
Så er firbenet igen på besøg i mit køkken. Måske bor det dér.
Da jeg sprang til side, da en hurtig bevægelse fangede mit blik fra øjenkrogen, blev jeg meget lettet over, at det ikke var en kakerlak, men kun firbenet. Så lettet, at jeg har døbt det Boogie [Buggi].
Det første hyggelige navn, der ellers faldt mig ind, var Viggo, men eftersom Mor har en Farbror Viggo, syntes det lidt upassende at kalde et lille næsten gennemsigtigt firben i ens køkken for det samme. Så det blev til Boogie i stedet (det var navn nr. 2, der faldt mig ind, da jeg ville finde en erstatning for Viggo – ”Boogie” er nok egentligt ikke et navn, men det har samme rytme som Viggo, og samme form for symmetri).
Og hvis han har tænkt sig at bo i mit køkken, så er det da lidt hyggeligere, at han har et navn. Så – velkommen til Boogie.
Ellers, så har jeg set én lille kakerlak mere (IGEN, på mit bord i restauranten, men på denne var den noget mere ventet, end på den første, desværre), og 2 (!) rotter mere, på ca. samme sted som sidst, ved floden i nærheden af mit hotel. Så nu er det næsten definitivt legalt at jeg ikke spiser på de spisesteder som ligger mellem hotellet og rotte-floden.
Derudover har jeg set en masse aber med små legesyge unger, der tumlede sig i nærheden af den Bird Park, et slags kæmpe stort walk-in-voilaire-landskab, som jeg besøgte i søndags. Der var så mange smukke fugle, der fløj/gik frit omkring, og de lidt farligere, som store papegøjer og rovfugle, var i bure.
Selvom man har set dem mange gange, var påfuglene alligevel underholdende. Hold da op, hvor er de nogle selvbestaltende storhedsvanvidslidende dumrianer. De er smukke, ja… Men helt ærligt, det er der altså også andre fugle der er. Blev fanget i krydsild mellem tre hanner, der pustede sig op, og næsten synkront drejede sig rundt og rundt med halefjerene spredt ud. Lige ved siden af stien var et bur med nogle ugler i, og oven på bliktaget stod der også en påfugl og pustede sig op og deltog i duellen - man kunne kun lige akkurat se spidsen af hans halefjer. Efter ca. 10 minutters drejen-rundt, med regelmæssigt yderligere oppustning, når haleudspilningen var blevet lidt slatten, kunne jeg endeligt passere. Tossede popfugl. Ellers gik de bare rundt og skreg - og én havde f.eks. meget travlt med at markere territoriet overfor de turister, der ville tage billeder af flamingo-søen... Jamen hør nu her, det er slet ikke dig, vi vil se på lige her!!! Men den pustede sig op, og skreg og viste sig... Og egentligt ville turisterne bare have den til at flytte sig, så den ikke skyggede for udsynet til flamingoerne.
En anden, ret morsom fugl, var denne her, som egentligt er en dueart, selvom dens hovedpryd ligner påfuglens. Den havde en ganske særlig teknik, når den ved foderbrættets udlagte papayafrugt blev forsøgt mobbet væk af de andre almindelig størrelse duer – så strakte den vingen halvt ud, og så fik de andre småfugle ellers én på sinkadusen. Først virkede det, og den fik basket et par stykker væk, men så hentede de små forstærkninger, og omkring 15 små duer, fik jaget den fede storebror ned, som fornærmet spankulerede væk for at slikke sin sårede stolthed. Man er vel ikke duens blå klumpedumpe-vagtel-lignende Gøgebror for ingenting.
Derudover så var parkens hovedattraktion de store lokale indbyggere, hornnæbfuglen. Meget imponerende skabning.
Og der var et inkubatorium, hvor de sødeste kyllinger og ællinger blev udruget. Jeg fik lov at holde dem, og stod der, fuld af erindringer om én af mine yndlingsbøger som barn, der handlede om en ælling, der voksede op hos en dreng (og nu, for første gang i mit liv, fik jeg selv lov at holde en lille Rap); og om dengang, jeg selv fik 4 Høns og 1 Hans af Theis, Helle og Peter i fødselsdagsgave, og efter et stykke tid selv havde små Pip’ere i hønsegården… - og efter et stykke tid fik jeg så at jeg at vide, hvorfor de dog også havde helt almindelige hønsekyllinger…
Og ja, det er jo lidt nemmere/mindre uhensigtsmæssigt, hvis de slipper ud, end rotter… Og ørnene skal jo have mad…
Og jaja, jeg kan da klare det, men hvad med alle de stakkels børn, der også kommer her og aer kyllingerne? Siger de det samme til dem??? Ganske uforsvarligt!!!
Jeg skyndte mig hjem og fortalte den forfærdelige historie til Boogie. Han er en god lytter, det er jeg sikker på, et eller andet sted mellem køkkenskabene. Var lige ved at tage et billede derind i mørket, med zoom og blitz og det hele, for at se om jeg kan fange ham og vise ham til jer. Men så alligevel – har jeg virkeligt lyst til at se i detaljer, hvad der gemmer sig mellem mine køkkenskabe?
No comments:
Post a Comment