Selvrestorering paa Mabul, 24.-26. april

Efter vellykket dykkerkursus og dykning paa Sipadan, syntes Els og jeg at vi havde fortjent et par timer i solen, saa vi tog ud til Uncle Changs lodge paa Mabul, som vi havde besoegt en dag for at dykke.
Vi brugte 3 dage der, uden stort andet end afslapning. Jeg tog en enkelt gang ud med dykkerbaaden for at snorkle paa et flot koralrev. Saa mange skildpadder, to forskellige slags moray eels, og maaske en stonefish - men eftersom dens ekspertise er at ligne en sten, kunne det godt bare have vaeret en sten. Havde planer om at tage ud og dykke, men min mave ville noget andet. Maaske meget godt. Havde ogsaa hoert lidt om at dive masteren der ikke var saaaaaa god til det sikkerhedsmaessige, hvilket jeg har oplevet flere gange her... Det er mest de malaysiske dive mastere, som har arbejdet og dykket de samme steder hver dag i mange mange aar - saa bliver selv det smukkeste sted bare endnu en dag "paa kontoret".
Har nu en mistanke om, at det var den corsodyl, jeg brugte til at behandle min blist i munden med, som var skyld i mine maveproblemer, for da jeg blev ved med at have ondt i maven uden at kunne forklare det, og min blist samtidigt overhovedet ikke blev bedre, opdagede jeg at produktet var naesten et aar for gammelt... Og da jeg stoppede, blev begge ting hurtigt ok igen.
Men vi boede altsaa i et stilt house - et hus, der er rejst paa 3-4 meter hoeje stolper, og vi havde det fedt. Udover at der var rigtig hyggeligt, med guitarfest med de ansatte om aftenen paa vores lille gyngene bro hen til vores stilthouse,
boede vi lige foran en malay water village, hvorfra familierne og isaer boernene kom ud foran vores huse og fiskede og samlede muslinger og soepindsvin, hvilket var meget specielt at opleve. Selv helt smaa boern deltog i jagten; saa smaa at de maatte baeres af de aeldre soeskende, naar de ikke laengere kunne bunde.
Der var ret frodigt lige under vores hus, saa vi saa baade soeslanger og en lille morray eel, og en aften kom en ret stor skildpadde ind for at graesse soegraes paa det paa det tidspunkt ca 1,5 meter dybe vand. Tidevandet var helt utroligt, og den ene dag toerlagde det naesten hele omraadet, saa en pige der boede paa lodgen gik ud for at redde soestjerner :-)
Et andet sted paa oen var der en phillipino flygtningelandsby, hvor vi gik hen en dag. Jeg havde noget legetoej med til boernene, men er ikke sikker paa at det var en god ide. Det ledte naesten til slaaskampe, men det virkede til at det vigtigste var at faa et eller andet. Ikke vigtigt hvad det var. Vi tog en del billeder af de soede boern, og de syntes at det var helt fantastisk fedt, og konkurrede i at lave haandtegn, og stikke fingerne saa langt op i kameraet som muligt. Jeg talte med en mand, der kunne noget engelsk. Hans far var fra Fillipinerne mens hans mor er fra Malaysia, saa han er een af de faa, der har et id kort. Han havde studeret i Filipinerne et par aar for at blive politibetjent, men havde ikke penge nok til at goere det faerdigt. Nu boede han her med sin 3. kone og barn nr. 3 og 4. Hvor de to foerste koner med hvert sit barn var henne, meldte historien ikke noget om. Manden var saa heldig at arbejde for dykkerfirmaerne med at reparere dykkerbaadene, saa han og hans familie fik behandlet vand i store dunke. Resten hentede noget op fra en broend, som saa meget grumset ud, og han fortalte mig, at det var en blanding mellem ferksvand og saltvand. Stakkels boern. Officielt eksisterer de ikke og kan derfor aldrig gaa i skole - og deres foraeldre vil aldrig have raad til det alligevel. Men hvis man nu skal vaere flytning, saa er det ikke helt skidt alligevel at vaere det der, fordi de kan fiske alt deres mad lige op af havet.
Den sidste nat i vores stilthouse var der en kaempe storm. Vi vaagnede midt om natten, og maatte kaempe os ud for at redde vores toej der hang paa snoren udenfor. Stormen var voldsom; lynene var mindre end en kilometer vaek, og jeg havde problemer med at sove igen, bange som jeg var for at vi skulle drive vaek. Boelgerne stod hoejt, men kom dog ikke gennem gulvet, der var lavet med "naturlig ventilation". Naeste morgen vaagende jeg ved en masse larm og rabalder. De foregaaende dage havde de stadigt vaeret igang med at bygge paa vores hus, som var helt nyt, men jeg synes nu alligevel at det var lige vel tidligt at gaa i gang med dette kl 7 om morgenen. Men da jeg gik udenfor, fandt jeg ud af at aarsagen til larmen ikke var byggeri: Vores bro var vaek. Gone. Fuldstaendigt forsvundet, sammen med dele af taget og gangbroen paa den anden side af huset, hvor de smaa boern plejede at staa og fiske om aftenen. Larmen kom fra alle de ansatte som plaskede rundt i vandet i redningsveste for at indsamle braedderne af det, der engang havde vaeret vores hus' forbindelse med reten af bygningerne og oen. Vi var altsaa strandet i et hus midt i havet! Kunne slet ikke holde op med at grine, for det er noget af det mest komiske syn jeg laenge har set. Og her havde jeg i nattens storm forsikret mig selv om, at det SELVFOELGELIG havde bygget et solidt hus til os. Foerst efter en time havde de faaet samlet alle plankerne, saa de kunne sende dykkerbaaden over for at hente os. Aktion packed, paa sin egen maade :-)
(Els, der viser boernene det billede, hun netop har taget)