15- 18. april: Kota Kinabalu

Efter at have brugt en uges tid paa saa smaat at pakke og sagt farvel til folk vha. en masse fester, forlod jeg Kuala Lumpur onsdag d. 15. april.
Min foerste oplevelse var, at det lykkedes for Lotte og jeg at moede i lufthavnen. Hun var paa vej hjem fra et par maaneders dive master kursus paa Gili Islands, Indonesien, og det var bare en rigtig skoen, men alt for hurtigt gaaet, halvanden time, vi havde sammen i lufthavnen.

Fra KL tog jeg til KK, Kota Kinabalu, hovedstaden i den oestlige malaysiske region paa Borneo, hvor jeg havde to dage. Besoegte et par oer ud for kysten, og slappede af, solede og snorklede, og spiste laekker laekker seafood.
I KK havde jeg mit foerste moede med, hvad jeg senere har oplevet er en stor del af Sabahs befolkning og problem: phillipinske flygtninge.
De bor for det meste i "stilt houses" ved kysterne (som paa billedet), nogle gange paa oer. Ud for KK var der en stor gruppe af disse huse, med filipinske flygtninge. Nogle arbejder i KK, men ellers fanger de fisk til egen konsumering og saelger dem paa Phillipino markedet i KK om aftenen. Paa oen, hvor deres landsby er, er der intet ferskvand. Derfor drikker de indsamlet regnvand - som her er temmeligt syreholdigt, med det resultat, at det ikke er usaedvanligt at se teenagere, som mangler fortaenderne...
Nogle steder, som f.eks. i "flytningelandsbyen" paa Mabul, som jeg besoegte senere, sker der det, at de boern, som foedes der, aldrig faar et personnummer. De eksisterer officielt ikke, og kan aldrig gaa i skole, og vil have meget svaert ved at faa et ordentligt job.

Jeg moedte en lokal, Max, som udover at fortaelle mig om forholdene og vise mig rundt, ville giftes med mig... Hm... Det tror jeg nu ikke. Men det var meget spaendende at faa lidt insiderviden, og derudover vidste han ganske gode ting, som f.eks. at der ved d. 7. boeje paa oen Mamutik hvor vi snorklede, var en meget stor Nemo-fisk, og at der ca. 4 m til hoejre, var en for arten stor sort Nemo :-) Det er fordelen ved klovnefiskene, at de ikke saadan flytter sig, men bor i den samme soeanemone - saa er de lette at finde igen.




Saa jeg fik slappet af og solet, og loerdag d. 18. april tog jeg videre til Semporna, en 9 timers bustur vaek. Ellers, dvs., at den skulle have taget 9 timer. Men bussen broed sammen 2 gange undervejs; foerste gang ventede vi paa en ny bus, mens de anden gang forsoegte at reparere den selv. Det lykkedes ikke helt; airconditionen var stadigt i stykker, hvilket jeg ikke ansaa som det helt store problem. Men jeg ombestemte mig, da det viste sig, at airconditionen indtil da havde daemmet op for den vaerste stank fra kvinden overfor mig, som var, mildt sagt, temmeligt koeresyg... Saa da den ikke virkede mere, puhaaa..... Grunden til koeresygen var bl.a. at vi passede Malaysias hoejse bjerg, Kota Kinabalu, som ses paa billedet. Det var en meget smuk tur, men ogsaa meget bumpende!