Fri fra arbejde

Malayerne har en 6 dages arbejdsuge og kun 3 ugers ferie om året, men til gengæld er der så en del helligdage fordelt ud på året. Nogle dage er specifikke for de enkelte regioner, eftersom hver region har en sultan, hvis fødselsdag skal fejres med manér.
Sultanerne skiftes til at være konge, med en regeringsperiode på 5 år. Den valgte sultan flytter så ind i kongepaladset i Kuala Lumpur, og den region, som så fratages deres helligdag, får tilkendt en erstatningshelligdag. Andre regionsspecifikke helligdage afgøres af den dominerende religion og tradition i området. Og det er indrettet så snedigt, at hvis helligdagen falder på en søndag – så har man fri om mandagen!
Det kinesiske nytår er snart, og selvom det kun er kineserne der fejrer det med ædegilder hos familien, så lukker næsten hele landet ned, eftersom kineserne ejer stort set alt hvad der er værd at eje. Så de enkelte indiske og malaysiske restauranter vil have kronede dage, og vi andre tilgodeses med 2 dages fri. Kinesisk nytår falder i år d. 25, så mandag og tirsdag, d. 26.-27. januar er kontoret lukket.
Så selvom der stadigt sker nogle ting i KL – som f.eks. kinesisk dragedans, som bringer lykke, hvis de kommer forbi din butik, er der andre ting, der rykker mere… F.eks. fire dage med sol, strand og snokelling. Så jeg har netop bestilt billet til øen Langkawi, som ligger på vestkysten, helt oppe ved Thailands grænse. Dér ankommer jeg fredag aften, og tager af sted igen tirsdag aften – skal bo på sovesal på et lille hostel, og så ellers bare nyde solen! Hvis vejret en dag er dårligt, består øen ellers af bjerge og jungle, som jeg så kan udforske lidt. Men den primære aftale er mellem mig, en bog, min snorkel og solen (håber den sidste holder sin aftale 100%). Og måske lidt socialisering med andre unge.

Så - Happy Chinese New Year, eller GONG XI FA CAI :-)
I øvrigt så har vi fået og sendt en masse Chinese New Year-kort, samt fået to kasser mandariner, som med deres gyldne farver symboliserer Guld, og dermed bringer rigdom i det kommende år. Så nemt er dét!

Boogie

Så er firbenet igen på besøg i mit køkken. Måske bor det dér.
Da jeg sprang til side, da en hurtig bevægelse fangede mit blik fra øjenkrogen, blev jeg meget lettet over, at det ikke var en kakerlak, men kun firbenet. Så lettet, at jeg har døbt det Boogie [Buggi].
Det første hyggelige navn, der ellers faldt mig ind, var Viggo, men eftersom Mor har en Farbror Viggo, syntes det lidt upassende at kalde et lille næsten gennemsigtigt firben i ens køkken for det samme. Så det blev til Boogie i stedet (det var navn nr. 2, der faldt mig ind, da jeg ville finde en erstatning for Viggo – ”Boogie” er nok egentligt ikke et navn, men det har samme rytme som Viggo, og samme form for symmetri).
Og hvis han har tænkt sig at bo i mit køkken, så er det da lidt hyggeligere, at han har et navn. Så – velkommen til Boogie.

Ellers, så har jeg set én lille kakerlak mere (IGEN, på mit bord i restauranten, men på denne var den noget mere ventet, end på den første, desværre), og 2 (!) rotter mere, på ca. samme sted som sidst, ved floden i nærheden af mit hotel. Så nu er det næsten definitivt legalt at jeg ikke spiser på de spisesteder som ligger mellem hotellet og rotte-floden.

Derudover har jeg set en masse aber med små legesyge unger, der tumlede sig i nærheden af den Bird Park, et slags kæmpe stort walk-in-voilaire-landskab, som jeg besøgte i søndags. Der var så mange smukke fugle, der fløj/gik frit omkring, og de lidt farligere, som store papegøjer og rovfugle, var i bure.
Selvom man har set dem mange gange, var påfuglene alligevel underholdende. Hold da op, hvor er de nogle selvbestaltende storhedsvanvidslidende dumrianer. De er smukke, ja… Men helt ærligt, det er der altså også andre fugle der er. Blev fanget i krydsild mellem tre hanner, der pustede sig op, og næsten synkront drejede sig rundt og rundt med halefjerene spredt ud. Lige ved siden af stien var et bur med nogle ugler i, og oven på bliktaget stod der også en påfugl og pustede sig op og deltog i duellen - man kunne kun lige akkurat se spidsen af hans halefjer. Efter ca. 10 minutters drejen-rundt, med regelmæssigt yderligere oppustning, når haleudspilningen var blevet lidt slatten, kunne jeg endeligt passere. Tossede popfugl. Ellers gik de bare rundt og skreg - og én havde f.eks. meget travlt med at markere territoriet overfor de turister, der ville tage billeder af flamingo-søen... Jamen hør nu her, det er slet ikke dig, vi vil se på lige her!!! Men den pustede sig op, og skreg og viste sig... Og egentligt ville turisterne bare have den til at flytte sig, så den ikke skyggede for udsynet til flamingoerne.

En anden, ret morsom fugl, var denne her, som egentligt er en dueart, selvom dens hovedpryd ligner påfuglens. Den havde en ganske særlig teknik, når den ved foderbrættets udlagte papayafrugt blev forsøgt mobbet væk af de andre almindelig størrelse duer – så strakte den vingen halvt ud, og så fik de andre småfugle ellers én på sinkadusen. Først virkede det, og den fik basket et par stykker væk, men så hentede de små forstærkninger, og omkring 15 små duer, fik jaget den fede storebror ned, som fornærmet spankulerede væk for at slikke sin sårede stolthed. Man er vel ikke duens blå klumpedumpe-vagtel-lignende Gøgebror for ingenting.


Derudover så var parkens hovedattraktion de store lokale indbyggere, hornnæbfuglen. Meget imponerende skabning.

Og der var et inkubatorium, hvor de sødeste kyllinger og ællinger blev udruget. Jeg fik lov at holde dem, og stod der, fuld af erindringer om én af mine yndlingsbøger som barn, der handlede om en ælling, der voksede op hos en dreng (og nu, for første gang i mit liv, fik jeg selv lov at holde en lille Rap); og om dengang, jeg selv fik 4 Høns og 1 Hans af Theis, Helle og Peter i fødselsdagsgave, og efter et stykke tid selv havde små Pip’ere i hønsegården… - og efter et stykke tid fik jeg så at jeg at vide, hvorfor de dog også havde helt almindelige hønsekyllinger…

Og ja, det er jo lidt nemmere/mindre uhensigtsmæssigt, hvis de slipper ud, end rotter… Og ørnene skal jo have mad…
Og jaja, jeg kan da klare det, men hvad med alle de stakkels børn, der også kommer her og aer kyllingerne? Siger de det samme til dem??? Ganske uforsvarligt!!!

Jeg skyndte mig hjem og fortalte den forfærdelige historie til Boogie. Han er en god lytter, det er jeg sikker på, et eller andet sted mellem køkkenskabene. Var lige ved at tage et billede derind i mørket, med zoom og blitz og det hele, for at se om jeg kan fange ham og vise ham til jer. Men så alligevel – har jeg virkeligt lyst til at se i detaljer, hvad der gemmer sig mellem mine køkkenskabe?

At finde vej/Historien om møgbillen.

Hvis Therese var et dyr, kunne hun karakteriseres som på mange måder det modsatte af en elefant = en møgbille. Tumler forvirret rundt uden synderlig sans for retningen undervejs. Og mens møgbillen stopper op, kravler op på elefantlorten og orienterer sig efter solen, er det mit held, at det ene offentlige transport-system i KL, Monorail’en, har sine skinner liggende en 10 meter over jorden. Hvis jeg kan finde skinnerne, kan jeg finde en station, og så kan jeg finde hjem. Både mit hotel og mit arbejde ligger ved en Monorailstation, heldigt som det er.
At komme rigtigt ind og ud af stationerne er en prøvelse i sig selv, og eftersom de tit ligger over en vej (ofte seks-sporet, som er nærmest umuligt at krydse, og dertil ulovligt), er det om at komme ned på den rigtige side. Ellers skal man betale igen for at komme over på den rigtige side.
Og hvis der er to trapper, hvor jeg kan tage begge, men den ene giver en betydelig omvej… -Så er jeg på den igen!
Jeg er simpelthen elefantens modstykke – husker ad pommeren til!
Prøver at memorere og øver mig… Og har f.eks. øvet mig et par gange på at komme på arbejde, inden jeg faktisk skulle…
Så jeg øver og øver, og bevæger mig langsomt udenfor den lige vej, når jeg er nogenlunde sikker på, at jeg kan finde tilbage til den (og her taler vi f.eks. bare om vejen fra Monorail-stationen til hotellet, som tager ca. 7 min at gå).
Da jeg i søndags ville gå til en park 800 m herfra, endte jeg med at måtte hyre en taxi, fordi jeg simpelthen ikke kunne gennemskue, hvilken vej øst var, og hvilken vej jeg i det hele taget skulle vende kortet… Taxichaufføren, en ældre kinesisk herre, grinede højlydt af mig, og foreslog at jeg skulle købe et kompas. Slet ikke en dårlig idé.
Men når jeg har fri og bare turister den, lader jeg det være en oplevelse, og forsøger ikke at irritere mig for meget. Jeg kan jo glæde mig over, at jeg ikke bliver én af dem, som kun har været der, hvor Lonely Planet foreskriver, for ikke engang dét kan jeg finde ud af. En tur, der skulle tage 1,5 time tog 4 for mig…
Såeh… mht. orientering, virker hverken krop eller logik. Kun Monorail. Thank you, Monorail.

Kollegerne -

Mit job i YTL SV Carbon har taget en lidt uventet drejning, eftersom direktøren for YTL SV Carbon, Søren, som er grunden til, at jeg er her, ikke vil være på kontoret alligevel. Han er direktør for det lille firma, som ejes af koncernen YTL, og med tre ansatte udover mig, er det en lille tæt flok. Men fire dage inden jeg skulle starte, fik han konstateret mavecancer. Han er nu indlagt og skal først i kemo i 18 uger, og derefter måske opereres. Så han vil ikke være på kontoret i de tre måneder jeg er her. Måske vil han ind i mellem være på telefonen hjemmefra, hvor han vil opholde sig mellem behandlinger for at undgå risiko for infektioner.
Det er meget synd for ham, men han tager det vist i stiv arm.
Og for mig er det… ja, det vil tiden vise, hvad det bliver. Søren har tidligere samarbejdet med RUC; hans søn læser det samme som mig, og det er kun Søren, jeg har korresponderet med, så de andre på kontoret er uvidende om uddannelsen Teknisk Samfundsvidenskabelig Planlægning, hvilket fører til en del rådvildhed om, hvad jeg er for én, hvad jeg kan, og hvad de i det hele taget skal stille op med mig. Men de er søde og involverende. Og vedkommende.
Mine kolleger er to hindukvinder (dvs. malaysiske indere), Bhavna og Jeya, samt en indisk mand (dvs. inder fra Indien), Ilango. Især Ilangos engelsk er svært at forstå, mens kvinderne er lidt lettere, men jeg lærer det nok. Men med den sammensætning af kolleger har jeg rig mulighed for at lære en masse om hinduisme, hvilket jeg fik den første lektion i, i onsdags.
Dér var Ilango og jeg alene på kontoret, og eftersom det var en hinduistisk helligdag og han egentligt hellere ville være hjemme, inviterede han mig for sjov hjem til ham til frokost. Tog ham på ordet, og så tog vi hjem til hans kone, som havde forberedt en flot stor tamilindisk frokost, i anledningen af gæsten og i anledningen af Thai Pongal, som er dagen, der indleder høsten i Sydindien, og hvor man ofrer til naturen. Vi indledte derfor med en lille ceremoni foran deres husalter, hvor den sariklædte hustru udførte nogle ritualer, messede lidt, udførte puja (), brændte røgelse, og smurte et eller andet i panden, som lignede krydderi. Husalteret var placeret i et lille rum ved siden af køkkenet. Ved ikke om lejligheden var bygget til at huse et sådant, eller om det var forrådskammeret, som var blevet ofret til fordel for det. Men det kunne nu godt være meningen, eftersom lejlighedskomplekset ligger i Brickfields, som er et indisk kvarter i udkanten af KL. Meget spændende!
Middagen foregik ved, at hustruen stod ved bordet og konstant øsede mad på vores tallerkener – heldigvis havde de gennemskuet at jeg måske ikke kunne klare helt så stærke sager som dem selv, så jeg fik kun ca. 1/20 af sovsen Sambar, ifht. hvad Ilango fik.
Men det var en fin oplevelse, og på trods af nogle sproglige vanskeligheder fik vi udvekslet en masse forskelle mellem Indien og Danmark. Især temperaturer og velfærdssamfund kontra forholdet til familien gav anledning til forundring på begge sider.

Yderligere så giver mine indiske forbindelser mig gode muligheder til den næste tamilske/indiske højtid, som er Thaipusam, d. 8. februar. Dette fejres mere i Malaysia end i Indien – hvilket sidste år førte til et opbud på 1,4 mio. mennesker! Min kollega Jeya vil spørge sin lillesøster, som er 25 år, om hun skal af sted i år med sine venner – og så tager jeg af sted sammen med dem.
Helt basalt går det ud på, at man laver ofringer til den tamilske krigsgud, Lord Murugan – primært mælk, og det foregår i et optog fra det største hinduistiske tempel i Kuala Lumpur til Batu Caves, som ligger 13 km udenfor – i optoget går udvalgte tilbedere i trance og bliver piercet med kæmpe kroge, hvori de trækker tunge ting. Ved templet i Batu Caves, efter at have kravlet op ad de næsten 300 trappetrin til selve grotterne, bliver krogene taget ud, og der skulle hverken være smerte eller blod involveret. Dét vil jeg se! Om det så bliver alene eller sammen med de unge hinduer, så bliver det en oplevelse (og Mor, jeg skal selvfølgeligt kun se, ikke blive nålepude selv!).

Kroppens hukommelse vs. hjernens logik

Jeg har fundet ud af, at kroppen husker bedre end hjernen… Kroppen mister al appetit, når min hjerne beordrer benene hen til en lille madbod, som eventuelt kunne have tvivlsom hygiejne. Alt for godt husker den sygdommene i Ecuador, som kostede meget tid og smerte.
Og instinktivt tænder jeg lyset på badeværelset, og venter…. Venter… forsigtigt åbner døren på klem og kigger ind, indtil det går op for mig, at grunden til, at jeg opfører sig sådan er, at det på Cuba jo var badeværelsesafløbet, at kakerlakkerne kom fra, når vi så det, altså… Efter 4 dage prøver hjernen at overbevise instinkterne om, at op til 8. sal kan de nok ikke kravle gennem kloakrørene… Men kroppen venter alligevel indtil lysstofrøret får ordentligt fat, inden døren tør åbnes.

Religion og etnicitet tur/retur

Overvejer om man skulle sige at man kom et andet sted fra en Danmark, pga. den dersens Muhammed-krise. Var på besøg i en moske (hvor de, meget praktisk, udlånte kjortler og tørklæder til bastard-turisterne), hvor min søde rundviser sagde, at han skam godt kende Danmark. ”The cartoon drawings, you know”… Ah, ja… Men han sagde, at det var fortid nu, at de også havde gjort ting i den forbindelse, som de ikke var stolte af, og at alle må lægge det bag sig. Og så pralede han lidt af, at det jo var sådan at det malaysiske samfund måtte fungere – med accept af hinanden. Men tja… Han var jo rundviser i denne her moske, og ville jo gerne vise Islam fra den bedste side, og man fik også lige et par foldere med, om vidunderne ved Islam… Så jeg har svært ved egentligt at bruge hans udsagn som noget generelt gældende. Dertil, så er ”accepten” de forskellige etniske grupperinger imellem vist så som så. Det er godt nok et multikulturelt samfund, men der er mange gnidninger imellem dem. Regeringen har været nødt til at reservere en procentdel pladser på universiteterne til etniske malayer, for ellers ville kineserne optage alt. Kineserne sidder på alle pengene i samfundet, og ejer alle store virksomheder, undtagen olien, som staten ejer.
Dertil er der en del trods, som f.eks. da den hinduistiske taxichauffør fra lufthavnen demonstrerede, at han holdt med israelerne i Gaza-konflikten. På trods af, at en stor del af det resterende samfund sympatiserer med muslimerne, palæstinenserne, i konflikten, som optager en stor del af hver eneste nyhedsudsendelse, hvor det er ikke sjældent, at der i bunden af skærmbilledet er nævnt et kontonummer, hvor man kan indsætte sit støttebidrag til palæstinenserne i Gaza.
Men multikulturelt og farverigt på alle måder, dét er det. Den primære fordeling på etnicitet og religion er således, at de etniske malayere primært er muslimer; kineserne er primært buddister, mens inderne primært er hinduer. Derudover er der også kinesiske og indiske muslimer, ligesom der også er en stor pakistansk moske i byen. Der er også en del sikher i gadebilledet, mens koreanere, japanere og australiere udgør en mindre del (kan nu ikke helt se forskellen på alle de skævøjede…)
Ikke ret mange hinduistiske kvinder går i sari, men mange går i en anderledes traditionel klædedragt – og næsten alle med den røde plet i panden.
Nogle muslimske kvinder går med den traditionelle lange klædedragt (hvilket også har affødt at der på rulletrapper er afbilledet en dame med meget lang kjole, med en advarsel om at ikke at komme til at hænge fast når man skal af…), men flest går bare med hovedtørklæde, en tynd langærmet bluse og bukser. Endnu har jeg ikke set nogen burkaer, men enkelte kvinder går helt i sort, og kun med øjnene synlige. Men muslimerne må f.eks. gerne holde i hånd på gaden, og mit generelle indtryk er, at islam udøves temmelig afslappet. Men islam er den officielle religion, med over 50 % af befolkningen som muslimer. Og gadebilledet og arbejdslivet præges da også derefter.
Jeg har set skoleuniformer, der var: Blå nederdel, lang hvid kjortel, og yndigt hvidt hovedtørklæde, samt hvide sko. De indiske skolepiger undlod så tørklædet.
De ridende betjente i parken har designet et matchende hovedtørklæde til den kvindelige betjent; gadebetjentene har også kasketten ovenpå tørklædet, og bag på scooteren ryger hjelmen uden på tørklædet, mens overkjortlen smøges op over bukserne, og så derudad.
De malaysiske muslimske piger er i øvrigt meget yndige, med deres lysebrune ansigt og mørke øjne, ofte i et hvidt hovedtørklæde, som understreger yndigheden.
I dette virvar af folk og religion forsøger jeg at tilpasse mig… Har tidligere oplevet, at borgerne i fattigere ikke-vestlige lande har set misbilligende på turister, og vil virkeligt ikke være parodien på en fed amerikansk turist i XXL –t-shirt, som vader ind overalt, uden sans for konteksten.
Så trods varmen forsøger jeg at holde rimelige længder på tøjet – som minimum skuldrene og knæene dækket, og helst gamacher under nederdelen. På trods af, at mange kinesere her går i langt mindre, dvs. stropbluse og minishorts, og at mange turister gør det samme.
Og maden? Vil det være dårligt, hvis jeg til frokost med hinduerne fra mit arbejde bestiller ko?
Mange hinduer spiser hverken ko eller gris; gris fordi det bare ikke er tilgængeligt i Indien og derfor ikke er en del af traditionen, ko pga. religion. Muslimerne spiser ikke gris. Kineserne spiser det hele, inkl. Menneskets Bedste Ven. Måske derfor at jeg i udkanterne af byen har set langt færre hunde end andre forholdsvist fattige lande, jeg har været i. Dog er der nogle katte, som vist også holdes delvist som kæledyr.
For muslimerne må man ikke vise sine fodsåler – og er der noget med, at kineserne anser det som uhøfligt, hvis man viser sine tænder, når man griner? Og så er der vist noget med, at kineserne mener det bringer ulykke, hvis man stikker sine spisepinde ned i en fælles skål ris, men sin ske, det må man gerne eller hvad?

Andre ting, som jeg har overvejet, hvorvidt nogle ville føle upassende/uhøfligt: albuer på bordet – tyggegummi – hikke? Inderne bøvser højlydt, det er åbenbart ikke anset som særlig uhøjligt. Og er det nu noget med, at man faktisk helst skal bøvse? Er det monstro uhøfligt at spise helt op, eller er det uhøfligt ikke at gøre det? Og hvilken hånd er det nu, man spiser med, hvis der ikke er bestik, og hvilken spiser man IKKE med?
Jeg er en fremmed her. Men på en måde føler jeg, at det giver mig større berettigelse, at jeg arbejder her. Jeg kan se det i deres øjne. Jeg arbejder her, jeg er ikke bare på besøg i zoo, og jeg prøver faktisk hårdt på ikke at støde/fornærme nogen. Elsk mig! Tal med mig! ;-)

Indtryk

KL, den daglige betegnelse for Kuala Lumpur, er varm, fugtig og ofte blæsende om eftermiddagen, heldigvis. Den daglige eftermiddagsskylle renser lidt, men er ikke rar, når den skal fordampe igen.
Kontorerne, og i øvrigt alle steder indenfor, fra hoteller, kontorer og malls til taxier, er det omkring 17-18 grader, og den vedvarende brusen fra de airconditions, som overalt sørger for dét, var med til at forhindre min nattesøvn de første par dage. Dem, og så jetlag…

Første indtryk af KL er, at det er et shopping mekka /-helvede.
Fra så fashionable kæmpe malls, at Magasin godt kan gå hjem og pakke, hvor Luis Vuitton, Gucci og Paris Hilton-butikker kæmper om pladsen, til de underjordiske kinesiske malls, hvor du kan få sko til en 50’er, og markeder, markeder og markeder. Der findes næsten ikke den ugedag, hvor en bydel ikke slår dørene op for et marked – og det er faktisk helt utroligt, så mange accessories, man kan få til den muslimske kvindes klædedragt. De glor godt nok lidt mærkeligt på mig, når jeg kigger dem over skuldrene… Har faktisk overvejet at købe et tørklæde, for at kunne gå mere ubemærket omkring på underlige steder.

Man kan købe ALT her. Man kan faktisk også få både rugbrød (tysk, men det ligner nu ret almindeligt dansk fuldkornsrugbrød med solsikkekerner), og skæreost fra Arla (så længe det holder), og dejlige franske oste. Så hvis man hungrer efter en ostemad, kan man få det. Fuldkornsgrovbrød har jeg dog ikke set. Deres mælk smager hæsligt – men heldigvis kan jeg godt lide havregryn med vand. Havregryn bliver så i øvrigt solgt som et kolesterolnedsættende kosttilskud, der vil gøre dig sund og frisk som en havørn, hvis du spiser 5 skefulde om dagen… Måske er det bare fordi at malayerne ellers spiser ris vædet i fed kokosmælk til morgenmad…
Derudover kan man få alskens mærkelige madprodukter - og er i gang med at prøve det meste. I andre butikker kan man få ting, jeg end ikke ved hvad er – men fik dog identificeret, at kineserne også her bruger ”skin whitener”, samt særdeles hvidt pudder.

De kører i modsatte side af vejen end os, hvilket jeg opdagede ved at taxichaufføren troede jeg ved var at stjæle hans taxi… …nå, men så går jeg da bare lige så stille om på den rigtige side, hvor passagersædet er… Skulle bare lige kigge…
Den modsatte retning bevirker også, at det er omvendt på rulletrapper. Her er det altså ”Stå til venstre, gå til højre”…

Trafikken er slem, og de er meget glade for fire-sekssporede ensrettede veje (hvorfor ikke lave det 50/50?), men heldigvis er den offentlige transport god og billig. Der er godt nok 5 forskellige systemer i byen, med hver sin billet og station, som ikke altid hænger sammen indbyrdes, men heldigvis er kun 2 af systemerne aktuelle for mig. Det er generelt anset som fattigt at køre med offentlig transport, så for det meste er der okay plads i min ende af toglinjen – og en ny personbil kan også fås helt ned til 65.000 kr. Og scootere må helt sikkert være meget billige, for det vrimler med dem. En observation i den forbindelse er, at der dels er en lille ”cykelkurv” på indersiden at styret, så damen bagpå kan lægge sin håndtaske dér, samt at chaufføren ofte har en regnfrakke på, omvendt, og åbenstående (i ryggen, altså). Måske er det egentligt meget smart, når det pludseligt regner, og den beskytter nok også mod blæst når det går stærkt (og det gør det), samtidigt med at det ikke bliver for varmt, fordi den ikke lukkes.
Har set den første rotte, og den første kæmpe kakerlak samt en lille (på mit bord på restauranten). Men intet i min lejlighed, bortset fra myrer på altanen og et næsten gennemsigtigt firben i køkkenet.

En del af min løn er, at firmaet betaler for en lejlighed til mig, og jeg har så fået denne her kæmpe lejlighed i et slags hotel. Den indeholder køkken, hvor der godt nok ikke er potter og pander, men køleskab og fryser, ovn og komfur, microbølgeovn, vandkoger, brødrister, og lidt service, samt stue, med spiseplads til 4, sofa og tv, samt altan. To badeværelser, det ene med badekar (ikke at det på nogen måde kan være en fornøjelse, eftersom der kun er koldt vand), samt to soveværelser, med plads til 4 i alt, og et studyroom, som jeg ikke har fundet på noget at bruge til endnu… Føler mig næsten Beverly Hills-agtig, når jeg går rundt i lejligheden, som i øvrigt bliver gjort rent hver 2. dag, hvor også sengetøj, håndklæder, skraldespande, sæber og toiletpapir fornys. HERLIGT!

Det er i gennemsnit en ren by. Hvilket vil sige, at den i centrum er HELT REN, man ser ikke et skod på jorden. Andre steder er den knap så ren… F.eks. dér hvor jeg bor. Der løber ellers en flod gennem byen tæt ved mig, og det kunne være meget yndigt, hvis ikke der lå så meget skrald på bredderne. Det var så også dér, at jeg så en rotte så fed så fed, og så lang som mit underben, ekskl. hale!

Velkommen til min travelblog.

SÅ! Malaysia :-)
Jeg tog af sted fra Danmark d. 6. januar 2009, efter nogle hektiske dage, hvor kun Mors og venindernes gode hjælp muliggjorde, at jeg kunne efterlade lejligheden ordentligt. Den er nu lejet ud til Ellen fra min efterskole og hendes veninde.
Jeg har altså været her i lidt over en uge. Tirsdag startede jeg på mit job i firmaet YTL SV Carbon. Her har jeg et 3 måneders trainee-forløb, og derefter skal jeg rejse rundt i landet indtil afrejsen til Danmark igen d. 3. juni. Med mindre jeg forlænger med 3 uger, og først tager hjem i starten af juli. Lejligheden er alligevel lejet ud indtil 1. juli, så hvis ikke oplevelseskammeret er fyldt og hjemveen har taget over, så bliver jeg muligvis hernede lidt længere. Ellers er planen at starte igen på RUC 1. september, så hvis la economia tillader det, kan jeg sådan set blive indtil da (men det tror jeg nu ikke den gør).
Men velkommen til min blog – som har været i tankerne siden jeg kom, men først nu er blevet en realitet. Derfor har der nået at samle sig en del indtryk, som nok kommer sådan lidt hulter til bulter.
Jeg håber I alle har det godt i Danmark, eller hvor I ellers befinder jer i verden.
Kærlig hilsen Therese