Fredag d. 8. maj 2009 - min 26 aars foedselsdag!

Og så blev det min foedelsdag. En dag, som alle andre år altid er en dag, hvor jeg meget let bliver sentimental og melankolsk. Saa jeg var noget nervøs for, hvordan jeg ville klare at holde den vaek fra Mor, Far, Helene og veninderne.
Jeg havde forsoegt at arrangere at komme ud paa et longhousestay, og i sidste ende lykkedes det, omend lidt anderledes end jeg havde forventet, men jeg tror absolut, at det ikke kunne have vaeret bedre.
Det startede egentligt kl. 00 natten mellem torsdag og fredag, hvor jeg var paa stambaren Ruai, og de besluttede at synge foedselsdagssang for mig. Ikke daarligt! Efterfulgt at meget stærke ris-alkohol-shots :-) Hurra!
Dagen efter blev Ross og jeg hentet af Danny kl 10. Danny og Bryan er to malaysiske fyre der har Borneo Outdoor Explorers, en slags anderledes touragency, som egentligt startede med at de ville lave ture, saa malayerne selv kunne komme ud og se den smukke natur der er i deres eget land. Derfor er det ogsaa ret lavprofit - hvilket passer mig fint, ikke at bruge saa mange penge!
Anyways, Danny hentede os, og tog os ud til et vandfald et par timers koersel vaek fra Kuching. Efter en ret kort hike kom vi til vandfaldet, det var utroligt smukt, og brugte et par timer der, hvor Danny lavede frokost over baal til os. Da det begyndte at oese ned (ingen kommentarer), fik vi en kop kaffe og en snak med de lokale og deres katte i en lille "cafe". De kunne lidt engelsk, og forklarede mig, processen omkring de tæpper, som de to damer var i gang med at lave ud af en slags lianer. Rigtig hyggeligt!

Herefter tog vi til Annahrais, et longhouse paa vejen til vores destination. Det var egentligt meningen at vi skulle have overnattet der, men drengene havde overtalt mig til et andet, fordi Annahrais var alt for kommercielt. Det var det maaske ogsaa, men ogsaa en god "udstilling".

Saa tog Danny hjem til sin kone, og Bryan og deres ven David overtog. David havde nogle venner i longhouset i landsbyen Sadir. Saa det var her, vi skulle vaere, fordi de egentligt ogsaa gerne selv ville besoege dem. Paa vejen derhen stoppede vi og koebte Langkau, som er en slags risalkohol med en procent omtrent ligesom vodka - de er dog ikke helt sikre da det er hjemmebryg. Bryan havde i forvejen koebt ca. 3 kg svinekoed. Ankommet til Sadir gik jeg ned og saa alle landsbyens maend spille et spil med en slags snurretoppe lavet af trae, paa stoerrelse med to knytnaever, med et reb snoet om, som de brugte til at slynge toppen ud. Herefter galdt det om at slaa den spinnende top ud af banen, og helst give den et ordentligt maerke med de søm der var i toppen af hver... top. Det var virkeligt skaegt at se paa, ogsaa fordi man ikke saa sjaeldent maatte springe for livet, fordi spillet lige pludseligt bevaegede sig hen der hvor jeg stod, paa den store plads. Faldt i snak med en kvinde, der vist nok hed Dumdum.... Hun boede og arbejdede ellers i USA, men var hjemme paa ferie, og det var rigtig dejligt at snakke med een, der snakkede engelsk, og som i oevrigt var alenemor til to teenagepiger. Ikke saa tit man moeder selvstændige alenemødre her.

Tilbage i longhouset er de igang med at lave mad. To mænd sider på hug og hakker løg, hvidløg og ingefær, som marinerer svinekødet i, og tilbereder det over bål. Aldrig har svinekød smagt så godt! Da det var færdigt, satte vi og sammen me en 12-15 stykker af landsbyens mænd og et par enkelte kvinder i en rundkreds på sivmåtten på den fælles veranda. Longhouset var ikke så langt som nogle, men der var da vist 10-12 rum, og så en fælles veranda der forbandt dem alle. Betegnelsen for verandaen er i øvrigt Ruai - som er navnet på vores stambar i Kuching :-)

Midt i vores rundkreds blev der stillet et par tallerkener med kød på, og så tog man bare med højre hånd selvfølgeligt, hvad man ville have. Hundene stod bag ved os og så lidt sultne ud, og kunne ikke helt håndtere hverken deres stirren (og jeg var jo i deres højde), eller at skubbe dem væk, da jeg ikke kendte dem. Men der skete intet, og det var jo også meget praktisk at man lige kunne liste de værste fedt-stykker ud til dem, istedet for at levne... Ellers kunne man også bare smide det ned mellem revnerne i gulvet på ruai'en. Den var lavet af bambusstykker, som måtte udskiftes med et par års mellemrum, og nedenunder går høns og nogle gange grise og spiser alt affaldet. Sådan har det altid været, og det har altid fungeret godt - lige indtil longhousene blev introduceret til moderne bekvemmeligheder som plastisk og aluminium. For Orang Aslierne har altid gjort det med at smide ting fra sig - så nu er der et væld af affald overalt... I dette longhouse var vi i bjergene, men de samfund der ligger ved en flod, smider alt deres affald deri... Bekymrende.

Tilbage til min fødselsdagsmiddag - det grillede svinekød blev efter noget tid suppleret med ris og en slags salat med meget syrlige grøntsager i. Men vi var ved at være mætte og klar til aftenens næste indslag: Langkau og dans! En af mændene styrede langkau'en, som blev sendt rundt i en kop, efterfulgt af en kop fyldt med vand. Egentligt nok en god ide med den kombination! Det er meget uhøfligt at afslå noget i Malaysia, og hvis man endeligt skal gøre det, skal man f.eks. røre kanten af koppen med to fingre og derefter røre sine læber, for ligesom at sige, at det ikke er fordi man ikke bryder sig om det tilbudte. Men for det meste tog vi nu imod - og så hev de en ghettoblaster frem, og så blev der danset. Bedstefaderen på billedet var meget gammel og tandløs, men sad alligevel og rock'ede med, og hans barnebarn, som gik under navnet Medicin, var en meget ivrig danser. Nogle gange måtte Ross lige gå imellem, når Medicin blev lidt for ivrig for at danse med mig. I selskabet var også to ældre damer, der var fuld af spræl. Vi havde det rigtig sjovt sammen - og de kunne som nogle af de eneste i selskabet engelsk, fordi de var så gamle at de havde været små børn under den japanske okkupation under 2. verdenskrig. De var kusiner, og rigtig søde, og de inviterede mig til at komme tilbage til Gawai 1. juni, som er den årlige 3-dages høstfest.

I det hele taget følte jeg mig rigtig godt tilpas i Sadir. Jeg var selvfølgeligt fremmed, men de behandlede mig bare som en velkommen gæst, og var lidt nysgerrige - men på en måde ligesom vi er det, når vi får en udlænding til at spise leverpostej og spændt venter på deres reaktion.

Orang Aslierne i denne landsby var bidayu, og dermed kristne - men de bruger ikke rigtigt det der med fejring af fødselsdage, så de syntes det var lidt mærkeligt - men de godtog da, at det var min fødselsdag...

Vi dansede og drak hele natten, og dejsede om i et gæstehus. Næste morgen sagde vi pænt farvel og kørte væk - efter ca 30 minutters kørsel begyndte alle telefoner i bilen at bippe - vi havde været godt oppe i bjergene mod den indonesiske grænse, og der havde været absolut intet signal. Jeg fik et par fødselsdags-smser fra folk, nogle fik jeg mange gange, men det meste fik jeg ikke. Og det var helt ok. Jeg havde haft en fantastisk og suverænt anderledes fødselsdag. Jeg havde endda glemt at tage det lille flag fra min rygsæk med. Pyt. Herligt at jeg kunne føle sådan.

Bryan kørte og kørte af de små snoede, bumpende grusveje... og det blev liiiige lidt for meget for Thereses tømmermænd - så måtte bede ham holde ind til siden, haha. Men endeligt ankom vi til et fantastisk koldt og smukt vandfald, hvor vi var et par timer. Det er næsten lige så godt rekreation som at stå på ski.

Derefter kørte vi til en anden lille landsby, hvor vi dagen forinden havde sat Davids 2 børn og hans maid af hos hendes familie. Det var igen en anderledes landsby, dog ikke med longhouses, men med "alm." stenhuse. Her så jeg bl.a. hvordan de tørrede peber efter peberhøsten, fik lige forklaret forskellen på sort og hvid peber, og fik en pose frugter af en gammel dame - samme syrlige frugter som fra dagen før, og kunne egentligt ikke lide dem, men blev så glad over at hun tilbød mig dem, uden at vi kunne kommunikere med andet en smil og håndfagter :-)

Maidens mand huggede lige nogle kokosnødder op til os, og så lavede hun en dejlig frokost til os - og efter et lille hvil på verandaen var vi klar til at køre hjem.

Om aftenen tog Ross til sin chefs fødselsdag, Patricia var på en kongres, og jeg blev hjemme på hendes sofa og så serier hele aftenen, og gennemgik min 26-års fødselsdag i tankerne, med et varmt smil og taknemmelig til de herlige mennesker, som havde gjort den god.

Kuching 3. - 18. maj

Kuching er "hovedstaden" i den anden stat i malaysisk Borneo, Sarawak. Her landede jeg 3. maj, og siden da har der vaeret saa meget knald paa, at jeg ikke har haft tid til at skrive foer nu! Saaeh... maaske bliver det her indlaeg lidt langt.
Jeg havde en kontakt i Kuching, Ross, en engelsk fyr som er venner med en dansk pige, Lone, som jeg er venner med i KL. Han dirigerede mig fra lufthavnen hen til hvor han bor, hos en malaysisk pige, Patricia (og nu synes du maaske at der er lidt for mange navne udover det noedvendige, men sagen er jo, at jeg ogsaa bruger min blog som en slags dagbog, som jeg skal have for evig tid, og JEG vil gerne huske alle folks navne. Saa det maa du finde dig i :-)).
Jeg skulle egentligt kun have crashet hos dem de foerste to naetter, men eftersom det var super hyggeligt at bo der, og Patricia havde et ekstra rum, endte det med at jeg boede der i hele perioden, gratis. Betalte kun med en flaske roedvin og lidt hist og pist. Meget gaestfrie mennesker, og isaer Patricia, som arbejder i en NGO og ikke har saa meget at rutte med, hader naar turister betaler for meget i forhold til hvad de faar, saa hun naegtede at lade mig betale noget som helst for at bo der.
Udover Ross og Patricia landede jeg ned i en god del af deres vennegruppe, som viste sig at vaere utroligt aktive mennesker. En blanding af expats (udlaendinge som arbejder der) og malayer (bidayu, som Patricia, dayak som Samen, iban som Peter John, og en del kinesere), som mandag til fredag (og nogle gange loerdag) arbejdede deres r... af, og fredag til soendag delvist drak sig i hegnet og delvist var meget aktive sportsmennesker - helst i kombination, med aktiviteter fra tidlig morgen kl 7-8 stykker (OGSAA selvom den havde staaet paa fest dagen foer), og saa en eller anden form for faellesmiddag inkl. div. drikkelse som afslutning. Der var altsaa en gruppe, som tog ud "caving", dvs. udforskede grotter; en gruppe som tog ud til vandfald inkl. barbeque og oel, en gruppe der tog ud og dykkede paa et vrag de havde fundet og en gruppe der tog ud "boating", hvilket i deres difinition var at sejle ud i Warricks baad, finde en dejlig strand, hike i junglen bagved et par timer og saa grille paa stranden, som var sammenskudsgilde af div. mad og drikkelse - og enkelte gange stod den ogsaa paa vandski, og alle sammen deltog i en eller flere af de lokale Hash Runs, som var tirsdag og loerdag for maendenes Hash, og onsdag for kvindernes, Harriettes.
Og her landede jeg! Sikke et mekka. Ankom loerdag, og allerede soendag var vi oppe tidligt (ALT for tidligt efter min og min krops mening, efter godt nok kun 4-5 oel aftenen foer, men ogsaa kun 4-5 timers soevn) - og saa var det ud til en grotte. Vi moedtes, som standarden var, paa Islamic Cafe i udkanten af byen - det hed den egentligt ikke, men James, som var en slags tourleder, syntes at alle de der arbejdede der lignede nogen fra Al Queida - og de lavede herre god Roti Cheese, meget malaysisk morgenmad, et slags stegt broed serveret med karrysovs, rigtig godt! Derefter tog vi ud til en grotte, som de havde udforsket et par gange foer. Vi startede i en lille grotte ved siden af, hvor der var grottemalerier!! Englaenderen James er den eneste udover Sarawak Museum der har noegle til afspaerringen omkring malerierne, idet han ind i mellem tager turister med derop - saa det var helt fantastisk spaendende at komme helt taet paa, og hoere James fortaelle, hvad de ved om malerierne. Det er ikke et sprog paa samme maade som hieroglyfferne, og de har faktisk fundet ud af overraskende lidt om betydningen af de forskellige afbildninger, men alligevel - og maaske netop derfor - var det en helt speciel foelelse at staa deer, og forestille sig livet paa den egn for saa mange aar siden. Der var billeder af jagt og af ceremonier, af landsbyoverhovedet og af et par forskellige guder - og maleriet af jagtguden, som viste en frygtindgydende skabning i overstoerrelse i forhold til de andre, kunne kun give ideer om, hvordan folk har set paa deres guder og den betydning og respekt de har haft.
Derefter udforskede vi den egentlige grotte. Der er grotter overalt i Sarawak, fordi der er saa meget limestone og sandstone. Den vi besoegte den dag, havde de vaeret i en del gange, og denne gang skulle de saa lave et fotoeksperiment. Imens de legede med det, gik jeg lidt rundt, ikke saa meget fordi min egen lommelygte var meget svag (og der er altsaa baelgravende moerkt derinde og ikke lavet noget kunstigt til turisterne, saasom lamper eller trappetrin) - og derefter satte jeg mig ned, indsnusede den bedoevende stank af guano (flagermus hoemhoem), slukkede lommelygten og tog en lille lur i ly af moerket. Ja, det har nu ogsaa sine fordele, at kunne sove i opretsiddende stilling!
Udover de susende lyde af flagermus fandt vi ogsaa en del grotteedderkopper, diverse insekter der floej ind i lygtens skaer, og i en lille baek ca. en km inde i grotten fandt vi soereme en slags ferskvandsrejer!
Ude i solen igen efter mange timer, badede vi ved en vandhane ved kirken i den lille kampung (landsby) hvor vi havde parkeret - men vandet var lige saa brunt og ulaekkert som vi var i forvejen - saa vi brugte lidt af drikkevandet, og tog saa ind paa den foretrukne kinesiske restaurant i den forstad vi kom til foerst, 10th mile. Det er ikke fordi de noedvendigvis foretraekker kinesisk mad - selvom det nu er skoent at vaere mange om et maaltid paa en kinesisk restaurant, saa man kan bestille mange mange forskellige retter - men de kinesiske restauranter er de eneste, paanaer et par enkelte indiske, der servererer oel. Og efter en haard dag, skal de have en velfortjent oel til deres mad! Derudover har denne restaurant den feature, at de har en stor hjort ved navn Ru staaende i baghaven.... Meget spoejst, men soed og kaelen, det var den.

Mandag, tirsdag, onsdag stod paa lidt sightseeing i Kuching, og opdatering af bloggen ang. hvad jeg havde lavet i Sabah de to foregaaende uger. Det tog rigtig lang tid - og denne gang skal jeg jo saa opdatere for naesten halvanden maaned! Lad os se hvor langt jeg naar.
Onsdag aften var jeg med Kuching Harriettes til kvindernes hashloeb, hvor maend dog er tilladt fordi de opfordrer familier til at dyrke motion sammen. For foerste gang i min hashingkarriere var jeg ikke den sidste til at komme ud af junglen igen, hvilket var enormt tilfredsstillende!

Torsdag d. 7. maj tog jeg til Gunung Gading Nationalpark, 2 timers buskoersel fra Kuching, fordi parken huser verdens stoerste blomst, Rafflesiaen. Det er en meget spoejs blomst: Den er en parasit-plante og gror kun paa een bestem vaert. Livscyklusen bestaar af ca. 18 maaneders knopskydning og saa 3-7 dages blomstring (og blomsten skulle saa vaere 50-80 cm i diameter), hvorefter den begynder at raadne, udsendende lugten af raadnende koed, for at tiltraekke lige praecis den slags fluer som allerbedst kan lide det. Og saa har midten af blomsten forskellig form, alt efter om det er en hunblomst eller en hanblomst.
Og vi fandt den. Faktisk var jeg lidt skuffet over stoerrelsen, men det viste sig at jeg havde laest forkert (troede at den skulle vaere 1 m i diameter), samt at den blomst jeg saa ikke var den stoerste af slagsen. Men alligevel dog imponerende. Resten af dagen gik med traven rundt i jungelen og svoemmede ved foden af et smukt vandfald. På et tidspunkt sad jeg dér alene og tænkte lidt - Der var så smukt, og jeg følte mig pludseligt meget privilligeret, at jeg kunne bare sidde her og nyde det - og gøre præcist hvad jeg ville. Når jeg rejser alene er der masser af tid til soul-search, og i den seneste tid har jeg været lidt svingende, og nogle gange ret fortvivlet og trist... Men lige her for enden af vandfaldet, med små fisk i vandet, masser af junglelyde og sommerfugle og dragonflys om ørerne, mindede jeg lige mig selv om at "dagen idag er din min ven/dagen idag kommer aldrig igen/dagen er lige her og nu/indholdet skaber du". Ja...

Brugte resten af dagen på det, som jeg allerhelst ville - istedet for at nå at trave alle stierne rundt, tog jeg en noget kortere tur og brugte istedet tiden på at t tage billeder af dragonflys (tror det er en udgave af guldsmede), et ca. 20 cm langt tusindben, roedt og saa tykt som min tommelfinger, og derudover diverse flotte blade. Junglen er så smuk, med snoede grene og træer, kæmpe myrer og "ant-highways", hvor man skal passe på ikke at forstyrre den slange af myrer, der passerer stien, osv.

Da jeg kom hjem og viste Patricia billederne af bladene, kiggede hun vantro paa mig og sagde:"Og hvad saa? Det er jo ukrudt!". Hun kunne tydeligt vis ikke se den artistiske dimension i mit billede af et blad fra en plante, der i hendes landsby vist svarer til skvalderkaal. Nåh.

Sepilok 29. april - 2. maj

Og hvis man saa ikke havde faaet nok af de orange labaner, kunne man da lige tage et smut forbi Sepilok Orang Utan Rehabiliteringscenter, som har to daglige fodringer, hvor orangutanerne kan komme og spise frugt hvis de vil. Ialt saa vi 4 orangutaner, og ca. det tidobbelte af fraekke macaque-aber, som forsoegte at stjaele orangutanernes mad. Dog var det tydeligt at macaquerne godt vidste, at hvis det kom til en konfrontation, var de de mindste, saa for det meste opholdt de sig under foderplatformen, og listede sig langtsomt p og hen for at stjaele en banan, for derefter at styrte tilbage sikkerhed under platformen. Til den 2. fodring gik der en halv time foer orangutanerne dukkede op, saa der havde de graadige macaqueaber frit spil. Det var et hysterisk morsomt syn at se moedrene forsoege med ungen haengene paa maven og en bambuskaep i haanden at gaa paa line hen til naeste platform, hvor de foelte sig mere i sikkerhed, men det lykkes for det meste.
Teenageungerne var derimod ikke saa habile linedansere endnu,

saa naar de forsoegte at gaa ovenpaa snoren endte de altid med at snurre rundt og haenge med hovedet nedad - for det meste fordi en anden teenager gik ud paa snoren paa samme tid, og derved oedelagde den foerstes rytme. Meget morsomt at se paa, og ogsaa netop et bevis paa visse dyrs manglende logik og sans for
samarbejde.
Macaquerne havde mange unger - ikke underligt - vi saa 2 x macaque monkey business og 1 x orangutan monkey business der. Isaer med orangutanerne blev folk helt perplekse.... Isaer fordi vi troede at det var mor og datter der ankom til fodringsplatformen sammen, fordi hunnen var saa lille. DET var det saa ikke!!!

Men orangutanerne var derudover i sig selv var bare rigtig kaere. Vi deler aabenbart 96,4 % gener med dem, og i deres bevaegelser og ansigtsudtryk kan man hurtigt faa lagt en masse menneskelige foelser, som man jo reelt ikke aner om er der. Men soede,det var de. Og fascinerende. Vi saa desvaerre ingen unger i denne omgang, men jeg skal til et andet orangutancenter senere, i Kuching, hvor jeg haaber at faa dem at se.
Jeg var igen lidt udmattet efter junglen - saa tog mig den luksus at bo paa Sepilok Forest Edge Lodge fra eftermiddag d. 29. april til middag d. 2. maj, hvor jeg floej til Kuching. En dag brugte jeg paa at se orangutanerne, men ellers hyggede jeg mig bare og noed de smukke omgivelser - og en enkelt eftermiddag hang jeg ud ved poolen, ahh. Jeg moedte en gruppe paa 3, der var ved at tage deres dive master paa Koh Tao i Thailand, men som lige var i Sabah i 14 dage. Der var en dansker iblandt, og det var ret rart at snakke dansk igen. Men bortset fra det, saa har jeg ellers nydt at vaere omgivet af folk fra Storbritannien, saa jeg har kunne forbedre mit engelske lidt. Det var mildest talt blevet lidt sloevt efter de 3 mdr i KL, hvor mine kolleger taler sjovt engelsk med meget indisk accent. Normalt naar jeg rejser, saa faar det engelske sprog efter kort tid et godt tag i mig, og jeg begynder at taenke og droemme paa engelske ogsaa, men denne gang er det ikke sket i al den tid i KL. Nu er jeg endelig begyndt at taenke paa engelsk - saa haaber det bliver endnu bedre. I KL oplevede jeg endda det spoejse, at jeg nogle gange blandede dansk ind i mine engelske saetninger. Ord som "man", "eller" og "og saadan" fik paa en eller anden maade sneget sig ind, hvilket var ret morsomt men ogsaa irriterende. Jeg har aldrig vaeret super god til engelsk, men det hjaelper altid naar jeg rejser. Har lige igaar laert et nyt slang ord: "las", som aabenbart kan bruges istedet for "pige" i England og Skotland.... Se se.

Der var saa mange smukke blomster i haven omkring Sepilok Forest Edge Lodge. Her forsoeger jeg at tage et billede af blomsten for at vise at det er den samme som er paa min sarong, men det gik vist ikke saa godt. Den er i oevrigt Malaysias nationalblomst.

Jungletur 27. - 29. april

Jeg tog ud paa en 3 dages tur i junglen, med Uncle Tan jungle tours. Vi boede i en meget basic camp, og tog derfra ud paa river cruises og hikes i junglen. Selvom jeg ikke helt fik foelselsen af at vaere i junglen, saa vi

rigtig mange dyr - ikke elefanter, dog, men naesten alt andet: orang utaner, sjove naeseaber, grey leaf monkies, gibbonaber, tusindvis af macaqueaber, ugler, king fishers, hornbills, edderkopper inkl. en tarantula, en skorpion, froer, en storkrokodille og hovederne af en del smaa (hvor var moren henne?), osv. Til min store udfordring var der mange mange flyvende insekter om aftenen, specielt en slags billeder, der var ret daarlige til at flyve og hvis de ramlede ind i een, greb de fast og var ret svaere at faa af igen, isaer hvis de sad i haaret. Puhaaa... Men dejlig dejlig tur, og fantastisk at falde i soev i baelgravende mroerk, saa moerkt at jeg aldrig har set noget lignende, til de mange lyde fra junglen. Jeg boede paa en madras med et myggenet om, ved siden af 2 andre madrasser i et aabent shelter. Og badet var faelles og bestod af en spand med brunt flodvand. Saa det ku naesten vaere lige meget, og vi fik da ogsaa et ordentligt bad paa vores nattetur ud i junglen, haha. Saa meget regnede det, at gummistoevlerne blev fyldt halvt op. Men maden var fantastisk; det bedste malaymad jeg har faaet her endnu. Imponerende. Og saa taeskede jeg lige to af de ansatte i bordtennis, ikke daarligt :-) Saa har de mange pauser i projektskrivningen ude paa kollegiet da baaret frugt!

Selvrestorering paa Mabul, 24.-26. april

Efter vellykket dykkerkursus og dykning paa Sipadan, syntes Els og jeg at vi havde fortjent et par timer i solen, saa vi tog ud til Uncle Changs lodge paa Mabul, som vi havde besoegt en dag for at dykke.
Vi brugte 3 dage der, uden stort andet end afslapning. Jeg tog en enkelt gang ud med dykkerbaaden for at snorkle paa et flot koralrev. Saa mange skildpadder, to forskellige slags moray eels, og maaske en stonefish - men eftersom dens ekspertise er at ligne en sten, kunne det godt bare have vaeret en sten. Havde planer om at tage ud og dykke, men min mave ville noget andet. Maaske meget godt. Havde ogsaa hoert lidt om at dive masteren der ikke var saaaaaa god til det sikkerhedsmaessige, hvilket jeg har oplevet flere gange her... Det er mest de malaysiske dive mastere, som har arbejdet og dykket de samme steder hver dag i mange mange aar - saa bliver selv det smukkeste sted bare endnu en dag "paa kontoret".
Har nu en mistanke om, at det var den corsodyl, jeg brugte til at behandle min blist i munden med, som var skyld i mine maveproblemer, for da jeg blev ved med at have ondt i maven uden at kunne forklare det, og min blist samtidigt overhovedet ikke blev bedre, opdagede jeg at produktet var naesten et aar for gammelt... Og da jeg stoppede, blev begge ting hurtigt ok igen.
Men vi boede altsaa i et stilt house - et hus, der er rejst paa 3-4 meter hoeje stolper, og vi havde det fedt. Udover at der var rigtig hyggeligt, med guitarfest med de ansatte om aftenen paa vores lille gyngene bro hen til vores stilthouse,
boede vi lige foran en malay water village, hvorfra familierne og isaer boernene kom ud foran vores huse og fiskede og samlede muslinger og soepindsvin, hvilket var meget specielt at opleve. Selv helt smaa boern deltog i jagten; saa smaa at de maatte baeres af de aeldre soeskende, naar de ikke laengere kunne bunde.
Der var ret frodigt lige under vores hus, saa vi saa baade soeslanger og en lille morray eel, og en aften kom en ret stor skildpadde ind for at graesse soegraes paa det paa det tidspunkt ca 1,5 meter dybe vand. Tidevandet var helt utroligt, og den ene dag toerlagde det naesten hele omraadet, saa en pige der boede paa lodgen gik ud for at redde soestjerner :-)
Et andet sted paa oen var der en phillipino flygtningelandsby, hvor vi gik hen en dag. Jeg havde noget legetoej med til boernene, men er ikke sikker paa at det var en god ide. Det ledte naesten til slaaskampe, men det virkede til at det vigtigste var at faa et eller andet. Ikke vigtigt hvad det var. Vi tog en del billeder af de soede boern, og de syntes at det var helt fantastisk fedt, og konkurrede i at lave haandtegn, og stikke fingerne saa langt op i kameraet som muligt. Jeg talte med en mand, der kunne noget engelsk. Hans far var fra Fillipinerne mens hans mor er fra Malaysia, saa han er een af de faa, der har et id kort. Han havde studeret i Filipinerne et par aar for at blive politibetjent, men havde ikke penge nok til at goere det faerdigt. Nu boede han her med sin 3. kone og barn nr. 3 og 4. Hvor de to foerste koner med hvert sit barn var henne, meldte historien ikke noget om. Manden var saa heldig at arbejde for dykkerfirmaerne med at reparere dykkerbaadene, saa han og hans familie fik behandlet vand i store dunke. Resten hentede noget op fra en broend, som saa meget grumset ud, og han fortalte mig, at det var en blanding mellem ferksvand og saltvand. Stakkels boern. Officielt eksisterer de ikke og kan derfor aldrig gaa i skole - og deres foraeldre vil aldrig have raad til det alligevel. Men hvis man nu skal vaere flytning, saa er det ikke helt skidt alligevel at vaere det der, fordi de kan fiske alt deres mad lige op af havet.
Den sidste nat i vores stilthouse var der en kaempe storm. Vi vaagnede midt om natten, og maatte kaempe os ud for at redde vores toej der hang paa snoren udenfor. Stormen var voldsom; lynene var mindre end en kilometer vaek, og jeg havde problemer med at sove igen, bange som jeg var for at vi skulle drive vaek. Boelgerne stod hoejt, men kom dog ikke gennem gulvet, der var lavet med "naturlig ventilation". Naeste morgen vaagende jeg ved en masse larm og rabalder. De foregaaende dage havde de stadigt vaeret igang med at bygge paa vores hus, som var helt nyt, men jeg synes nu alligevel at det var lige vel tidligt at gaa i gang med dette kl 7 om morgenen. Men da jeg gik udenfor, fandt jeg ud af at aarsagen til larmen ikke var byggeri: Vores bro var vaek. Gone. Fuldstaendigt forsvundet, sammen med dele af taget og gangbroen paa den anden side af huset, hvor de smaa boern plejede at staa og fiske om aftenen. Larmen kom fra alle de ansatte som plaskede rundt i vandet i redningsveste for at indsamle braedderne af det, der engang havde vaeret vores hus' forbindelse med reten af bygningerne og oen. Vi var altsaa strandet i et hus midt i havet! Kunne slet ikke holde op med at grine, for det er noget af det mest komiske syn jeg laenge har set. Og her havde jeg i nattens storm forsikret mig selv om, at det SELVFOELGELIG havde bygget et solidt hus til os. Foerst efter en time havde de faaet samlet alle plankerne, saa de kunne sende dykkerbaaden over for at hente os. Aktion packed, paa sin egen maade :-)
(Els, der viser boernene det billede, hun netop har taget)

18. - 23. april: Semporna og dykning!

Semporna er normalt en meget stille/kedelig lille moegby, men til det aarlige regatta skal jeg da love for at der var gang i den. Ca. 10.000 flere folk end normalt, og boder og skrald overalt.

Jeg ankom loerdag aften og soendag gik jeg rundt sammen med en belgisk pige, Els, for at udforske lidt. Vi missede faktisk selve sejl-konkurrencen, pga. forkerte oplysninger fra adspurgte folk
(faktisk en meget typisk fejlfaktor, naar man rejser!).
Men vi saa baadene, og hoerte musikken og saa de i traditionelt toej udklaedte boern, der dansede paa daekkene. Paa trods af at Semporna har ret mange dykkerturister, var vi vist de eneste, der havde interesse for regattaet, og vi blev meget vel modtaget af de lokale. Ikke saa faa endda ville have billeder sammen med os - ved ikke om det er fordi de ikke saa tit har set hvide, eller om det er fordi de synes det er hysterisk morsomt med de der lyshaarede kaempekvinder! Men naar nu vi gaar rundt og tager billeder af dem, er det dejligt, at de ogsaa tager billeder af os. Jeg fik en god grinetur sammen med nogle aeldre kvinder, der forsoegte at korrekse mig i min efterligning af den traditionelle dans. Herligt!













I det hele taget var folk i Semporna meget soede og interesserede. De fleste er phillipino eller halvt phillipino, halvt malay, og alle de smaa brune boern synes at have det som hoejdepunktet af deres dag, hvis de kunne faa deres "Hello" gengaeldt med det samme, og et smil. Hvis jeg saa foldede mit enormt beskedne malaysiske ud, med at sporge dem om deres navn og hvor gamle de var, gik de helt i selvsving. Kom lidt i problemer da to piger tog det som startskuddet til en kompliceret samtale - maatte bare smile og forsoege at vise at jeg ikke forstod :-)
Mandag d. 20. april gik jeg saa igang med en af mine helt store udfordringer her paa turen: Dykkercertifikat!
Els og jeg havde vaeret rundt og spoerge de forskellige dykkerfirmaer vedr. dykning paa eftertragtede Sipadan, og vi endte saa med at dykke med Sipadan Scuba, eftersom de kunne sende os til Sipadan dagen efter mit kursus, hvis jeg tog kurset hos dem, og hvis Els koebte en 3-dages pakke. Vi havde ellers begge to en lidt daarlig fornemmelse i maven over dem, men fordi ingen af os rigtigt kunne forklare eller begrunde fornemmelsen, og fordi det tidligste tidspunkt, vi ellers kunne komme til Sipadan var d. 28. april, altsaa 9 dage efter, valgte vi Sipadan Scuba. Paa mange maader viste mavefornemmelsen sig desvaerre at vaere god nok. Men jeg var heldig - efter lidt forhandling fik jeg en dansk instruktoer, Tom, som var rigtig god og taalmodig med min nervoesitet og 10.000 spoergsmaal.
Saa efter 3 dage blev jeg certificeret PADI Open Water Diver, med lov til at dykke ned til 18 meter! Og dagen efter var vi saa paa Sipadan. Sipadan bliver loebende vurderet til at vaere et af verdens top 5 eller top 10 dykkersteder, og er en oe, som sidder paa en 600 meter hoej tinde. Dvs. at naar man dykker, dykker man langs en vaeg, der forsvinder 600 meter ned i dybet under een. Da jeg dagen foer var faerdig med mit kursus, havde jeg visse overvejelser om, om det nu var det vaerd. Jeg var og er utroligt stolt af mig selv over at jeg har gennemfoert kurset, trods angst og nervoesitet - men lige der havde jeg mine overvejelser om, om dykning nu var alle de penge og alt det besvaer vaerd, med udstyr og tunge tanke, og konstant fokusering paa, om man nu traekker vejret, om man nu goer det ordentligt, om man nu styrer sin flydeevne ordentligt osv. - men da jeg lod mig synke ned i vandet ud for Sipadan, glemte jeg ALT om dette.
Der var saa helt utroligt smukt - alt var mere og stoerre end andre steder: flere, stoerre og vildere koraller, kaempe store fiskestimer, fisk i helt utaenkelige farvekombinationer, og hajer; vi saa en del "white tip sharks", som er op til 2 m lange, og en enkelt " grey reef shark", som er lidt stoerre, men stadigt helt ufarlig. Vi saa saa mange at jeg opgav at taelle, og det samme gjaldt skildpadderne, som endda var de stoerste jeg nogensinde har set. Jeg naaede faktisk at blive traet af skildpadder, hvilket ikke var noget, jeg havde forestillet mig.
Den dag, vi var der, var der ogsaa en whale shark, men vi saa den desvaerre ikke. Den er saa 18 m lang - kunne have vaeret saa syrealistisk.
Selve det, at svoemme langs en "mur", s0m gaar saa dybt ned, giver en fantastisk frihedsfoelelse, og jeg oplevede det under, at jeg faktisk stadigt trak vejret, selvom jeg ikke hele tiden fokuserede kraftigt paa det, haha. Eneste tidspunkter hvor jeg maatte give det lidt opmaerksomhed, var naar jeg ville ligge paa ryggen og kigge opad, paa en fiskestime over mig, eller en skildpadde, hvis profil kunne ses gennem solstraalerne fra havoverfladen deroppe - saa maatte jeg lige holde fast i regulatoren for at sikre mig at den ikke smuttede ud af munden.
Inden vi dykkede ned, havde jeg vaeret lidt bekymret over, at dive masteren sagde, at vi skulle ned til 20-21 m - jeg var jo kun certificeret til at gaa ned til 18 m. Men de er ikke saa strikse med det, og de fleste oplever ogsaa foerst nitrogen narcosis efter 26-27 m (en slags forgiftning fra den ilt, man har i tanken, som goer, at man foeler sig beruset og nogle gange, hvis man ikke kan kontrollere det, kan opfoere sig dumt under vandet) - og da vi var dernede, langs den kaempe mur, var jeg ikke bange overhovedet, havde kun lyst til at dykke dybere ned. De 22 m jeg naaede ned viste sig ikke at foeles anderledes overhovedet end de 18. m jeg hidtil havde proevet.
Vores dive master den dag paa Sipadan, Awang, var heldigvis rigtig god, en af de eneste gode i firmaet udover Tom, ifoelge de andres erfarnger. Awang holdt et ekstra oeje med mig, og gjorde mange gange tegn til, om jeg var ok, om jeg havde problemer osv. Og han lavede en film dernede - saa nu har jeg en fantastisk dykkerfilm fra havet under Sipadan, med mig selv og de 6 andre dykkere paa. Man faar et helt specielt forhold til de mennesker, som man deler saadan en oplevelse med.
Efter de 4 dage var jeg traet traet traet. Selvom "de" siger, at det er vigtigt at komme ud at dykke et par gange efter sit kursus, for at huske alt og stadigt have lyst, saa er jeg nu kommet det skridt videre i min selvudvikling, at jeg er begyndt at lytte til min krop - og hovedpine, blister i munden pga. regulatoren (mundstykket) og halvdaarlig mave sagde mig, at de naeste par dage skulle tilbringes i paradiset paa Mabul, en laekker oe, vi havde besoegt en dag for at holde pause mellem dykkene.