Cameron Highlands 20.- 23. maj 2009

Cameron Highlands ligger, som navnet antyder, noget højt oppe i bjergene. Det koldere klima her er perfekt til teproduktion og produktion af øvrige grøntsager, frugt og blomster – men især er det kendt for the og jordbær. Alle malayer har snakket meget om at jeg skulle glæde mig sådan til de der jordbær – men for os danskere, så er jordbær jo godt nok noget, vi kun får i en kort periode hver forsommer, men så er chancen for at man så til gengæld får rigtig mange også stor – så for os er det ikke en big deal. Derimod var synet af bakke op og bakke ned med teplantager virkeligt betagende. Teen bliver lavet af topskud, der plukkes hver tredje uge – hvilket betyder at underbladene bliver meget mørke, mens topskuddene er usandsynligt lysegrønne! Meget smukt – jeg kunne slet ikke holde op med at kigge på det.

Vi blev indkvarteret på Tree Pines, på et tresengsrum, der dog blev skiftet ud næste dag, opgraderet til et bedre og dyrere. Grunden? Helene og jeg sov i køjeseng, der var så ustabil og knirkende, at vi skiftedes til at vække hinanden HELE natten!
Så vi blev opgraderet til et rum med 3 senge på jorden (og eget badeværelse) – det er jo en del billigere at være 3 i den forstand at hvis man bare er sig selv og vil have et rum med eget bad og wc, så bliver det meget meget dyrt! Relativt, selvfølgeligt. Stadigt ikke over 100 dkr J
Der er relativt mange indere i Cameron Highlands, og dermed også mange indiske restauranter, og Helene savlede ved synet. Søren kunne også godt overtales, og vi guffede indisk bananaleaf mad, naan brød og mango- og jordbærlassi. Både Helene og jeg skulle blære os med, hvor gode vi var til at spise med hånden (Helene havde ikke glemt det fra hendes Indien-tur for 4 år siden) – med det resultat, at hun måtte skifte sine kunstige negle da vi kom tilbage til vores gæstgiveri – det der karry havde farvet neglene på højre hånd helt gule! Desuden havde hun spildt sin lasse på sit venstre ben (derefter kendt under betegnelsen ”møgbenet”), så hun var en smuk smuk én, hahaha. Søren og undertegnede morede sig i hvert fald kongeligt.

Fordi vi ikke havde så meget tid, tog vi første dag tog vi ud på en arrangeret heldagstur, hvor vi ligesom fik det hele: Rundvisning i theplantage, hike i cloudforest for at finde rafflesia (kæmpeblomsten), badning i vandfald, besøg i orang asli village, med demonstration af blowpipe, besøg på et insektuarium, og til sidst besøg på jordbærplantage.
Det var en fin dag – fantastisk at vejret var lidt køligere, så vi ikke svedte helt så meget når tempoet var højt i skoven. Vi blev hentet i en jeep, der kørte os op til skoven – men på et tidspunkt var vejen så mudret, at vi måtte ud og gå, for ikke at tynge jeepen yderligere ned i det røde klistrede ler. Og af alle 7 turister tror jeg nok lige, at vi var dem der klarerede os bedst dér i mudderet – jeg havde nemlig været ude og shoppe sko til os. Fantastisk flotte ”adidas kampung” – landsby-adidas, som bedst kan beskrives som en gummisko med fodbolddutter under, og røde og blå striber på siden. Brugbare og helt utroligt smarte! Jeg har set malayerne selv bruge dem til f.eks. hashrunning og Patricia bruger dem altid i sin landsby, men for især Helene var lidt en overvinding :-)
Rafflesiaen her var langt bedre end på Borneo – for det første var der mange flere så vi så dem i forskellige udviklingsstadier, for det andet var den faktisk kæmpe stor – meget større end den på Borneo.
Undervejs derop fortalte guiden om hvad vi så og viste os bl.a. blomsten af vild ingefær, som vokser op af jorden ca. en meter væk fra selve planten, og han fandt nogle bambus der var ca. 15 cm i dia, huggede dem over og lod os drikke saften indeni – som vist kan beskrives som regnvand med lidt bambussmag :-)
Da vi var næsten nede, kunne vi bade i et vandfald – men jeg var den eneste der vovede pelsen. For vandfald er vist lige kolde over alt på kloden! Br…
Besøget i insekt-stedet var lidt mærkeligt, for jeg syntes at vores guide kastede noget rundt med dyrene. Men Søren var totalt sej, jeg tror at skorpionen var det eneste dyr, han ikke holdte. Ellers var der både næsehornsbiller, kæmpesommerfugle, leguaner, vandrene pinde, kongegræshopper og jeg ved ikke hvad på hans hænder... Helene prøvede en sommerfugl og en vandrene pind, og jeg troede at jeg da sagtens kunne have sådan en bette sommerfugl siddende på min hånd, men ligeså snart den begyndte at trampe rundt med sine uhyggelige tæer på mig, rejste alle hår sig og min stemme blev underligt skinger. Næ, så holdt jeg mig til at være fotograf!
Efter frokosten som bestod af en af yndlingsretterne – fried nooles bee hoon vegetables, købte jeg en kop kaffe take away. På den måde man nu får den i Malaysia, som viste sig at vække stor begejstring hos mine meddeltagere på turen – man får simpelthen kaffe inkl. Mælk (som selvfølgeligt er det der mærkelig kondenserede mælk der minder mere om honning) i en plastiskpose med en snor om, der lige efterlader hul til sugerøret. De andre tog endda billeder af mig – og jeg havde helt glemt hvordan jeg selv undrede mig over det første gang J Så følte mig lidt sådan kender-sej. Men faktum er, at i Malaysia kan du altid altid få takeaway. Måske ikke på de dyre steder, men alle andre spisesteder har de enten plastikbeholdere til maden, eller også får du det da lige i en pose, ligesom med kaffen her.

Efter frokost besøgte vi Boh Tea Estate og drak en ikke særlig god kop te til den til gengæld smukkeste udsigt, jeg nogensinde har drukket te til.
Men det gastronomiske højdepunkt kom da vi besøgte jordbærplantagen, og fik den bedste jordbærmilkshake nogensinde! En passende afslutning på en lang dag.


Dagen efter gik vi selv ud på en vandretur. Søren er helt fænomenalt god til at spotte dyr, viste det sig – og højdepunktet var to leguaner af en slags, der stod stille midt på stien – den ene viste sig at stå ovenpå et hul, hvor hun tilsyneladende var i gang med at lægge små hvide æg, på størrelse med og i samme form som æggene i matadormix. Sejt!

Cameron Highlands var slut for os, og tidligt lørdag morgen hoppede vi på en minivan, der senere blev skiftet til en ny, der tog os til den longboat, der skulle tage os til næste destination: Taman Negara. Yes!

18. maj til 1. Juni: Rejse sammen med Helene og Søren!

18. maj kom min kære søster og Søren så endeligt endeligt til Malaysia! Jeg ved ikke hvem der havde glædet sig mest – men vi var alle meget glade for at se hinanden. Helene havde booket et fint fint værelse på hotel Equatorial i KL til os, til de første 2 nætter – og eftersom jeg ankom først, kunne jeg lige nå et varmt karbad inden de ankom – og det er jo altid luksus, men altså ekstra meget, når man ikke har haft adgang til varme bade i 3 uger og i øvrigt er lidt småsyg!
Men det var bare så fantastisk at se Søsser igen! Og Søren også, og vi hyggede os helt vildt meget! De havde kort og gaver med, fra dem selv, Mor og Far og så Malene R og Malene S – Reventlow havde cyklet hele vejen fra Amager til Charlottenlund med gaver fra de to! Fantastiske veninder. Så nu var der provianteret med bøger, dansk karamel og lakrids og varme tanker og hilsner!
Provianteret, det blev der også næste morgen, da vi så den enorme morgenmadsbuffet, der var på hotellet. Der var nærmest alt hvad hjertet kan begære, både af lokale og regionale specialiteter samt morgenmad som vi kender det. Vi fik lavet omeletter, pandekager og vafler på bestilling direkte, og der var groft brød og ost i så lange baner, at jeg til sidst måtte give fortabt – men pakkede da liiiige en lille ostemad ned i Helenes taske! Jeg kan nu godt lide en god ostemad.
Så gik turen hen til de berømte twin towers Petronas Towers, og derefter ud og shoppe i byen, på markeder, hilse på mine kolleger osv. Helene fik købt en camcorder (lille bitte videokamera), efter en del forhandlen. Kineserne har den tradition, at dagens første kunde bringer lykke og derfor må kunden bestemme prisen. Det prøvede vi at sige – men den gik de dog ikke helt med på. Jeg fandt således ud af, at det åbenbart skal være indenfor rimelighedens grænser. Det siger traditionen altså ikke noget om!
Men vi fik da forhandlet os til en rimelig rabat i det kæmpe store elektronik-mall i KL, og siden hen fik jeg dyrket én af mine yndlings-shoppingbeskæftigelser i KL – at gå og købe lækre ting i farmacyet – til ingen penge. Seneste investering: Nogle mærkelige små stykker ”papir”, som man lige kan tørre panden med, hvis den er blevet lidt shiny J Anti oily product, eller noget i den stil. Alt er bare lige en del billigere end derhjemme, så skønt.
Vi fik også prøvet både malaysisk, kinesisk og indisk mad, og første aften spiste vi på en libanesisk restaurant, som jeg havde været på før sammen med Andrea og Claudia, super lækkert med humus, couscous osv.
Jeg syntes at det faktisk var rigtig dejligt at være tilbage i KL igen – og at føle mig hjemme. At kunne være tourguide og vise vej og samtidigt fortælle om alle de karaktertræk og særtegn med Malaysia og de forskellige kulturer, det var bare herligt. At kunne dele noget af det, som jeg havde oplevet i de 4 mdr. indtil nu, med nogen der kender mig virkeligt godt. Og også at dele deres forundring - som f.eks. på billedet, hvor vi lige blev nødt til at lade som om jeg tog et billede af Helene, men vi i virkeligheden gerne ville tage et billede af den flok indiske mænd bag hende. Det er da ikke et hverdagssyn! Jeg elsker mangfoldgheden. - men er samtidigt for genert til at gå hen og spørge, præcist hvorfor de er klædt sådan, hvilken religion der siger det, eller hvilken egn de kommer fra. Endnu en gang lidt religionsfordomme eller -skyhed.

Men Helene og Søren fik ikke meget tid til at akklimatisere sig – for allerede d. 20. Maj om formiddagen gik turen mod Cameron Highlands. Hvilket jeg glædede mig meget til – at kunne trække vejret i lidt køligere luft, og kunne gå mere end et par minutter uden at blive helt svedt til. Wee!

Kampung-besøg og boating - 16.-17. maj

Om lørdagen tog vi ud til Patricias landsby og besøgte hendes forældre. Det var en fin dag med lækker lækker mad. Jeg var lidt halvsyg med ondt i halsen – havde sovet med en meget kraftig ventilation i Bako og havde fået reddet mig hvad der senere skulle vise sig at være en ordentlig halsbetændelse (og ikke svineinfluenza som jeg ind i mellem troede!).
Patricias mor og moster var i fuld sving med at gøre klar til Gawai et par uger senere – og denne dag var de i gang med en meget lang proces med at lave en slags chips ud af en rodfrugt.
Vi badede i floden og vaskede Patricias to hunde, hentede kokosnødder og limefrugt i haven, og hyggede bare max. Der var den sødeste hund, Whity, som jeg meget gerne ville og stadigt gerne vil adoptere J Gad vide hvad reglerne er for at tage hunde med til Danmark? Nok ret strenge, eftersom den anden hund dér, var Ross’ storesøsters, som hun havde efterladt i pleje hos Frog (Pats kælenavn)’s forældre, da hun efter en del år tog hjem til England…
Om aftenen hyggede Patricia og jeg derhjemme i lejligheden sammen med marsvinet Panda, og en flaske rødvin.
Søndag morgen tidlig stod den nemlig på boating.
Frog, Ross, George, Will, Warwick + kone og Samen (udtales næsten som Simon på engelsk) tog af sted i Warwicks båd, efter lang tids forberedelse. Vi skulle om på den anden side af Bako, hvor den skulle stå på vandski, hiking og barbeque på stranden, men så langt nåede vi aldrig. Den ene motor gik nemlig halvvejs – men vi nåede faktisk at se hele 2 kæmpe store krokodiller inden da, på vej ud gennem kanalen!!!
Ude i åbent (og salt-)vand gik vi så i stå – og nogle stykker fik et lift ind og hyre en fiskerbåd, der kunne slæbe os ind i havnen igen. Det tog dem dog en time at hente den – hvorimens vi andre badede J
Jeg var så træt efter stramt program, så havde glædet mig rigtig meget til bare at ligge på stranden mens de andre hikede rundt – men sådan gik det ikke. I stedet tog vi tilbage med båden på en trailer til Warrens arbejdsplads (og i øvrigt også Samens og Ross’ – bygningen af Kuchings nye Conventionscentre – med 500 arbejdere på sagen og Warren som boss!) – og efter at drengene havde gjort båden ren, meget meget grundigt, grillede vi så der! Det var ikke lige den udsigt vi havde regnet med – strand og hav var blevet skiftet ud med byggeplads – men det var nu virkeligt hyggeligt alligevel. Tilbage i Kuching tog vi hjem til George og drak det sidste af hans whiskey, som han alligevel ikke kunne tage med tilbage til Australien et par dage efter – og dagen efter, d. 18. Maj, stod jeg op, pakkede, gjorde rent, og kom næsten for sent til mit fly tilbage til KL.

Lidt over en måned på Borneo var slut – hektisk for mit temperament, men virkeligt dejligt og smukt.
Dykning og natur – og lidt kultur. Og nye venner.

14-15. maj: Bako National park

Ross havde skulle være med ud til Bako Nationalpark, men måtte arbejde i stedet. Så jeg tog alene, og det var også helt fint. Et par timer i bus og så halv time i båd – hvor vi i morgendisen passerede bjerget Santubong, utroligt stemningsfuldt! Bako er i det hele taget et af de smukkeste steder jeg har været – og samtidigt det sted hvor jeg har set flest mærkelig dyr! Nationalparken, der ikke er en ø, men som man kun kan komme til med båd pga. ufremkommeligt terræn, er nemlig hjemsted for næseaber, der lever i mangroveskovene, silvered leaf monkey, bearded pig – et slags vildsvin – og så mudscrubber, som er en fisk, der kan leve på land, og som kan hoppe på land, på trods af at den ikke har nogen ben! Derudover så jeg massevis af eremitkrebs; en krabbe der har én stor klo som den kan lave et meget højt advarsels-knips med, samt en Green Viper – slange, wuuuuuuuuuuu! Og en del af den mærkværdige kødædende plante, Nephentes, på dansk: kandebærer, samt på nattevandringen en selvlysende svamp der gror på de nedfaldne palmeblade. Bako er en halvø, og der bliver så lavvande, at krebsene bliver fanget på klipperne - hvilket giver god mulighed for at studere dem lidt. Problemet er, at når man kommer for tæt på, kan de godt blive lidt bange - og så trækker de benene ind i sneglehuset og trimler ned af stenen de sidder på. Så når jeg gik i sådanne områder, var det ikke så sjældent, at der en 5-10 m foran mig trimlede krebs ned overalt, ret skægt syn! Der var også så lavvandet, at båden til øen stoppede forskellige steder morgen og aften - og mangroverødderne blev helt blottet, meget mærkeligt syn.

Jeg havde en enkelt overnatning i Bako, men kunne godt have brugt mere – for det var meget varmt at gå rundt, så det var begrænset hvor meget jeg fik set.
Især var jeg begejstret for silvered leaf monkey, der er meget nuttet og har hanekam – men havde liiige overset hannen, da jeg forsøgte at komme lidt tættere på en unge for at få et godt billede – så hannen jagtede mig væk indtil jeg faldt! Ret skægt, og heldigt at han valgte at løbe den anden vej da jeg skreg!
Jeg mødte det færøske par her igen, og så mødte jeg et andet par, engelsk og svensk/tyrkisk, som jeg senere stødte på igen både i Cameron Highlands og på Perhentian. Dejlige mennesker.
Det eneste der ellers er at fortælle om Bako, siger billederne bedre…

Fredag aften var jeg med Patricia til Womens Night på en eller anden club - og fik mødt nogle af de andre danske piger, der bor her i Kuching. Og derudover en hel del malaysiske kvinder - og enkelte, som nok ikke havde været kvinder hele deres liv....!

Longhousestay, 11-13. maj

Efter min fødselsdag havde jeg besluttet at tage på et flerdages homestay i et andet longhouse, så jeg kunne nå at få indsigt i hverdagen. Efter mange mange forespørgsler og undersøgelser, både alene og med Ross på slæb, og via hans venner, fandt jeg endeligt noget. Det lovede godt, i og med at det var søsteren til en meget sød dame der ejede et hostel i Kuching – og det virkede som en god ide økonomisk at gå uden om bureauerne – både for mig og for longhouseejerne.Vi var 3 der skulle af sted samtidigt – en belgisk mand, Stan, en hollandsk pige, Caroline, og en australsk pige. Vi tog en bus i 4 timer og blev så hentet af Auntie – altså tante, hvilket er en ret generel kærlig tiltaleform i Malaysia – jeg er også Auntie Therese for mine kollegers børn :-) Bortset fra, at når det siges på indisk-engelsk, lyder det mere som ”anti”…. Hvilket er lidt mærkeligt så, at være anti-Therese…

Nå, men Auntie var rigtig sød, men det var de andre ikke. Jeg kom på en eller anden måde fuldstændigt galt ind på de to piger, der nærmest konsekvent misforstod alt hvad jeg sagde på en meget negativ måde. Som da vi f.eks. snakker om australierens kæreste, og hun siger at hun har et billede, så spørger jeg ”Er han grim?” – hvilket egentligt ikke er særligt sjovt, men det var et forsøg på at være morsom, i og med, at man altid spørger om folks kærester er søde eller pæne…- og så prøvede jeg bare at spørge om det modsatte for sjov. Det blev så misforstået således, at jeg skulle have spurgt om det, fordi jeg syntes at HUN var meget grim og derfor måtte have en ligeså grim kæreste… Helt ærligt! Det er meget sjældent at folk virkeligt ikke kan lide mig – nogle gange er de bare ligeglade med mig, men her var der nærmest tale om afsky, begge veje… Yderst ubehagelige 3 dage.

Jeg var glad for, at jeg på min fødselsdag havde været i et longhouse og oplevet det fællesskab og samvær, det er bygget op om. Dette longhouse var anderledes, for det kunne nærmest lige så godt have været separate lejligheder. Ruaien blev kun brugt til at holde møder – og selvom den var overdækket og smukt dekoreret, måtte vi ikke rigtigt være der.Auntie virkede i det hele taget lidt bekymret for sine naboers reaktioner – men egentligt kan jeg godt forstå det, hvis naboerne reager lidt negativt. Jeg spurgte hende nemlig, om nogle af de penge vi betalte, gik til fælleskassen, men det gjorde de ikke, det gik alle til hende selv. Og en hurtig hovedregning siger, at hun var en rig dame. Vi var 4 der kom samtidigt, og der var et par der i forvejen, og hvis alle har betalt det samme, altså mellem 300-350 RM for 3D/2N, så har Auntie på 3 dage tjent omkring 3.000 danske kroner. Lige ned i lommen! Selvfølgeligt skulle hun bruge benzin på at hente os og køre os en time fra bussen til hendes hjem, og vi fik god aftensmad, men morgenmaden bestod af toastbrød, margarine og kaffe. Og kun frugt den ene dag. Og det på trods af, at der i byen Aman, hvor hun hentede os, var et kæmpe marked hver dag, hvor folk solgte deres produkter de havde dyrket eller hentet i junglen. Men Auntie skulle selvfølgeligt også sørge for sin søn, dennes kone og deres 2 børn, og sønnen lavede intet andet end at drikke langkau dagen lang. Men vi fik da set nogle ting – blev beordret at iklæde os traditionelle saronger, når vi var indendørs, var ude og padle i hendes båd (hvor vi var meget tæt på at kæntre et par gange, og eftersom at jeg havde mit kamera med, var jeg pænt hysterisk når de andre pjattede) – og hjalp til med at nippe peberplanterne i hendes have, blev iklædt manchetter og traditionelle kurve der bæres på ryggen til når vi skulle ud i junglen, fandt bambusskud i junglen som vi tilberedte med karry og kokos (og frisk bambus er altså en helt helt anden sag, end det man kan købe på dåse herhjemme!), osv. Vi vaskede os i floden, lavede sticky-rice (ris, der har stået i blød natten over i kokosmælk (og gryden havde så stået i badeværelset, havde været ret nervøs for at sprøjte sæbe i den), proppes i bambusrør og tilberedes over bål) og om aftenen var vi henne i hendes brors hus, og så var der langkaufest og dans til en én bestemt video, med sangen ”Puco puco” – ved ikke hvad det betyder, kun at det skal udtales ”pucho”, og at jeg var god til det :-) Aunties søn opførte en traditionel krigsdans for os, ret skægt.

2. aften var det ellers Aunties plan at vi skulle det igen, men dér var vi lidt trætte, og det par der var der i forvejen var skiftet ud med et færøsk par. De var meget søde, hhv. 24 og 26 år og nygifte. Nok nygifte fordi de var meget kristne – de var på et års mission i Cambodia, hvor de underviste på en kristen skole. Hun underviste i engelsk, og han i IT og Biblen. Jojo… På en eller anden måde kom jeg til at udspørge dem om alle de fordomme og rygter om Færøerne, som florerer i Danmark – men et var i hvert fald sandt – de var så kristne at de ikke drak alkohol. Pigen drak ind i mellem en øl til maden, men fyren gjorde slet ikke. Så i stedet for mere Puco puco dans, så spillede vi kort en hel aften – spillet shithead har jeg haft held med at lære rigtig mange mennesker, og alle synes det er sjovt – og mange kender det endda i forvejen.

Auntie fandt sit gamle brudetøj frem, og klæde det færøske par ud i det, ret skægt og meget lærerigt at se et traditionelt ibanbrudekostume. Hun fortalte også, at de sidste 14 dage havde hendes turister gået glip af det, fordi der havde været en person der var død i et af nabohusene i longhouset - og når der bæres sorg, må man ikke larme, som brudekostumet og den dans, hun fik dem til at udføre, gjorde.

Caroline havde købt et par gaver til Auntie og barnebarnet, og her oplevede vi det mærkelige, at hun bare sagde tak, og lavde gaverne ind i sit soveværelse. Uden at pakke op. Det er så åbenbart det høflige at gøre her i Malaysia, at først åbne gaverne når man er alene. Det kunne da egentligt spare een for påtagede "ihh, hvor er det en god gave"-anstrengelser :-)
Dagen efter skulle vi 4 hjem, og vi måtte tage af sted i to hold. Jeg skulle ellers af sted sammen med Stan, men besluttede at tage af sted tidligt sammen med de to piger, for var så træt af det hele, at jeg bare gerne ville ind i bussen og hurtigt hjem til Kuching og til folk, som jeg kunne lide og som kunne lide mig. Men det viste sig, at da vi blev hentet på busstationen i Kuching, så kørte vi ud til Orangutan centret. Igen. Ikke at jeg havde noget imod det, men jeg havde bare virkeligt ikke lyst til at spendere længere tid med Bitch 1 og 2, og desuden var der Hash Run den aften, så ville gerne nå hjem før Ross og Patricia tog af sted, så jeg kunne blive lukket ind i lejligheden. Men det nåede jeg ikke. Desuden skulle jeg nå at købe noget, som jeg skulle have med til turen til Bako dagen efter. Det nåede jeg heller ikke. Bitches. Oven i købet tillod de sig at ”afhøre” mig om, hvorfor det var at jeg gerne ville tidligere af sted fra orangutancentret. Men jeg fik da set orangutanerne endnu engang, og denne gang var der 4 af slagsen. Moderen med den lille baby, og hendes 4 år gamle unge, og en han. Uh, så søde!

Men endeligt, endeligt nåede vi Kuching.... En del oplevelser rigere....

10. maj: Trip with Jungle-George

Om søndagen var jeg på tur med Jungle-George! George er en australier midt i 50'erne, som er en del af Ross' og Patricias slæng. Han var bl.a. med på cavingturen, og nu havde han inviteret på tur ud til Semengoh Orang Utan Center. Så den var jeg på, sammen med to af hans kolleger.
Vi startede naturligvis ud på Fat Mans Cafe, med en fabelagtig sprød Roti Chanai Cheese og en Kopi Sedjo (iskaffe, eller rettere "Kaffe Kold").
Orangutancentret var lidt ligesom det jeg besøgte i Sabah. Semengoh har bare færre penge og laver ikke lige så meget "opsøgende arbejde". Det har været mange år siden de har reddet unger, og dem de ind i mellem får ind, kommer til "genoptræning i orang utan"/børnehave, et andet sted. Men ligesom Sepilok var dette her et sted hvor orang utanerne kunne vælge at komme og spise. De havde 3. generation -dvs. at en orangutan-hun, som de havde beslaglagt for mange år siden, var blevet mor - og hendes datter var nu blevet mor for 3. gang. Og det skete i februar, så hun havde en 3 mdr. gammel unge hængende på siden af sig! Såååååååååå nuttet! Moderen, Delima, sad i ca. en time, på jorden og spiste, mens ungen, som endnu ikke havde fået et navn, sad og stirrede på os. Enkelte gange pattede den lidt, eller kravlede rundt på moderen. Ellers sad den bare med sine store kulsorte øjne og smeltede alles hjerter.

Der var en enkelt anden orangutan - men jeg talte med een der også havde været der om eftermiddagen, og dér havde alfahannen været der! Det skulle have været ret fantastisk - men de andre aber var bange for ham, så de så til gengæld ikke ungen så meget.

På et tidspunkt kravler Delima op i et træ, og svinger sig langsomt på et reb. Vi fulgte hende alle med øjnene - også da det lige pludseliigt kløede i hendes nedre regioner - og så er det man liiiige opdager forskellen på dem og os: For det første så kan hun nå at klø med sine fødder. For det andet, så gør hun det. Alle fnisede lidt ved synet, haha.

Efter Semegoh kørte vi ud til et meget smukt sted, hvor vi tog fotos af padi fields, dragon flys og små rismarksfrøer. George og jeg gik hen til indgangen af en grotte, de tit har besøgt der - men min tur stoppede, da jeg faldt ned i et hul, med hele mit ene ben, haha:-)

På vejen hjem kom vi forbi et sted hvor der var nogle varme kilder - ca. 50 grader varmt! Det skulle have en helbredende effekt, men jeg havde dog ikke den store lyst til at spring i, eftersom at den ene uncle der sad i det allerede, havde en meget mærkelig hudsygdom... Derudover var det bare meget varmt - men på en eller anden måde kom man ikke til at svede mere af f.eks.

at stikke fødderne ned i vandet...

Fredag d. 8. maj 2009 - min 26 aars foedselsdag!

Og så blev det min foedelsdag. En dag, som alle andre år altid er en dag, hvor jeg meget let bliver sentimental og melankolsk. Saa jeg var noget nervøs for, hvordan jeg ville klare at holde den vaek fra Mor, Far, Helene og veninderne.
Jeg havde forsoegt at arrangere at komme ud paa et longhousestay, og i sidste ende lykkedes det, omend lidt anderledes end jeg havde forventet, men jeg tror absolut, at det ikke kunne have vaeret bedre.
Det startede egentligt kl. 00 natten mellem torsdag og fredag, hvor jeg var paa stambaren Ruai, og de besluttede at synge foedselsdagssang for mig. Ikke daarligt! Efterfulgt at meget stærke ris-alkohol-shots :-) Hurra!
Dagen efter blev Ross og jeg hentet af Danny kl 10. Danny og Bryan er to malaysiske fyre der har Borneo Outdoor Explorers, en slags anderledes touragency, som egentligt startede med at de ville lave ture, saa malayerne selv kunne komme ud og se den smukke natur der er i deres eget land. Derfor er det ogsaa ret lavprofit - hvilket passer mig fint, ikke at bruge saa mange penge!
Anyways, Danny hentede os, og tog os ud til et vandfald et par timers koersel vaek fra Kuching. Efter en ret kort hike kom vi til vandfaldet, det var utroligt smukt, og brugte et par timer der, hvor Danny lavede frokost over baal til os. Da det begyndte at oese ned (ingen kommentarer), fik vi en kop kaffe og en snak med de lokale og deres katte i en lille "cafe". De kunne lidt engelsk, og forklarede mig, processen omkring de tæpper, som de to damer var i gang med at lave ud af en slags lianer. Rigtig hyggeligt!

Herefter tog vi til Annahrais, et longhouse paa vejen til vores destination. Det var egentligt meningen at vi skulle have overnattet der, men drengene havde overtalt mig til et andet, fordi Annahrais var alt for kommercielt. Det var det maaske ogsaa, men ogsaa en god "udstilling".

Saa tog Danny hjem til sin kone, og Bryan og deres ven David overtog. David havde nogle venner i longhouset i landsbyen Sadir. Saa det var her, vi skulle vaere, fordi de egentligt ogsaa gerne selv ville besoege dem. Paa vejen derhen stoppede vi og koebte Langkau, som er en slags risalkohol med en procent omtrent ligesom vodka - de er dog ikke helt sikre da det er hjemmebryg. Bryan havde i forvejen koebt ca. 3 kg svinekoed. Ankommet til Sadir gik jeg ned og saa alle landsbyens maend spille et spil med en slags snurretoppe lavet af trae, paa stoerrelse med to knytnaever, med et reb snoet om, som de brugte til at slynge toppen ud. Herefter galdt det om at slaa den spinnende top ud af banen, og helst give den et ordentligt maerke med de søm der var i toppen af hver... top. Det var virkeligt skaegt at se paa, ogsaa fordi man ikke saa sjaeldent maatte springe for livet, fordi spillet lige pludseligt bevaegede sig hen der hvor jeg stod, paa den store plads. Faldt i snak med en kvinde, der vist nok hed Dumdum.... Hun boede og arbejdede ellers i USA, men var hjemme paa ferie, og det var rigtig dejligt at snakke med een, der snakkede engelsk, og som i oevrigt var alenemor til to teenagepiger. Ikke saa tit man moeder selvstændige alenemødre her.

Tilbage i longhouset er de igang med at lave mad. To mænd sider på hug og hakker løg, hvidløg og ingefær, som marinerer svinekødet i, og tilbereder det over bål. Aldrig har svinekød smagt så godt! Da det var færdigt, satte vi og sammen me en 12-15 stykker af landsbyens mænd og et par enkelte kvinder i en rundkreds på sivmåtten på den fælles veranda. Longhouset var ikke så langt som nogle, men der var da vist 10-12 rum, og så en fælles veranda der forbandt dem alle. Betegnelsen for verandaen er i øvrigt Ruai - som er navnet på vores stambar i Kuching :-)

Midt i vores rundkreds blev der stillet et par tallerkener med kød på, og så tog man bare med højre hånd selvfølgeligt, hvad man ville have. Hundene stod bag ved os og så lidt sultne ud, og kunne ikke helt håndtere hverken deres stirren (og jeg var jo i deres højde), eller at skubbe dem væk, da jeg ikke kendte dem. Men der skete intet, og det var jo også meget praktisk at man lige kunne liste de værste fedt-stykker ud til dem, istedet for at levne... Ellers kunne man også bare smide det ned mellem revnerne i gulvet på ruai'en. Den var lavet af bambusstykker, som måtte udskiftes med et par års mellemrum, og nedenunder går høns og nogle gange grise og spiser alt affaldet. Sådan har det altid været, og det har altid fungeret godt - lige indtil longhousene blev introduceret til moderne bekvemmeligheder som plastisk og aluminium. For Orang Aslierne har altid gjort det med at smide ting fra sig - så nu er der et væld af affald overalt... I dette longhouse var vi i bjergene, men de samfund der ligger ved en flod, smider alt deres affald deri... Bekymrende.

Tilbage til min fødselsdagsmiddag - det grillede svinekød blev efter noget tid suppleret med ris og en slags salat med meget syrlige grøntsager i. Men vi var ved at være mætte og klar til aftenens næste indslag: Langkau og dans! En af mændene styrede langkau'en, som blev sendt rundt i en kop, efterfulgt af en kop fyldt med vand. Egentligt nok en god ide med den kombination! Det er meget uhøfligt at afslå noget i Malaysia, og hvis man endeligt skal gøre det, skal man f.eks. røre kanten af koppen med to fingre og derefter røre sine læber, for ligesom at sige, at det ikke er fordi man ikke bryder sig om det tilbudte. Men for det meste tog vi nu imod - og så hev de en ghettoblaster frem, og så blev der danset. Bedstefaderen på billedet var meget gammel og tandløs, men sad alligevel og rock'ede med, og hans barnebarn, som gik under navnet Medicin, var en meget ivrig danser. Nogle gange måtte Ross lige gå imellem, når Medicin blev lidt for ivrig for at danse med mig. I selskabet var også to ældre damer, der var fuld af spræl. Vi havde det rigtig sjovt sammen - og de kunne som nogle af de eneste i selskabet engelsk, fordi de var så gamle at de havde været små børn under den japanske okkupation under 2. verdenskrig. De var kusiner, og rigtig søde, og de inviterede mig til at komme tilbage til Gawai 1. juni, som er den årlige 3-dages høstfest.

I det hele taget følte jeg mig rigtig godt tilpas i Sadir. Jeg var selvfølgeligt fremmed, men de behandlede mig bare som en velkommen gæst, og var lidt nysgerrige - men på en måde ligesom vi er det, når vi får en udlænding til at spise leverpostej og spændt venter på deres reaktion.

Orang Aslierne i denne landsby var bidayu, og dermed kristne - men de bruger ikke rigtigt det der med fejring af fødselsdage, så de syntes det var lidt mærkeligt - men de godtog da, at det var min fødselsdag...

Vi dansede og drak hele natten, og dejsede om i et gæstehus. Næste morgen sagde vi pænt farvel og kørte væk - efter ca 30 minutters kørsel begyndte alle telefoner i bilen at bippe - vi havde været godt oppe i bjergene mod den indonesiske grænse, og der havde været absolut intet signal. Jeg fik et par fødselsdags-smser fra folk, nogle fik jeg mange gange, men det meste fik jeg ikke. Og det var helt ok. Jeg havde haft en fantastisk og suverænt anderledes fødselsdag. Jeg havde endda glemt at tage det lille flag fra min rygsæk med. Pyt. Herligt at jeg kunne føle sådan.

Bryan kørte og kørte af de små snoede, bumpende grusveje... og det blev liiiige lidt for meget for Thereses tømmermænd - så måtte bede ham holde ind til siden, haha. Men endeligt ankom vi til et fantastisk koldt og smukt vandfald, hvor vi var et par timer. Det er næsten lige så godt rekreation som at stå på ski.

Derefter kørte vi til en anden lille landsby, hvor vi dagen forinden havde sat Davids 2 børn og hans maid af hos hendes familie. Det var igen en anderledes landsby, dog ikke med longhouses, men med "alm." stenhuse. Her så jeg bl.a. hvordan de tørrede peber efter peberhøsten, fik lige forklaret forskellen på sort og hvid peber, og fik en pose frugter af en gammel dame - samme syrlige frugter som fra dagen før, og kunne egentligt ikke lide dem, men blev så glad over at hun tilbød mig dem, uden at vi kunne kommunikere med andet en smil og håndfagter :-)

Maidens mand huggede lige nogle kokosnødder op til os, og så lavede hun en dejlig frokost til os - og efter et lille hvil på verandaen var vi klar til at køre hjem.

Om aftenen tog Ross til sin chefs fødselsdag, Patricia var på en kongres, og jeg blev hjemme på hendes sofa og så serier hele aftenen, og gennemgik min 26-års fødselsdag i tankerne, med et varmt smil og taknemmelig til de herlige mennesker, som havde gjort den god.