Eventyr: Begynd!
Når jeg finder ud af at lave et kort, lægger jeg det på, og jeg vil opdatere planen her løbende, men foreløbigt ser det således ud:
15. april flyver jeg fra KL til Borneo. Inden afgang har jeg lige en time sammen med Lotte i lufthavnen, hvor hun er på vej hjem fra Bali - bliver så godt!
Lander i Kota Kinabalu (KK), som er hovedstad i Sabah, den ene af de to provinser i den malaysiske del af Borneo. Ud for KK ligger der nogle øer, hvor jeg skal befinde mig så fladt som muligt under en palme.
18. april tager jeg til Semporna til det årlige Regatta. Semporna har været altid været "tilholdssted" for havsigøjnerne - og der skulle komme flere end 1000 farvestrålende både for at deltage.
20. -22. april står den på Open Water Diver kursus, fra Semporna.
23. - 24. forskellige dyk, bl.a. på Sipadan, som jævnligt bliver udråbt til at være ét af Verdens top-5 dykkersteder.
Derefter er det ikke så fastlagt, men tror det bliver nogenlunde i denne rækkefølge:
- 1-2 dage i Sepilok: Orang-utan rehabiliteringscenter, med 2 daglige fodringer, hvor 2-7 orang-utaner møder op.
- 3 dage i Kinabangtan River, Sukau: Måske et homestay, ellers bare en lodge, og så wildlifespotting fra floden - mulighed for at se en masse aber, og orang-utaner, hvis man er heldige, og dertil et væld af fugle (og hvis man er meget heldig en asiatisk elefant, men det satser jeg ikke på)
Tilbage til KK, og flyve derfra til Kuching, som er hovedstad i provinsen Sarawak.
Her skal jeg bl.a.
- 1-2 dage Bako Nationalpark, bedste mulighed i Malaysia for at se næseaber. Måske overnatning, ellers bare dagtur fra Kuching
- Mødes med nogle venner i Kuching - og forhåbentligt få dem til at være tourguides
- Orang-utan børnehave (fik jeg nævnt at jeg er ret tosset med dem?)
- 3 dage ud i junglen og bo i Longhouses hos Ibaner-folket - og hvis det kan lykkes, inkluderer disse 3 dage d. 8. maj. Det ville da være det fedeste at fejre sin 26. års fødseldag sådan, ikke?! Når nu man ikke kan være hjemme hos Mor og veninderne.
19. maj er jeg så tourguide - og hvis Søren ellers kan holde til det, skal Helene og jeg prøve at finde tøj til septembers bryllup i familien :-)
20. - 21. maj: Cameron Highlands - teplantager, og køligere luft - som en dansk sommer (hvilket jeg glæder mig rigtig meget til)
22. maj - 25. maj: Taman Negara, den bedste nationalpark i Malaysia. Ingen orang-utaner, dog, men gode muligheder for at spotte wildlife - og ellers bare en fantastisk flora
25. maj - 1. juni: Perhentian Islands - smukke paradisøer, med afslapning og god seafood.
1. juni sender jeg Helene og Søren hjem igen.
1. juni - ca. 2. juli: ?? Thailand/Laos/Cambodia/Vietnam? Jeg ved det ikke endnu. Nok Nordthailand inkl. en masse templer, og så sejle på Mekong floden i Laos. Men det har jeg endnu til gode at finde ud af.
Ca. 3. juli: Hjemkomst til DK, hvor den står på et par dages hygge med Mor og Far - og derefter en forhåbentligt fantastisk uge 28 i Vordingborg Festuge - med indlogering for alle tøserne i Den Blå Hytte, på Strandvejen 22. Dét kan man da kun glæde sig til!
No comments:
Post a Comment