikke rigtigt til ham, og flere gange kunne jeg forudse det, inden han gjorde noget ledt ved sin lillebror… Jeg kunne se ham blive misforstået, og eftersom jeg jo er sådan én, der gerne vil løse alles problemer, måtte jeg slå en stor knude på mig selv, og ikke sige noget. Har hørt noget om, at børneopdragelse vist er et punkt, hvor forældre er ret følsomme… Og så især når det er i en anden kultur, med andre normer, osv, kunne jeg meget let have misforstået noget...
Søndag morgen tog Sundar så drengene med på legeplads, inden det blev for varmt, men resten af dagen regnede det, og vi måtte blive inden døre… Mere tv… Huset var levende med gæster hele weekenden, så de voksne havde underholdning nok, men igen voksede Kishens frustrationer, og han blev en led lille drillepind. Og mig kunne han heller ikke lide – hvilket jeg vist aldrig før har prøvet med børn? Så jeg kunne ikke hjælpe ham.
De to brødre er ret meget rivaler, så efter at Suraj (efter hele fredagen at have tudet når han så mig), endeligt kastede sin kærlighed på mig i løbet af lørdagen, var der ingen vej frem med Kishen.
Og det åndssvage af det hele var, at det gjorde mig lidt ilde tilpas – at se drengen så ustimuleret og misforstået.
F.eks. kom der nogle venner over søndag, som havde en søn på deres alder. Han satte sig og legede med sit legetøj, mens Kishen bare gloede fjernsyn. Og forældrenes forsøg på at få børnene til at lege sammen, lykkes kun delvist, efter 4 timer. Selvom det virker dejligt for børnene at være hjemme, med hinanden, mormor og tjenestepige, så er der vist noget godt i den socialisering, som børnehaverne giver i Danmark.
Hverken Jeya eller Bhavna tænker særligt højt om deres maids’ intelligens. Begge maids er uuddannede og fra landlige områder, og er hele livet blevet beordret til, hvad de skulle gøre. Først syntes jeg nu at de behandlede deres maids noget hårdt – men det er virkeligt utroligt, hvor forskellige mennesker kan være. Èt er, at mine kolleger kan lære deres maids, som begge er i 20’erne, alfabetet, samtidigt med at de lærer deres børn det, men faktum er, at pigerne aldrig har udviklet evnen til at tænke selvstændigt eller logisk. Et eksempel er, at Bhavnas 3-årige søn Kishen kan løse puslespil (af den slags med ca. 8 kæmpe store brikker), som maiden ikke kan finde ud af. De kan ikke selv se, at de i ophængningen af gardinet har sprunget kroge over – for det hænger der jo? De kan ikke ugedagene, og kan ikke administrere, at skulle tørre støv af: ”når det er nødvendigt”. De har hele deres liv kun imiteret adfærd, og derfor skal kvinderne her mobilisere al tålmodighed, og f.eks. kun lære maids’ne én ting om ugen, og højst sandsynligt repetere igen og igen – den ene uge lærer vi at betjene vaskemaskinen, på ét program, næste uge lærer vi at bruge en køkkenkniv (jeps, den ene kommer fra et sted, hvor man ikke engang har knive, men i stedet et andet slags instrument til at flå grøntsagerne i stykker med). Jeg har så siden ste Jeyas maid, som har den mindste intelligens-udvikling af de to maids, håndtere kartofler. Først prøvede hun at skrælle med en kniv, men det var ret svært for hende - og først efter 20 sekunder fandt hun ud af, at hun havde vendt kniven forkert - altså med bladet opad. Efter at hun havde fået vendt kniven, var det stadigt noget svært for hende - og saa opdagede Jeya hvad hun lavede, og fandt skrællekniven frem til hende - og det viste sig, at maiden havde skullet skrælle kartofler masser af gange for...
Denne oplevelse sammen med mine kollegers forklaringer om deres maids, giver mig lidt større forståelse for, når jeg undrer mig, og bliver irriteret over, når f.eks. rengøringsfolk udfører deres arbejde helt automatisk. F.eks. på Cuba var det tit tilfældet, at gulvet på offentlige toiletter konstant blev vasket/tørret over med en moppe, og sekundet efter, at moppen havde forladt gulvet, sad fluerne dér igen. For mig siger det helt tydeligt, at så er gulvet ikke rent, og så må man jo skifte vandet, eller bruge en anden sæbe. Men det faldt aldrig rengøringsfolkene ind – de gjorde jo de rigtige bevægelser, uden at vurdere arbejdet: Er det godt nok? Er det for meget/unødvendigt? Ligesom at rengøringsfolkene på mit hotel kan ”vaske gulv”, og helt tydeligt ikke få morgenens kaffeplet af – uden at bemærke det… Og den ene gang, hvor jeg var i lejligheden, brugte de også gulvmoppen til at tørre en reol af med, mega klamt, men for ham var det måske essensen, at bordet blev tørret af…
Så egentligt kan jeg godt forstå, at kvinderne her gerne vil have maids’ne et stykke tid; oplære dem ordentligt, før de overlader deres børn i deres varetægt. Maids’ne har ikke selv børn, og vil måske ikke kunne reagere på børnenes behov på en måde, som mødrene ville synes var god og forsvarlig.

Men igen, så var det en lærerig weekend. Og jeg mødte Bhavnas svigerinde, Annu, som var rigtig sød, og det er altid rart at kende flere mennesker – og det var et stort plus, da vi var til chefens 50 års fødselsdag i onsdags – at jeg både kendte Bhavna, Sundar, Bhavnas mor og far, og Annu, foruden mine kolleger.
Her er lige et billede af hjemmealteret.
Til daglig var det overdaekket, saa havde egentligt ikke opdaget det - men om soendagen blev det smykket med friske blomster, og saa bad de vist - jeg saa det nu ikke, men synes det er en sjov kombination, at have alteret staaende lige ved siden af kontoret og Mac'en, den store computer og printeren...