Hvis Therese var et dyr, kunne hun karakteriseres som på mange måder det modsatte af en elefant = en møgbille. Tumler forvirret rundt uden synderlig sans for retningen undervejs. Og mens møgbillen stopper op, kravler op på elefantlorten og orienterer sig efter solen, er det mit held, at det ene offentlige transport-system i KL, Monorail’en, har sine skinner liggende en 10 meter over jorden. Hvis jeg kan finde skinnerne, kan jeg finde en station, og så kan jeg finde hjem. Både mit hotel og mit arbejde ligger ved en Monorailstation, heldigt som det er.
At komme rigtigt ind og ud af stationerne er en prøvelse i sig selv, og eftersom de tit ligger over en vej (ofte seks-sporet, som er nærmest umuligt at krydse, og dertil ulovligt), er det om at komme ned på den rigtige side. Ellers skal man betale igen for at komme over på den rigtige side.
Og hvis der er to trapper, hvor jeg kan tage begge, men den ene giver en betydelig omvej… -Så er jeg på den igen!
Jeg er simpelthen elefantens modstykke – husker ad pommeren til!
Prøver at memorere og øver mig… Og har f.eks. øvet mig et par gange på at komme på arbejde, inden jeg faktisk skulle…
Så jeg øver og øver, og bevæger mig langsomt udenfor den lige vej, når jeg er nogenlunde sikker på, at jeg kan finde tilbage til den (og her taler vi f.eks. bare om vejen fra Monorail-stationen til hotellet, som tager ca. 7 min at gå).
Da jeg i søndags ville gå til en park 800 m herfra, endte jeg med at måtte hyre en taxi, fordi jeg simpelthen ikke kunne gennemskue, hvilken vej øst var, og hvilken vej jeg i det hele taget skulle vende kortet… Taxichaufføren, en ældre kinesisk herre, grinede højlydt af mig, og foreslog at jeg skulle købe et kompas. Slet ikke en dårlig idé.
Men når jeg har fri og bare turister den, lader jeg det være en oplevelse, og forsøger ikke at irritere mig for meget. Jeg kan jo glæde mig over, at jeg ikke bliver én af dem, som kun har været der, hvor Lonely Planet foreskriver, for ikke engang dét kan jeg finde ud af. En tur, der skulle tage 1,5 time tog 4 for mig…
Såeh… mht. orientering, virker hverken krop eller logik. Kun Monorail. Thank you, Monorail.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment