Fredag d. 8. maj 2009 - min 26 aars foedselsdag!

Og så blev det min foedelsdag. En dag, som alle andre år altid er en dag, hvor jeg meget let bliver sentimental og melankolsk. Saa jeg var noget nervøs for, hvordan jeg ville klare at holde den vaek fra Mor, Far, Helene og veninderne.
Jeg havde forsoegt at arrangere at komme ud paa et longhousestay, og i sidste ende lykkedes det, omend lidt anderledes end jeg havde forventet, men jeg tror absolut, at det ikke kunne have vaeret bedre.
Det startede egentligt kl. 00 natten mellem torsdag og fredag, hvor jeg var paa stambaren Ruai, og de besluttede at synge foedselsdagssang for mig. Ikke daarligt! Efterfulgt at meget stærke ris-alkohol-shots :-) Hurra!
Dagen efter blev Ross og jeg hentet af Danny kl 10. Danny og Bryan er to malaysiske fyre der har Borneo Outdoor Explorers, en slags anderledes touragency, som egentligt startede med at de ville lave ture, saa malayerne selv kunne komme ud og se den smukke natur der er i deres eget land. Derfor er det ogsaa ret lavprofit - hvilket passer mig fint, ikke at bruge saa mange penge!
Anyways, Danny hentede os, og tog os ud til et vandfald et par timers koersel vaek fra Kuching. Efter en ret kort hike kom vi til vandfaldet, det var utroligt smukt, og brugte et par timer der, hvor Danny lavede frokost over baal til os. Da det begyndte at oese ned (ingen kommentarer), fik vi en kop kaffe og en snak med de lokale og deres katte i en lille "cafe". De kunne lidt engelsk, og forklarede mig, processen omkring de tæpper, som de to damer var i gang med at lave ud af en slags lianer. Rigtig hyggeligt!

Herefter tog vi til Annahrais, et longhouse paa vejen til vores destination. Det var egentligt meningen at vi skulle have overnattet der, men drengene havde overtalt mig til et andet, fordi Annahrais var alt for kommercielt. Det var det maaske ogsaa, men ogsaa en god "udstilling".

Saa tog Danny hjem til sin kone, og Bryan og deres ven David overtog. David havde nogle venner i longhouset i landsbyen Sadir. Saa det var her, vi skulle vaere, fordi de egentligt ogsaa gerne selv ville besoege dem. Paa vejen derhen stoppede vi og koebte Langkau, som er en slags risalkohol med en procent omtrent ligesom vodka - de er dog ikke helt sikre da det er hjemmebryg. Bryan havde i forvejen koebt ca. 3 kg svinekoed. Ankommet til Sadir gik jeg ned og saa alle landsbyens maend spille et spil med en slags snurretoppe lavet af trae, paa stoerrelse med to knytnaever, med et reb snoet om, som de brugte til at slynge toppen ud. Herefter galdt det om at slaa den spinnende top ud af banen, og helst give den et ordentligt maerke med de søm der var i toppen af hver... top. Det var virkeligt skaegt at se paa, ogsaa fordi man ikke saa sjaeldent maatte springe for livet, fordi spillet lige pludseligt bevaegede sig hen der hvor jeg stod, paa den store plads. Faldt i snak med en kvinde, der vist nok hed Dumdum.... Hun boede og arbejdede ellers i USA, men var hjemme paa ferie, og det var rigtig dejligt at snakke med een, der snakkede engelsk, og som i oevrigt var alenemor til to teenagepiger. Ikke saa tit man moeder selvstændige alenemødre her.

Tilbage i longhouset er de igang med at lave mad. To mænd sider på hug og hakker løg, hvidløg og ingefær, som marinerer svinekødet i, og tilbereder det over bål. Aldrig har svinekød smagt så godt! Da det var færdigt, satte vi og sammen me en 12-15 stykker af landsbyens mænd og et par enkelte kvinder i en rundkreds på sivmåtten på den fælles veranda. Longhouset var ikke så langt som nogle, men der var da vist 10-12 rum, og så en fælles veranda der forbandt dem alle. Betegnelsen for verandaen er i øvrigt Ruai - som er navnet på vores stambar i Kuching :-)

Midt i vores rundkreds blev der stillet et par tallerkener med kød på, og så tog man bare med højre hånd selvfølgeligt, hvad man ville have. Hundene stod bag ved os og så lidt sultne ud, og kunne ikke helt håndtere hverken deres stirren (og jeg var jo i deres højde), eller at skubbe dem væk, da jeg ikke kendte dem. Men der skete intet, og det var jo også meget praktisk at man lige kunne liste de værste fedt-stykker ud til dem, istedet for at levne... Ellers kunne man også bare smide det ned mellem revnerne i gulvet på ruai'en. Den var lavet af bambusstykker, som måtte udskiftes med et par års mellemrum, og nedenunder går høns og nogle gange grise og spiser alt affaldet. Sådan har det altid været, og det har altid fungeret godt - lige indtil longhousene blev introduceret til moderne bekvemmeligheder som plastisk og aluminium. For Orang Aslierne har altid gjort det med at smide ting fra sig - så nu er der et væld af affald overalt... I dette longhouse var vi i bjergene, men de samfund der ligger ved en flod, smider alt deres affald deri... Bekymrende.

Tilbage til min fødselsdagsmiddag - det grillede svinekød blev efter noget tid suppleret med ris og en slags salat med meget syrlige grøntsager i. Men vi var ved at være mætte og klar til aftenens næste indslag: Langkau og dans! En af mændene styrede langkau'en, som blev sendt rundt i en kop, efterfulgt af en kop fyldt med vand. Egentligt nok en god ide med den kombination! Det er meget uhøfligt at afslå noget i Malaysia, og hvis man endeligt skal gøre det, skal man f.eks. røre kanten af koppen med to fingre og derefter røre sine læber, for ligesom at sige, at det ikke er fordi man ikke bryder sig om det tilbudte. Men for det meste tog vi nu imod - og så hev de en ghettoblaster frem, og så blev der danset. Bedstefaderen på billedet var meget gammel og tandløs, men sad alligevel og rock'ede med, og hans barnebarn, som gik under navnet Medicin, var en meget ivrig danser. Nogle gange måtte Ross lige gå imellem, når Medicin blev lidt for ivrig for at danse med mig. I selskabet var også to ældre damer, der var fuld af spræl. Vi havde det rigtig sjovt sammen - og de kunne som nogle af de eneste i selskabet engelsk, fordi de var så gamle at de havde været små børn under den japanske okkupation under 2. verdenskrig. De var kusiner, og rigtig søde, og de inviterede mig til at komme tilbage til Gawai 1. juni, som er den årlige 3-dages høstfest.

I det hele taget følte jeg mig rigtig godt tilpas i Sadir. Jeg var selvfølgeligt fremmed, men de behandlede mig bare som en velkommen gæst, og var lidt nysgerrige - men på en måde ligesom vi er det, når vi får en udlænding til at spise leverpostej og spændt venter på deres reaktion.

Orang Aslierne i denne landsby var bidayu, og dermed kristne - men de bruger ikke rigtigt det der med fejring af fødselsdage, så de syntes det var lidt mærkeligt - men de godtog da, at det var min fødselsdag...

Vi dansede og drak hele natten, og dejsede om i et gæstehus. Næste morgen sagde vi pænt farvel og kørte væk - efter ca 30 minutters kørsel begyndte alle telefoner i bilen at bippe - vi havde været godt oppe i bjergene mod den indonesiske grænse, og der havde været absolut intet signal. Jeg fik et par fødselsdags-smser fra folk, nogle fik jeg mange gange, men det meste fik jeg ikke. Og det var helt ok. Jeg havde haft en fantastisk og suverænt anderledes fødselsdag. Jeg havde endda glemt at tage det lille flag fra min rygsæk med. Pyt. Herligt at jeg kunne føle sådan.

Bryan kørte og kørte af de små snoede, bumpende grusveje... og det blev liiiige lidt for meget for Thereses tømmermænd - så måtte bede ham holde ind til siden, haha. Men endeligt ankom vi til et fantastisk koldt og smukt vandfald, hvor vi var et par timer. Det er næsten lige så godt rekreation som at stå på ski.

Derefter kørte vi til en anden lille landsby, hvor vi dagen forinden havde sat Davids 2 børn og hans maid af hos hendes familie. Det var igen en anderledes landsby, dog ikke med longhouses, men med "alm." stenhuse. Her så jeg bl.a. hvordan de tørrede peber efter peberhøsten, fik lige forklaret forskellen på sort og hvid peber, og fik en pose frugter af en gammel dame - samme syrlige frugter som fra dagen før, og kunne egentligt ikke lide dem, men blev så glad over at hun tilbød mig dem, uden at vi kunne kommunikere med andet en smil og håndfagter :-)

Maidens mand huggede lige nogle kokosnødder op til os, og så lavede hun en dejlig frokost til os - og efter et lille hvil på verandaen var vi klar til at køre hjem.

Om aftenen tog Ross til sin chefs fødselsdag, Patricia var på en kongres, og jeg blev hjemme på hendes sofa og så serier hele aftenen, og gennemgik min 26-års fødselsdag i tankerne, med et varmt smil og taknemmelig til de herlige mennesker, som havde gjort den god.

Kuching 3. - 18. maj

Kuching er "hovedstaden" i den anden stat i malaysisk Borneo, Sarawak. Her landede jeg 3. maj, og siden da har der vaeret saa meget knald paa, at jeg ikke har haft tid til at skrive foer nu! Saaeh... maaske bliver det her indlaeg lidt langt.
Jeg havde en kontakt i Kuching, Ross, en engelsk fyr som er venner med en dansk pige, Lone, som jeg er venner med i KL. Han dirigerede mig fra lufthavnen hen til hvor han bor, hos en malaysisk pige, Patricia (og nu synes du maaske at der er lidt for mange navne udover det noedvendige, men sagen er jo, at jeg ogsaa bruger min blog som en slags dagbog, som jeg skal have for evig tid, og JEG vil gerne huske alle folks navne. Saa det maa du finde dig i :-)).
Jeg skulle egentligt kun have crashet hos dem de foerste to naetter, men eftersom det var super hyggeligt at bo der, og Patricia havde et ekstra rum, endte det med at jeg boede der i hele perioden, gratis. Betalte kun med en flaske roedvin og lidt hist og pist. Meget gaestfrie mennesker, og isaer Patricia, som arbejder i en NGO og ikke har saa meget at rutte med, hader naar turister betaler for meget i forhold til hvad de faar, saa hun naegtede at lade mig betale noget som helst for at bo der.
Udover Ross og Patricia landede jeg ned i en god del af deres vennegruppe, som viste sig at vaere utroligt aktive mennesker. En blanding af expats (udlaendinge som arbejder der) og malayer (bidayu, som Patricia, dayak som Samen, iban som Peter John, og en del kinesere), som mandag til fredag (og nogle gange loerdag) arbejdede deres r... af, og fredag til soendag delvist drak sig i hegnet og delvist var meget aktive sportsmennesker - helst i kombination, med aktiviteter fra tidlig morgen kl 7-8 stykker (OGSAA selvom den havde staaet paa fest dagen foer), og saa en eller anden form for faellesmiddag inkl. div. drikkelse som afslutning. Der var altsaa en gruppe, som tog ud "caving", dvs. udforskede grotter; en gruppe som tog ud til vandfald inkl. barbeque og oel, en gruppe der tog ud og dykkede paa et vrag de havde fundet og en gruppe der tog ud "boating", hvilket i deres difinition var at sejle ud i Warricks baad, finde en dejlig strand, hike i junglen bagved et par timer og saa grille paa stranden, som var sammenskudsgilde af div. mad og drikkelse - og enkelte gange stod den ogsaa paa vandski, og alle sammen deltog i en eller flere af de lokale Hash Runs, som var tirsdag og loerdag for maendenes Hash, og onsdag for kvindernes, Harriettes.
Og her landede jeg! Sikke et mekka. Ankom loerdag, og allerede soendag var vi oppe tidligt (ALT for tidligt efter min og min krops mening, efter godt nok kun 4-5 oel aftenen foer, men ogsaa kun 4-5 timers soevn) - og saa var det ud til en grotte. Vi moedtes, som standarden var, paa Islamic Cafe i udkanten af byen - det hed den egentligt ikke, men James, som var en slags tourleder, syntes at alle de der arbejdede der lignede nogen fra Al Queida - og de lavede herre god Roti Cheese, meget malaysisk morgenmad, et slags stegt broed serveret med karrysovs, rigtig godt! Derefter tog vi ud til en grotte, som de havde udforsket et par gange foer. Vi startede i en lille grotte ved siden af, hvor der var grottemalerier!! Englaenderen James er den eneste udover Sarawak Museum der har noegle til afspaerringen omkring malerierne, idet han ind i mellem tager turister med derop - saa det var helt fantastisk spaendende at komme helt taet paa, og hoere James fortaelle, hvad de ved om malerierne. Det er ikke et sprog paa samme maade som hieroglyfferne, og de har faktisk fundet ud af overraskende lidt om betydningen af de forskellige afbildninger, men alligevel - og maaske netop derfor - var det en helt speciel foelelse at staa deer, og forestille sig livet paa den egn for saa mange aar siden. Der var billeder af jagt og af ceremonier, af landsbyoverhovedet og af et par forskellige guder - og maleriet af jagtguden, som viste en frygtindgydende skabning i overstoerrelse i forhold til de andre, kunne kun give ideer om, hvordan folk har set paa deres guder og den betydning og respekt de har haft.
Derefter udforskede vi den egentlige grotte. Der er grotter overalt i Sarawak, fordi der er saa meget limestone og sandstone. Den vi besoegte den dag, havde de vaeret i en del gange, og denne gang skulle de saa lave et fotoeksperiment. Imens de legede med det, gik jeg lidt rundt, ikke saa meget fordi min egen lommelygte var meget svag (og der er altsaa baelgravende moerkt derinde og ikke lavet noget kunstigt til turisterne, saasom lamper eller trappetrin) - og derefter satte jeg mig ned, indsnusede den bedoevende stank af guano (flagermus hoemhoem), slukkede lommelygten og tog en lille lur i ly af moerket. Ja, det har nu ogsaa sine fordele, at kunne sove i opretsiddende stilling!
Udover de susende lyde af flagermus fandt vi ogsaa en del grotteedderkopper, diverse insekter der floej ind i lygtens skaer, og i en lille baek ca. en km inde i grotten fandt vi soereme en slags ferskvandsrejer!
Ude i solen igen efter mange timer, badede vi ved en vandhane ved kirken i den lille kampung (landsby) hvor vi havde parkeret - men vandet var lige saa brunt og ulaekkert som vi var i forvejen - saa vi brugte lidt af drikkevandet, og tog saa ind paa den foretrukne kinesiske restaurant i den forstad vi kom til foerst, 10th mile. Det er ikke fordi de noedvendigvis foretraekker kinesisk mad - selvom det nu er skoent at vaere mange om et maaltid paa en kinesisk restaurant, saa man kan bestille mange mange forskellige retter - men de kinesiske restauranter er de eneste, paanaer et par enkelte indiske, der servererer oel. Og efter en haard dag, skal de have en velfortjent oel til deres mad! Derudover har denne restaurant den feature, at de har en stor hjort ved navn Ru staaende i baghaven.... Meget spoejst, men soed og kaelen, det var den.

Mandag, tirsdag, onsdag stod paa lidt sightseeing i Kuching, og opdatering af bloggen ang. hvad jeg havde lavet i Sabah de to foregaaende uger. Det tog rigtig lang tid - og denne gang skal jeg jo saa opdatere for naesten halvanden maaned! Lad os se hvor langt jeg naar.
Onsdag aften var jeg med Kuching Harriettes til kvindernes hashloeb, hvor maend dog er tilladt fordi de opfordrer familier til at dyrke motion sammen. For foerste gang i min hashingkarriere var jeg ikke den sidste til at komme ud af junglen igen, hvilket var enormt tilfredsstillende!

Torsdag d. 7. maj tog jeg til Gunung Gading Nationalpark, 2 timers buskoersel fra Kuching, fordi parken huser verdens stoerste blomst, Rafflesiaen. Det er en meget spoejs blomst: Den er en parasit-plante og gror kun paa een bestem vaert. Livscyklusen bestaar af ca. 18 maaneders knopskydning og saa 3-7 dages blomstring (og blomsten skulle saa vaere 50-80 cm i diameter), hvorefter den begynder at raadne, udsendende lugten af raadnende koed, for at tiltraekke lige praecis den slags fluer som allerbedst kan lide det. Og saa har midten af blomsten forskellig form, alt efter om det er en hunblomst eller en hanblomst.
Og vi fandt den. Faktisk var jeg lidt skuffet over stoerrelsen, men det viste sig at jeg havde laest forkert (troede at den skulle vaere 1 m i diameter), samt at den blomst jeg saa ikke var den stoerste af slagsen. Men alligevel dog imponerende. Resten af dagen gik med traven rundt i jungelen og svoemmede ved foden af et smukt vandfald. På et tidspunkt sad jeg dér alene og tænkte lidt - Der var så smukt, og jeg følte mig pludseligt meget privilligeret, at jeg kunne bare sidde her og nyde det - og gøre præcist hvad jeg ville. Når jeg rejser alene er der masser af tid til soul-search, og i den seneste tid har jeg været lidt svingende, og nogle gange ret fortvivlet og trist... Men lige her for enden af vandfaldet, med små fisk i vandet, masser af junglelyde og sommerfugle og dragonflys om ørerne, mindede jeg lige mig selv om at "dagen idag er din min ven/dagen idag kommer aldrig igen/dagen er lige her og nu/indholdet skaber du". Ja...

Brugte resten af dagen på det, som jeg allerhelst ville - istedet for at nå at trave alle stierne rundt, tog jeg en noget kortere tur og brugte istedet tiden på at t tage billeder af dragonflys (tror det er en udgave af guldsmede), et ca. 20 cm langt tusindben, roedt og saa tykt som min tommelfinger, og derudover diverse flotte blade. Junglen er så smuk, med snoede grene og træer, kæmpe myrer og "ant-highways", hvor man skal passe på ikke at forstyrre den slange af myrer, der passerer stien, osv.

Da jeg kom hjem og viste Patricia billederne af bladene, kiggede hun vantro paa mig og sagde:"Og hvad saa? Det er jo ukrudt!". Hun kunne tydeligt vis ikke se den artistiske dimension i mit billede af et blad fra en plante, der i hendes landsby vist svarer til skvalderkaal. Nåh.