Sepilok 29. april - 2. maj

Og hvis man saa ikke havde faaet nok af de orange labaner, kunne man da lige tage et smut forbi Sepilok Orang Utan Rehabiliteringscenter, som har to daglige fodringer, hvor orangutanerne kan komme og spise frugt hvis de vil. Ialt saa vi 4 orangutaner, og ca. det tidobbelte af fraekke macaque-aber, som forsoegte at stjaele orangutanernes mad. Dog var det tydeligt at macaquerne godt vidste, at hvis det kom til en konfrontation, var de de mindste, saa for det meste opholdt de sig under foderplatformen, og listede sig langtsomt p og hen for at stjaele en banan, for derefter at styrte tilbage sikkerhed under platformen. Til den 2. fodring gik der en halv time foer orangutanerne dukkede op, saa der havde de graadige macaqueaber frit spil. Det var et hysterisk morsomt syn at se moedrene forsoege med ungen haengene paa maven og en bambuskaep i haanden at gaa paa line hen til naeste platform, hvor de foelte sig mere i sikkerhed, men det lykkes for det meste.
Teenageungerne var derimod ikke saa habile linedansere endnu,

saa naar de forsoegte at gaa ovenpaa snoren endte de altid med at snurre rundt og haenge med hovedet nedad - for det meste fordi en anden teenager gik ud paa snoren paa samme tid, og derved oedelagde den foerstes rytme. Meget morsomt at se paa, og ogsaa netop et bevis paa visse dyrs manglende logik og sans for
samarbejde.
Macaquerne havde mange unger - ikke underligt - vi saa 2 x macaque monkey business og 1 x orangutan monkey business der. Isaer med orangutanerne blev folk helt perplekse.... Isaer fordi vi troede at det var mor og datter der ankom til fodringsplatformen sammen, fordi hunnen var saa lille. DET var det saa ikke!!!

Men orangutanerne var derudover i sig selv var bare rigtig kaere. Vi deler aabenbart 96,4 % gener med dem, og i deres bevaegelser og ansigtsudtryk kan man hurtigt faa lagt en masse menneskelige foelser, som man jo reelt ikke aner om er der. Men soede,det var de. Og fascinerende. Vi saa desvaerre ingen unger i denne omgang, men jeg skal til et andet orangutancenter senere, i Kuching, hvor jeg haaber at faa dem at se.
Jeg var igen lidt udmattet efter junglen - saa tog mig den luksus at bo paa Sepilok Forest Edge Lodge fra eftermiddag d. 29. april til middag d. 2. maj, hvor jeg floej til Kuching. En dag brugte jeg paa at se orangutanerne, men ellers hyggede jeg mig bare og noed de smukke omgivelser - og en enkelt eftermiddag hang jeg ud ved poolen, ahh. Jeg moedte en gruppe paa 3, der var ved at tage deres dive master paa Koh Tao i Thailand, men som lige var i Sabah i 14 dage. Der var en dansker iblandt, og det var ret rart at snakke dansk igen. Men bortset fra det, saa har jeg ellers nydt at vaere omgivet af folk fra Storbritannien, saa jeg har kunne forbedre mit engelske lidt. Det var mildest talt blevet lidt sloevt efter de 3 mdr i KL, hvor mine kolleger taler sjovt engelsk med meget indisk accent. Normalt naar jeg rejser, saa faar det engelske sprog efter kort tid et godt tag i mig, og jeg begynder at taenke og droemme paa engelske ogsaa, men denne gang er det ikke sket i al den tid i KL. Nu er jeg endelig begyndt at taenke paa engelsk - saa haaber det bliver endnu bedre. I KL oplevede jeg endda det spoejse, at jeg nogle gange blandede dansk ind i mine engelske saetninger. Ord som "man", "eller" og "og saadan" fik paa en eller anden maade sneget sig ind, hvilket var ret morsomt men ogsaa irriterende. Jeg har aldrig vaeret super god til engelsk, men det hjaelper altid naar jeg rejser. Har lige igaar laert et nyt slang ord: "las", som aabenbart kan bruges istedet for "pige" i England og Skotland.... Se se.

Der var saa mange smukke blomster i haven omkring Sepilok Forest Edge Lodge. Her forsoeger jeg at tage et billede af blomsten for at vise at det er den samme som er paa min sarong, men det gik vist ikke saa godt. Den er i oevrigt Malaysias nationalblomst.

Jungletur 27. - 29. april

Jeg tog ud paa en 3 dages tur i junglen, med Uncle Tan jungle tours. Vi boede i en meget basic camp, og tog derfra ud paa river cruises og hikes i junglen. Selvom jeg ikke helt fik foelselsen af at vaere i junglen, saa vi

rigtig mange dyr - ikke elefanter, dog, men naesten alt andet: orang utaner, sjove naeseaber, grey leaf monkies, gibbonaber, tusindvis af macaqueaber, ugler, king fishers, hornbills, edderkopper inkl. en tarantula, en skorpion, froer, en storkrokodille og hovederne af en del smaa (hvor var moren henne?), osv. Til min store udfordring var der mange mange flyvende insekter om aftenen, specielt en slags billeder, der var ret daarlige til at flyve og hvis de ramlede ind i een, greb de fast og var ret svaere at faa af igen, isaer hvis de sad i haaret. Puhaaa... Men dejlig dejlig tur, og fantastisk at falde i soev i baelgravende mroerk, saa moerkt at jeg aldrig har set noget lignende, til de mange lyde fra junglen. Jeg boede paa en madras med et myggenet om, ved siden af 2 andre madrasser i et aabent shelter. Og badet var faelles og bestod af en spand med brunt flodvand. Saa det ku naesten vaere lige meget, og vi fik da ogsaa et ordentligt bad paa vores nattetur ud i junglen, haha. Saa meget regnede det, at gummistoevlerne blev fyldt halvt op. Men maden var fantastisk; det bedste malaymad jeg har faaet her endnu. Imponerende. Og saa taeskede jeg lige to af de ansatte i bordtennis, ikke daarligt :-) Saa har de mange pauser i projektskrivningen ude paa kollegiet da baaret frugt!

Selvrestorering paa Mabul, 24.-26. april

Efter vellykket dykkerkursus og dykning paa Sipadan, syntes Els og jeg at vi havde fortjent et par timer i solen, saa vi tog ud til Uncle Changs lodge paa Mabul, som vi havde besoegt en dag for at dykke.
Vi brugte 3 dage der, uden stort andet end afslapning. Jeg tog en enkelt gang ud med dykkerbaaden for at snorkle paa et flot koralrev. Saa mange skildpadder, to forskellige slags moray eels, og maaske en stonefish - men eftersom dens ekspertise er at ligne en sten, kunne det godt bare have vaeret en sten. Havde planer om at tage ud og dykke, men min mave ville noget andet. Maaske meget godt. Havde ogsaa hoert lidt om at dive masteren der ikke var saaaaaa god til det sikkerhedsmaessige, hvilket jeg har oplevet flere gange her... Det er mest de malaysiske dive mastere, som har arbejdet og dykket de samme steder hver dag i mange mange aar - saa bliver selv det smukkeste sted bare endnu en dag "paa kontoret".
Har nu en mistanke om, at det var den corsodyl, jeg brugte til at behandle min blist i munden med, som var skyld i mine maveproblemer, for da jeg blev ved med at have ondt i maven uden at kunne forklare det, og min blist samtidigt overhovedet ikke blev bedre, opdagede jeg at produktet var naesten et aar for gammelt... Og da jeg stoppede, blev begge ting hurtigt ok igen.
Men vi boede altsaa i et stilt house - et hus, der er rejst paa 3-4 meter hoeje stolper, og vi havde det fedt. Udover at der var rigtig hyggeligt, med guitarfest med de ansatte om aftenen paa vores lille gyngene bro hen til vores stilthouse,
boede vi lige foran en malay water village, hvorfra familierne og isaer boernene kom ud foran vores huse og fiskede og samlede muslinger og soepindsvin, hvilket var meget specielt at opleve. Selv helt smaa boern deltog i jagten; saa smaa at de maatte baeres af de aeldre soeskende, naar de ikke laengere kunne bunde.
Der var ret frodigt lige under vores hus, saa vi saa baade soeslanger og en lille morray eel, og en aften kom en ret stor skildpadde ind for at graesse soegraes paa det paa det tidspunkt ca 1,5 meter dybe vand. Tidevandet var helt utroligt, og den ene dag toerlagde det naesten hele omraadet, saa en pige der boede paa lodgen gik ud for at redde soestjerner :-)
Et andet sted paa oen var der en phillipino flygtningelandsby, hvor vi gik hen en dag. Jeg havde noget legetoej med til boernene, men er ikke sikker paa at det var en god ide. Det ledte naesten til slaaskampe, men det virkede til at det vigtigste var at faa et eller andet. Ikke vigtigt hvad det var. Vi tog en del billeder af de soede boern, og de syntes at det var helt fantastisk fedt, og konkurrede i at lave haandtegn, og stikke fingerne saa langt op i kameraet som muligt. Jeg talte med en mand, der kunne noget engelsk. Hans far var fra Fillipinerne mens hans mor er fra Malaysia, saa han er een af de faa, der har et id kort. Han havde studeret i Filipinerne et par aar for at blive politibetjent, men havde ikke penge nok til at goere det faerdigt. Nu boede han her med sin 3. kone og barn nr. 3 og 4. Hvor de to foerste koner med hvert sit barn var henne, meldte historien ikke noget om. Manden var saa heldig at arbejde for dykkerfirmaerne med at reparere dykkerbaadene, saa han og hans familie fik behandlet vand i store dunke. Resten hentede noget op fra en broend, som saa meget grumset ud, og han fortalte mig, at det var en blanding mellem ferksvand og saltvand. Stakkels boern. Officielt eksisterer de ikke og kan derfor aldrig gaa i skole - og deres foraeldre vil aldrig have raad til det alligevel. Men hvis man nu skal vaere flytning, saa er det ikke helt skidt alligevel at vaere det der, fordi de kan fiske alt deres mad lige op af havet.
Den sidste nat i vores stilthouse var der en kaempe storm. Vi vaagnede midt om natten, og maatte kaempe os ud for at redde vores toej der hang paa snoren udenfor. Stormen var voldsom; lynene var mindre end en kilometer vaek, og jeg havde problemer med at sove igen, bange som jeg var for at vi skulle drive vaek. Boelgerne stod hoejt, men kom dog ikke gennem gulvet, der var lavet med "naturlig ventilation". Naeste morgen vaagende jeg ved en masse larm og rabalder. De foregaaende dage havde de stadigt vaeret igang med at bygge paa vores hus, som var helt nyt, men jeg synes nu alligevel at det var lige vel tidligt at gaa i gang med dette kl 7 om morgenen. Men da jeg gik udenfor, fandt jeg ud af at aarsagen til larmen ikke var byggeri: Vores bro var vaek. Gone. Fuldstaendigt forsvundet, sammen med dele af taget og gangbroen paa den anden side af huset, hvor de smaa boern plejede at staa og fiske om aftenen. Larmen kom fra alle de ansatte som plaskede rundt i vandet i redningsveste for at indsamle braedderne af det, der engang havde vaeret vores hus' forbindelse med reten af bygningerne og oen. Vi var altsaa strandet i et hus midt i havet! Kunne slet ikke holde op med at grine, for det er noget af det mest komiske syn jeg laenge har set. Og her havde jeg i nattens storm forsikret mig selv om, at det SELVFOELGELIG havde bygget et solidt hus til os. Foerst efter en time havde de faaet samlet alle plankerne, saa de kunne sende dykkerbaaden over for at hente os. Aktion packed, paa sin egen maade :-)
(Els, der viser boernene det billede, hun netop har taget)

18. - 23. april: Semporna og dykning!

Semporna er normalt en meget stille/kedelig lille moegby, men til det aarlige regatta skal jeg da love for at der var gang i den. Ca. 10.000 flere folk end normalt, og boder og skrald overalt.

Jeg ankom loerdag aften og soendag gik jeg rundt sammen med en belgisk pige, Els, for at udforske lidt. Vi missede faktisk selve sejl-konkurrencen, pga. forkerte oplysninger fra adspurgte folk
(faktisk en meget typisk fejlfaktor, naar man rejser!).
Men vi saa baadene, og hoerte musikken og saa de i traditionelt toej udklaedte boern, der dansede paa daekkene. Paa trods af at Semporna har ret mange dykkerturister, var vi vist de eneste, der havde interesse for regattaet, og vi blev meget vel modtaget af de lokale. Ikke saa faa endda ville have billeder sammen med os - ved ikke om det er fordi de ikke saa tit har set hvide, eller om det er fordi de synes det er hysterisk morsomt med de der lyshaarede kaempekvinder! Men naar nu vi gaar rundt og tager billeder af dem, er det dejligt, at de ogsaa tager billeder af os. Jeg fik en god grinetur sammen med nogle aeldre kvinder, der forsoegte at korrekse mig i min efterligning af den traditionelle dans. Herligt!













I det hele taget var folk i Semporna meget soede og interesserede. De fleste er phillipino eller halvt phillipino, halvt malay, og alle de smaa brune boern synes at have det som hoejdepunktet af deres dag, hvis de kunne faa deres "Hello" gengaeldt med det samme, og et smil. Hvis jeg saa foldede mit enormt beskedne malaysiske ud, med at sporge dem om deres navn og hvor gamle de var, gik de helt i selvsving. Kom lidt i problemer da to piger tog det som startskuddet til en kompliceret samtale - maatte bare smile og forsoege at vise at jeg ikke forstod :-)
Mandag d. 20. april gik jeg saa igang med en af mine helt store udfordringer her paa turen: Dykkercertifikat!
Els og jeg havde vaeret rundt og spoerge de forskellige dykkerfirmaer vedr. dykning paa eftertragtede Sipadan, og vi endte saa med at dykke med Sipadan Scuba, eftersom de kunne sende os til Sipadan dagen efter mit kursus, hvis jeg tog kurset hos dem, og hvis Els koebte en 3-dages pakke. Vi havde ellers begge to en lidt daarlig fornemmelse i maven over dem, men fordi ingen af os rigtigt kunne forklare eller begrunde fornemmelsen, og fordi det tidligste tidspunkt, vi ellers kunne komme til Sipadan var d. 28. april, altsaa 9 dage efter, valgte vi Sipadan Scuba. Paa mange maader viste mavefornemmelsen sig desvaerre at vaere god nok. Men jeg var heldig - efter lidt forhandling fik jeg en dansk instruktoer, Tom, som var rigtig god og taalmodig med min nervoesitet og 10.000 spoergsmaal.
Saa efter 3 dage blev jeg certificeret PADI Open Water Diver, med lov til at dykke ned til 18 meter! Og dagen efter var vi saa paa Sipadan. Sipadan bliver loebende vurderet til at vaere et af verdens top 5 eller top 10 dykkersteder, og er en oe, som sidder paa en 600 meter hoej tinde. Dvs. at naar man dykker, dykker man langs en vaeg, der forsvinder 600 meter ned i dybet under een. Da jeg dagen foer var faerdig med mit kursus, havde jeg visse overvejelser om, om det nu var det vaerd. Jeg var og er utroligt stolt af mig selv over at jeg har gennemfoert kurset, trods angst og nervoesitet - men lige der havde jeg mine overvejelser om, om dykning nu var alle de penge og alt det besvaer vaerd, med udstyr og tunge tanke, og konstant fokusering paa, om man nu traekker vejret, om man nu goer det ordentligt, om man nu styrer sin flydeevne ordentligt osv. - men da jeg lod mig synke ned i vandet ud for Sipadan, glemte jeg ALT om dette.
Der var saa helt utroligt smukt - alt var mere og stoerre end andre steder: flere, stoerre og vildere koraller, kaempe store fiskestimer, fisk i helt utaenkelige farvekombinationer, og hajer; vi saa en del "white tip sharks", som er op til 2 m lange, og en enkelt " grey reef shark", som er lidt stoerre, men stadigt helt ufarlig. Vi saa saa mange at jeg opgav at taelle, og det samme gjaldt skildpadderne, som endda var de stoerste jeg nogensinde har set. Jeg naaede faktisk at blive traet af skildpadder, hvilket ikke var noget, jeg havde forestillet mig.
Den dag, vi var der, var der ogsaa en whale shark, men vi saa den desvaerre ikke. Den er saa 18 m lang - kunne have vaeret saa syrealistisk.
Selve det, at svoemme langs en "mur", s0m gaar saa dybt ned, giver en fantastisk frihedsfoelelse, og jeg oplevede det under, at jeg faktisk stadigt trak vejret, selvom jeg ikke hele tiden fokuserede kraftigt paa det, haha. Eneste tidspunkter hvor jeg maatte give det lidt opmaerksomhed, var naar jeg ville ligge paa ryggen og kigge opad, paa en fiskestime over mig, eller en skildpadde, hvis profil kunne ses gennem solstraalerne fra havoverfladen deroppe - saa maatte jeg lige holde fast i regulatoren for at sikre mig at den ikke smuttede ud af munden.
Inden vi dykkede ned, havde jeg vaeret lidt bekymret over, at dive masteren sagde, at vi skulle ned til 20-21 m - jeg var jo kun certificeret til at gaa ned til 18 m. Men de er ikke saa strikse med det, og de fleste oplever ogsaa foerst nitrogen narcosis efter 26-27 m (en slags forgiftning fra den ilt, man har i tanken, som goer, at man foeler sig beruset og nogle gange, hvis man ikke kan kontrollere det, kan opfoere sig dumt under vandet) - og da vi var dernede, langs den kaempe mur, var jeg ikke bange overhovedet, havde kun lyst til at dykke dybere ned. De 22 m jeg naaede ned viste sig ikke at foeles anderledes overhovedet end de 18. m jeg hidtil havde proevet.
Vores dive master den dag paa Sipadan, Awang, var heldigvis rigtig god, en af de eneste gode i firmaet udover Tom, ifoelge de andres erfarnger. Awang holdt et ekstra oeje med mig, og gjorde mange gange tegn til, om jeg var ok, om jeg havde problemer osv. Og han lavede en film dernede - saa nu har jeg en fantastisk dykkerfilm fra havet under Sipadan, med mig selv og de 6 andre dykkere paa. Man faar et helt specielt forhold til de mennesker, som man deler saadan en oplevelse med.
Efter de 4 dage var jeg traet traet traet. Selvom "de" siger, at det er vigtigt at komme ud at dykke et par gange efter sit kursus, for at huske alt og stadigt have lyst, saa er jeg nu kommet det skridt videre i min selvudvikling, at jeg er begyndt at lytte til min krop - og hovedpine, blister i munden pga. regulatoren (mundstykket) og halvdaarlig mave sagde mig, at de naeste par dage skulle tilbringes i paradiset paa Mabul, en laekker oe, vi havde besoegt en dag for at holde pause mellem dykkene.