Kuching 3. - 18. maj

Kuching er "hovedstaden" i den anden stat i malaysisk Borneo, Sarawak. Her landede jeg 3. maj, og siden da har der vaeret saa meget knald paa, at jeg ikke har haft tid til at skrive foer nu! Saaeh... maaske bliver det her indlaeg lidt langt.
Jeg havde en kontakt i Kuching, Ross, en engelsk fyr som er venner med en dansk pige, Lone, som jeg er venner med i KL. Han dirigerede mig fra lufthavnen hen til hvor han bor, hos en malaysisk pige, Patricia (og nu synes du maaske at der er lidt for mange navne udover det noedvendige, men sagen er jo, at jeg ogsaa bruger min blog som en slags dagbog, som jeg skal have for evig tid, og JEG vil gerne huske alle folks navne. Saa det maa du finde dig i :-)).
Jeg skulle egentligt kun have crashet hos dem de foerste to naetter, men eftersom det var super hyggeligt at bo der, og Patricia havde et ekstra rum, endte det med at jeg boede der i hele perioden, gratis. Betalte kun med en flaske roedvin og lidt hist og pist. Meget gaestfrie mennesker, og isaer Patricia, som arbejder i en NGO og ikke har saa meget at rutte med, hader naar turister betaler for meget i forhold til hvad de faar, saa hun naegtede at lade mig betale noget som helst for at bo der.
Udover Ross og Patricia landede jeg ned i en god del af deres vennegruppe, som viste sig at vaere utroligt aktive mennesker. En blanding af expats (udlaendinge som arbejder der) og malayer (bidayu, som Patricia, dayak som Samen, iban som Peter John, og en del kinesere), som mandag til fredag (og nogle gange loerdag) arbejdede deres r... af, og fredag til soendag delvist drak sig i hegnet og delvist var meget aktive sportsmennesker - helst i kombination, med aktiviteter fra tidlig morgen kl 7-8 stykker (OGSAA selvom den havde staaet paa fest dagen foer), og saa en eller anden form for faellesmiddag inkl. div. drikkelse som afslutning. Der var altsaa en gruppe, som tog ud "caving", dvs. udforskede grotter; en gruppe som tog ud til vandfald inkl. barbeque og oel, en gruppe der tog ud og dykkede paa et vrag de havde fundet og en gruppe der tog ud "boating", hvilket i deres difinition var at sejle ud i Warricks baad, finde en dejlig strand, hike i junglen bagved et par timer og saa grille paa stranden, som var sammenskudsgilde af div. mad og drikkelse - og enkelte gange stod den ogsaa paa vandski, og alle sammen deltog i en eller flere af de lokale Hash Runs, som var tirsdag og loerdag for maendenes Hash, og onsdag for kvindernes, Harriettes.
Og her landede jeg! Sikke et mekka. Ankom loerdag, og allerede soendag var vi oppe tidligt (ALT for tidligt efter min og min krops mening, efter godt nok kun 4-5 oel aftenen foer, men ogsaa kun 4-5 timers soevn) - og saa var det ud til en grotte. Vi moedtes, som standarden var, paa Islamic Cafe i udkanten af byen - det hed den egentligt ikke, men James, som var en slags tourleder, syntes at alle de der arbejdede der lignede nogen fra Al Queida - og de lavede herre god Roti Cheese, meget malaysisk morgenmad, et slags stegt broed serveret med karrysovs, rigtig godt! Derefter tog vi ud til en grotte, som de havde udforsket et par gange foer. Vi startede i en lille grotte ved siden af, hvor der var grottemalerier!! Englaenderen James er den eneste udover Sarawak Museum der har noegle til afspaerringen omkring malerierne, idet han ind i mellem tager turister med derop - saa det var helt fantastisk spaendende at komme helt taet paa, og hoere James fortaelle, hvad de ved om malerierne. Det er ikke et sprog paa samme maade som hieroglyfferne, og de har faktisk fundet ud af overraskende lidt om betydningen af de forskellige afbildninger, men alligevel - og maaske netop derfor - var det en helt speciel foelelse at staa deer, og forestille sig livet paa den egn for saa mange aar siden. Der var billeder af jagt og af ceremonier, af landsbyoverhovedet og af et par forskellige guder - og maleriet af jagtguden, som viste en frygtindgydende skabning i overstoerrelse i forhold til de andre, kunne kun give ideer om, hvordan folk har set paa deres guder og den betydning og respekt de har haft.
Derefter udforskede vi den egentlige grotte. Der er grotter overalt i Sarawak, fordi der er saa meget limestone og sandstone. Den vi besoegte den dag, havde de vaeret i en del gange, og denne gang skulle de saa lave et fotoeksperiment. Imens de legede med det, gik jeg lidt rundt, ikke saa meget fordi min egen lommelygte var meget svag (og der er altsaa baelgravende moerkt derinde og ikke lavet noget kunstigt til turisterne, saasom lamper eller trappetrin) - og derefter satte jeg mig ned, indsnusede den bedoevende stank af guano (flagermus hoemhoem), slukkede lommelygten og tog en lille lur i ly af moerket. Ja, det har nu ogsaa sine fordele, at kunne sove i opretsiddende stilling!
Udover de susende lyde af flagermus fandt vi ogsaa en del grotteedderkopper, diverse insekter der floej ind i lygtens skaer, og i en lille baek ca. en km inde i grotten fandt vi soereme en slags ferskvandsrejer!
Ude i solen igen efter mange timer, badede vi ved en vandhane ved kirken i den lille kampung (landsby) hvor vi havde parkeret - men vandet var lige saa brunt og ulaekkert som vi var i forvejen - saa vi brugte lidt af drikkevandet, og tog saa ind paa den foretrukne kinesiske restaurant i den forstad vi kom til foerst, 10th mile. Det er ikke fordi de noedvendigvis foretraekker kinesisk mad - selvom det nu er skoent at vaere mange om et maaltid paa en kinesisk restaurant, saa man kan bestille mange mange forskellige retter - men de kinesiske restauranter er de eneste, paanaer et par enkelte indiske, der servererer oel. Og efter en haard dag, skal de have en velfortjent oel til deres mad! Derudover har denne restaurant den feature, at de har en stor hjort ved navn Ru staaende i baghaven.... Meget spoejst, men soed og kaelen, det var den.

Mandag, tirsdag, onsdag stod paa lidt sightseeing i Kuching, og opdatering af bloggen ang. hvad jeg havde lavet i Sabah de to foregaaende uger. Det tog rigtig lang tid - og denne gang skal jeg jo saa opdatere for naesten halvanden maaned! Lad os se hvor langt jeg naar.
Onsdag aften var jeg med Kuching Harriettes til kvindernes hashloeb, hvor maend dog er tilladt fordi de opfordrer familier til at dyrke motion sammen. For foerste gang i min hashingkarriere var jeg ikke den sidste til at komme ud af junglen igen, hvilket var enormt tilfredsstillende!

Torsdag d. 7. maj tog jeg til Gunung Gading Nationalpark, 2 timers buskoersel fra Kuching, fordi parken huser verdens stoerste blomst, Rafflesiaen. Det er en meget spoejs blomst: Den er en parasit-plante og gror kun paa een bestem vaert. Livscyklusen bestaar af ca. 18 maaneders knopskydning og saa 3-7 dages blomstring (og blomsten skulle saa vaere 50-80 cm i diameter), hvorefter den begynder at raadne, udsendende lugten af raadnende koed, for at tiltraekke lige praecis den slags fluer som allerbedst kan lide det. Og saa har midten af blomsten forskellig form, alt efter om det er en hunblomst eller en hanblomst.
Og vi fandt den. Faktisk var jeg lidt skuffet over stoerrelsen, men det viste sig at jeg havde laest forkert (troede at den skulle vaere 1 m i diameter), samt at den blomst jeg saa ikke var den stoerste af slagsen. Men alligevel dog imponerende. Resten af dagen gik med traven rundt i jungelen og svoemmede ved foden af et smukt vandfald. På et tidspunkt sad jeg dér alene og tænkte lidt - Der var så smukt, og jeg følte mig pludseligt meget privilligeret, at jeg kunne bare sidde her og nyde det - og gøre præcist hvad jeg ville. Når jeg rejser alene er der masser af tid til soul-search, og i den seneste tid har jeg været lidt svingende, og nogle gange ret fortvivlet og trist... Men lige her for enden af vandfaldet, med små fisk i vandet, masser af junglelyde og sommerfugle og dragonflys om ørerne, mindede jeg lige mig selv om at "dagen idag er din min ven/dagen idag kommer aldrig igen/dagen er lige her og nu/indholdet skaber du". Ja...

Brugte resten af dagen på det, som jeg allerhelst ville - istedet for at nå at trave alle stierne rundt, tog jeg en noget kortere tur og brugte istedet tiden på at t tage billeder af dragonflys (tror det er en udgave af guldsmede), et ca. 20 cm langt tusindben, roedt og saa tykt som min tommelfinger, og derudover diverse flotte blade. Junglen er så smuk, med snoede grene og træer, kæmpe myrer og "ant-highways", hvor man skal passe på ikke at forstyrre den slange af myrer, der passerer stien, osv.

Da jeg kom hjem og viste Patricia billederne af bladene, kiggede hun vantro paa mig og sagde:"Og hvad saa? Det er jo ukrudt!". Hun kunne tydeligt vis ikke se den artistiske dimension i mit billede af et blad fra en plante, der i hendes landsby vist svarer til skvalderkaal. Nåh.