Fredag d. 8. maj 2009 - min 26 aars foedselsdag!

Og så blev det min foedelsdag. En dag, som alle andre år altid er en dag, hvor jeg meget let bliver sentimental og melankolsk. Saa jeg var noget nervøs for, hvordan jeg ville klare at holde den vaek fra Mor, Far, Helene og veninderne.
Jeg havde forsoegt at arrangere at komme ud paa et longhousestay, og i sidste ende lykkedes det, omend lidt anderledes end jeg havde forventet, men jeg tror absolut, at det ikke kunne have vaeret bedre.
Det startede egentligt kl. 00 natten mellem torsdag og fredag, hvor jeg var paa stambaren Ruai, og de besluttede at synge foedselsdagssang for mig. Ikke daarligt! Efterfulgt at meget stærke ris-alkohol-shots :-) Hurra!
Dagen efter blev Ross og jeg hentet af Danny kl 10. Danny og Bryan er to malaysiske fyre der har Borneo Outdoor Explorers, en slags anderledes touragency, som egentligt startede med at de ville lave ture, saa malayerne selv kunne komme ud og se den smukke natur der er i deres eget land. Derfor er det ogsaa ret lavprofit - hvilket passer mig fint, ikke at bruge saa mange penge!
Anyways, Danny hentede os, og tog os ud til et vandfald et par timers koersel vaek fra Kuching. Efter en ret kort hike kom vi til vandfaldet, det var utroligt smukt, og brugte et par timer der, hvor Danny lavede frokost over baal til os. Da det begyndte at oese ned (ingen kommentarer), fik vi en kop kaffe og en snak med de lokale og deres katte i en lille "cafe". De kunne lidt engelsk, og forklarede mig, processen omkring de tæpper, som de to damer var i gang med at lave ud af en slags lianer. Rigtig hyggeligt!

Herefter tog vi til Annahrais, et longhouse paa vejen til vores destination. Det var egentligt meningen at vi skulle have overnattet der, men drengene havde overtalt mig til et andet, fordi Annahrais var alt for kommercielt. Det var det maaske ogsaa, men ogsaa en god "udstilling".

Saa tog Danny hjem til sin kone, og Bryan og deres ven David overtog. David havde nogle venner i longhouset i landsbyen Sadir. Saa det var her, vi skulle vaere, fordi de egentligt ogsaa gerne selv ville besoege dem. Paa vejen derhen stoppede vi og koebte Langkau, som er en slags risalkohol med en procent omtrent ligesom vodka - de er dog ikke helt sikre da det er hjemmebryg. Bryan havde i forvejen koebt ca. 3 kg svinekoed. Ankommet til Sadir gik jeg ned og saa alle landsbyens maend spille et spil med en slags snurretoppe lavet af trae, paa stoerrelse med to knytnaever, med et reb snoet om, som de brugte til at slynge toppen ud. Herefter galdt det om at slaa den spinnende top ud af banen, og helst give den et ordentligt maerke med de søm der var i toppen af hver... top. Det var virkeligt skaegt at se paa, ogsaa fordi man ikke saa sjaeldent maatte springe for livet, fordi spillet lige pludseligt bevaegede sig hen der hvor jeg stod, paa den store plads. Faldt i snak med en kvinde, der vist nok hed Dumdum.... Hun boede og arbejdede ellers i USA, men var hjemme paa ferie, og det var rigtig dejligt at snakke med een, der snakkede engelsk, og som i oevrigt var alenemor til to teenagepiger. Ikke saa tit man moeder selvstændige alenemødre her.

Tilbage i longhouset er de igang med at lave mad. To mænd sider på hug og hakker løg, hvidløg og ingefær, som marinerer svinekødet i, og tilbereder det over bål. Aldrig har svinekød smagt så godt! Da det var færdigt, satte vi og sammen me en 12-15 stykker af landsbyens mænd og et par enkelte kvinder i en rundkreds på sivmåtten på den fælles veranda. Longhouset var ikke så langt som nogle, men der var da vist 10-12 rum, og så en fælles veranda der forbandt dem alle. Betegnelsen for verandaen er i øvrigt Ruai - som er navnet på vores stambar i Kuching :-)

Midt i vores rundkreds blev der stillet et par tallerkener med kød på, og så tog man bare med højre hånd selvfølgeligt, hvad man ville have. Hundene stod bag ved os og så lidt sultne ud, og kunne ikke helt håndtere hverken deres stirren (og jeg var jo i deres højde), eller at skubbe dem væk, da jeg ikke kendte dem. Men der skete intet, og det var jo også meget praktisk at man lige kunne liste de værste fedt-stykker ud til dem, istedet for at levne... Ellers kunne man også bare smide det ned mellem revnerne i gulvet på ruai'en. Den var lavet af bambusstykker, som måtte udskiftes med et par års mellemrum, og nedenunder går høns og nogle gange grise og spiser alt affaldet. Sådan har det altid været, og det har altid fungeret godt - lige indtil longhousene blev introduceret til moderne bekvemmeligheder som plastisk og aluminium. For Orang Aslierne har altid gjort det med at smide ting fra sig - så nu er der et væld af affald overalt... I dette longhouse var vi i bjergene, men de samfund der ligger ved en flod, smider alt deres affald deri... Bekymrende.

Tilbage til min fødselsdagsmiddag - det grillede svinekød blev efter noget tid suppleret med ris og en slags salat med meget syrlige grøntsager i. Men vi var ved at være mætte og klar til aftenens næste indslag: Langkau og dans! En af mændene styrede langkau'en, som blev sendt rundt i en kop, efterfulgt af en kop fyldt med vand. Egentligt nok en god ide med den kombination! Det er meget uhøfligt at afslå noget i Malaysia, og hvis man endeligt skal gøre det, skal man f.eks. røre kanten af koppen med to fingre og derefter røre sine læber, for ligesom at sige, at det ikke er fordi man ikke bryder sig om det tilbudte. Men for det meste tog vi nu imod - og så hev de en ghettoblaster frem, og så blev der danset. Bedstefaderen på billedet var meget gammel og tandløs, men sad alligevel og rock'ede med, og hans barnebarn, som gik under navnet Medicin, var en meget ivrig danser. Nogle gange måtte Ross lige gå imellem, når Medicin blev lidt for ivrig for at danse med mig. I selskabet var også to ældre damer, der var fuld af spræl. Vi havde det rigtig sjovt sammen - og de kunne som nogle af de eneste i selskabet engelsk, fordi de var så gamle at de havde været små børn under den japanske okkupation under 2. verdenskrig. De var kusiner, og rigtig søde, og de inviterede mig til at komme tilbage til Gawai 1. juni, som er den årlige 3-dages høstfest.

I det hele taget følte jeg mig rigtig godt tilpas i Sadir. Jeg var selvfølgeligt fremmed, men de behandlede mig bare som en velkommen gæst, og var lidt nysgerrige - men på en måde ligesom vi er det, når vi får en udlænding til at spise leverpostej og spændt venter på deres reaktion.

Orang Aslierne i denne landsby var bidayu, og dermed kristne - men de bruger ikke rigtigt det der med fejring af fødselsdage, så de syntes det var lidt mærkeligt - men de godtog da, at det var min fødselsdag...

Vi dansede og drak hele natten, og dejsede om i et gæstehus. Næste morgen sagde vi pænt farvel og kørte væk - efter ca 30 minutters kørsel begyndte alle telefoner i bilen at bippe - vi havde været godt oppe i bjergene mod den indonesiske grænse, og der havde været absolut intet signal. Jeg fik et par fødselsdags-smser fra folk, nogle fik jeg mange gange, men det meste fik jeg ikke. Og det var helt ok. Jeg havde haft en fantastisk og suverænt anderledes fødselsdag. Jeg havde endda glemt at tage det lille flag fra min rygsæk med. Pyt. Herligt at jeg kunne føle sådan.

Bryan kørte og kørte af de små snoede, bumpende grusveje... og det blev liiiige lidt for meget for Thereses tømmermænd - så måtte bede ham holde ind til siden, haha. Men endeligt ankom vi til et fantastisk koldt og smukt vandfald, hvor vi var et par timer. Det er næsten lige så godt rekreation som at stå på ski.

Derefter kørte vi til en anden lille landsby, hvor vi dagen forinden havde sat Davids 2 børn og hans maid af hos hendes familie. Det var igen en anderledes landsby, dog ikke med longhouses, men med "alm." stenhuse. Her så jeg bl.a. hvordan de tørrede peber efter peberhøsten, fik lige forklaret forskellen på sort og hvid peber, og fik en pose frugter af en gammel dame - samme syrlige frugter som fra dagen før, og kunne egentligt ikke lide dem, men blev så glad over at hun tilbød mig dem, uden at vi kunne kommunikere med andet en smil og håndfagter :-)

Maidens mand huggede lige nogle kokosnødder op til os, og så lavede hun en dejlig frokost til os - og efter et lille hvil på verandaen var vi klar til at køre hjem.

Om aftenen tog Ross til sin chefs fødselsdag, Patricia var på en kongres, og jeg blev hjemme på hendes sofa og så serier hele aftenen, og gennemgik min 26-års fødselsdag i tankerne, med et varmt smil og taknemmelig til de herlige mennesker, som havde gjort den god.