Syg + weekend som plejebarn

SÅ havde jeg da lige den første seriøse omgang mavetamtam. Det holdt mig vågen halvdelen af natten til torsdag sidste uge, og fraholdt mig fra jobbet torsdag og fredag - og er ikke engang sikker på præcist hvad der forårsagede det.
Tumlede bare rundt med min telefon i hånden, fordi jeg havde så meget feber og smerter, at jeg var temmeligt overbevist om at jeg kunne dejse om hvad øjeblik det skulle være... Ikke rart! Har måtte sende bud efter noget mere mavemedicin, når min veninde Anja kommer herned d. 21. marts for at samle data til hendes bachelorprojekt; min mave er åbenbart langt mere følsom end jeg troede... Da jeg var på Langkawi reagerede den også stærkt bare på varmen, tror jeg...

Weekenden blev jeg plejet og passet hos min kollega Bhavna, hendes mand og tre børn, mor og maid, importeret fra Indien.
Det var meget hyggeligt og afslappet – og jeg er snart ved at være ret ferm til at spise med fingrene. Tænk at ens forældre bruger så meget tid på at lære én at håndtere kniv og gaffel – og her er det så enten ske og gaffel, pinde, eller hånden. Men det kræver en ret speciel teknik at spise med kun højre hånd – f.eks. at hive brød i stykker, dyppe det i de forskellige karrysovse, og få det ind i munden, uden at ramme ved siden af, eller få karrysovs ned ad hagen.
Inderne spiser også forskelligt, alt efter hvor de stammer fra. Men jeg har optaget den nordindiske måde, hvor man kun bruger selve fingrene, og ikke som i Sydindien, hvor de bruger hele hånden; det bliver lidt for griset for mig.
Fredag gik vi på legepladsen med børnene – det er vidunderet ved at have en maid – at man kan komme sent hjem, gå på legepladsen en times tid med børnene, og når man kommer hjem, så er der mad :-)
Ellers, så har børnene her en noget anderledes dagsrytme end børn i Danmark. Pigen, Vrinda, på 8 år, går i skole hver dag fra 7-13, hvorefter hun kommer hjem, laver lektier og ser tv, og venter på at Mor og Far kommer hjem og tager dem med på legepladsen.
De to små drenge, Kishen på 3 år og Suraj på 1,5 år, ser tv hele dagen, spiser og tager en lange eftermiddagslur. Danske børn vil være en del ude og lege i løbet af dagen, men det er for varmt til det her – det kan man først gøre i aftenskumringen.
De ser meeeeeeeeeeeget tv – også når børnene spiser. Det foregår ved, at mor eller maid laver fint tilpassede ris-sovs-kugler, som stoppes ind i munden på barnet. Barnet sidder helt paralyseret over tv’et imens, og tager imod maden.
Mormoren er hos familien hele ugen, og tager kun tilbage til morfaren i weekenden – morfaren bruger så ugen hos sønnen, og hjælper med deres 3 børn. Bhavnas mor er kun 55, og en meget frisk dame, og dygtig kok – men hun foretrækker også at sidde stille hele dagen og se telenovellaer. Bhavna har fortalt, at hendes mor er hos børnene, fordi de ikke helt stoler på maidens intelligens og evner til at stimulere børnene, men mormoren laver tilsyneladende ikke noget med børnene alligevel, som f.eks. læse historier, sanglege, tegne, lege med togbane, eller lignende…
Lørdag var det desværre voldsomt regnvejr, hvilket så betød at der ingen legepladstur blev. Især Kishen på 3 år kunne slet ikke klare, ikke at få brugt sin energi, og var meget aggressiv over for alt og alle. Forældrene tumlede lidt med ham, men lyttede ikke rigtigt til ham, og flere gange kunne jeg forudse det, inden han gjorde noget ledt ved sin lillebror… Jeg kunne se ham blive misforstået, og eftersom jeg jo er sådan én, der gerne vil løse alles problemer, måtte jeg slå en stor knude på mig selv, og ikke sige noget. Har hørt noget om, at børneopdragelse vist er et punkt, hvor forældre er ret følsomme… Og så især når det er i en anden kultur, med andre normer, osv, kunne jeg meget let have misforstået noget...
Søndag morgen tog Sundar så drengene med på legeplads, inden det blev for varmt, men resten af dagen regnede det, og vi måtte blive inden døre… Mere tv… Huset var levende med gæster hele weekenden, så de voksne havde underholdning nok, men igen voksede Kishens frustrationer, og han blev en led lille drillepind. Og mig kunne han heller ikke lide – hvilket jeg vist aldrig før har prøvet med børn? Så jeg kunne ikke hjælpe ham.
De to brødre er ret meget rivaler, så efter at Suraj (efter hele fredagen at have tudet når han så mig), endeligt kastede sin kærlighed på mig i løbet af lørdagen, var der ingen vej frem med Kishen.
Og det åndssvage af det hele var, at det gjorde mig lidt ilde tilpas – at se drengen så ustimuleret og misforstået.
F.eks. kom der nogle venner over søndag, som havde en søn på deres alder. Han satte sig og legede med sit legetøj, mens Kishen bare gloede fjernsyn. Og forældrenes forsøg på at få børnene til at lege sammen, lykkes kun delvist, efter 4 timer. Selvom det virker dejligt for børnene at være hjemme, med hinanden, mormor og tjenestepige, så er der vist noget godt i den socialisering, som børnehaverne giver i Danmark.
Hverken Jeya eller Bhavna tænker særligt højt om deres maids’ intelligens. Begge maids er uuddannede og fra landlige områder, og er hele livet blevet beordret til, hvad de skulle gøre. Først syntes jeg nu at de behandlede deres maids noget hårdt – men det er virkeligt utroligt, hvor forskellige mennesker kan være. Èt er, at mine kolleger kan lære deres maids, som begge er i 20’erne, alfabetet, samtidigt med at de lærer deres børn det, men faktum er, at pigerne aldrig har udviklet evnen til at tænke selvstændigt eller logisk. Et eksempel er, at Bhavnas 3-årige søn Kishen kan løse puslespil (af den slags med ca. 8 kæmpe store brikker), som maiden ikke kan finde ud af. De kan ikke selv se, at de i ophængningen af gardinet har sprunget kroge over – for det hænger der jo? De kan ikke ugedagene, og kan ikke administrere, at skulle tørre støv af: ”når det er nødvendigt”. De har hele deres liv kun imiteret adfærd, og derfor skal kvinderne her mobilisere al tålmodighed, og f.eks. kun lære maids’ne én ting om ugen, og højst sandsynligt repetere igen og igen – den ene uge lærer vi at betjene vaskemaskinen, på ét program, næste uge lærer vi at bruge en køkkenkniv (jeps, den ene kommer fra et sted, hvor man ikke engang har knive, men i stedet et andet slags instrument til at flå grøntsagerne i stykker med). Jeg har så siden ste Jeyas maid, som har den mindste intelligens-udvikling af de to maids, håndtere kartofler. Først prøvede hun at skrælle med en kniv, men det var ret svært for hende - og først efter 20 sekunder fandt hun ud af, at hun havde vendt kniven forkert - altså med bladet opad. Efter at hun havde fået vendt kniven, var det stadigt noget svært for hende - og saa opdagede Jeya hvad hun lavede, og fandt skrællekniven frem til hende - og det viste sig, at maiden havde skullet skrælle kartofler masser af gange for...
Denne oplevelse sammen med mine kollegers forklaringer om deres maids, giver mig lidt større forståelse for, når jeg undrer mig, og bliver irriteret over, når f.eks. rengøringsfolk udfører deres arbejde helt automatisk. F.eks. på Cuba var det tit tilfældet, at gulvet på offentlige toiletter konstant blev vasket/tørret over med en moppe, og sekundet efter, at moppen havde forladt gulvet, sad fluerne dér igen. For mig siger det helt tydeligt, at så er gulvet ikke rent, og så må man jo skifte vandet, eller bruge en anden sæbe. Men det faldt aldrig rengøringsfolkene ind – de gjorde jo de rigtige bevægelser, uden at vurdere arbejdet: Er det godt nok? Er det for meget/unødvendigt? Ligesom at rengøringsfolkene på mit hotel kan ”vaske gulv”, og helt tydeligt ikke få morgenens kaffeplet af – uden at bemærke det… Og den ene gang, hvor jeg var i lejligheden, brugte de også gulvmoppen til at tørre en reol af med, mega klamt, men for ham var det måske essensen, at bordet blev tørret af…
Så egentligt kan jeg godt forstå, at kvinderne her gerne vil have maids’ne et stykke tid; oplære dem ordentligt, før de overlader deres børn i deres varetægt. Maids’ne har ikke selv børn, og vil måske ikke kunne reagere på børnenes behov på en måde, som mødrene ville synes var god og forsvarlig.

Men igen, så var det en lærerig weekend. Og jeg mødte Bhavnas svigerinde, Annu, som var rigtig sød, og det er altid rart at kende flere mennesker – og det var et stort plus, da vi var til chefens 50 års fødselsdag i onsdags – at jeg både kendte Bhavna, Sundar, Bhavnas mor og far, og Annu, foruden mine kolleger.
Her er lige et billede af hjemmealteret.
Til daglig var det overdaekket, saa havde egentligt ikke opdaget det - men om soendagen blev det smykket med friske blomster, og saa bad de vist - jeg saa det nu ikke, men synes det er en sjov kombination, at have alteret staaende lige ved siden af kontoret og Mac'en, den store computer og printeren...

Singapore 13.-15. februar 2009

Sidste weekend tilbragte jeg i Singapore, hvor Mors kollega Morten og hans singaporianske kone Liz havde inviteret mig på besøg. De bor selv i Danmark, men var på et 10-dages visit og inviterede så mig. Det var fedt!
Vi boede hos to af Liz’ søstre, i deres lejlighed i en af Singapores mange mange boligblokke – som er en stor del af det, som har gjort Singapore så velstående. Men eftersom regeringen har fundet ud af, at bygningsarbejde skaber velstand i samfundet, får næsten intet gammelt lov til at blive stående – så det var lidt underligt, at gå rundt i en by, der næsten alle steder var splintrende ny.

Jeg ankom fredag til aften, hvor Morten og Liz hentede mig i lufthavnen. Herefter tog vi tog tværs over øen, i ca. halvanden time, til en restaurant, hvor vi skulle spise middag med en gruppe af Liz’ venner. Restauranten var vist typisk kinesisk, og for første gang prøvede jeg et typisk kinesisk måltid. Vi sad bænket omkring et rundt bord, hvor der i midten var alskens forskellige retter – og så rejste man sig bare og med sine spisepinde tog hvad man gerne ville have over på sin egen lille tallerken. Først var der noget svinekød og noget kylling og en smule grøntsager, og derefter kom forskellige fiskeretter, alt sammen meget flot anrettet.

Efter middagen tog vi hjem til Joe (og så fik man lige set endnu et privat hjem), og hans kone Amy. Her blev der også disket op med alskens søde sager, og også noget tørret fiske-noget, f.eks. tørret blæksprutteringe, hvilket mine danske smagsløg synes er lidt mærkeligt: at spise kage og derefter noget, der smager af fisk. Men hyggeligt var det, og de var alle rigtig søde.
Om lørdagen gik vi på tur i Singapores Little India – hvor jeg stødte ind i Line B fra min gymnasieklasse! Meget pudsigt, eftersom jeg ikke har set hende siden vi blev studenter for 6 år siden.
Morten og Liz skulle have lidt madvarer med hjem, så fik chancen for at se en masse underlige kinesiske fødevarer - bl.a. et udvalg af ca. 20 forskellige slags tørret søpølse, hele tørrede blæksprutter, hajfinner til ca. 8.000 kr/kg og ginseng, hvor den flotteste rod kostede ca. 20.000 kr...

Vi var på en super god indisk restaurant, og kort derefter skulle vi skynde os hjem, fordi vi skulle til stor middag hos Liz familie. De er 7 søstre og 1 søn (ja, man må jo blive ved, indtil man får den længe ventede søn…), og nogle børnebørn og så bedsteforældrene.
Her oplevede jeg virkeligt klinchene mellem den kinesiske tradition og fornyelse. Familien er katolikker, og derfor blev børnene sendt i katolsk skole, som åbenbart var mere vestlig i undervisningsmetoderne end de asiatiske skoler – så meget mod forældrenes vilje, er alle børnene moderne – og ikke særlig kinesiske i deres levevis. Forældrene var meget distancerede, og ingen rigtigt talte med dem – tror ikke de kan forstå især deres døtres valg i livet. Alle søstrene er velfungerende selvstændige moderne kvinder, og 2 af dem har ikke giftet sig, men lever alene – nogle gange er det at foretrække i stedet for at ende op med en for traditionelt orienteret kinesisk mand.

Men moderne eller ej – jeg oplevede også noget, som vist er mere generelt for flere asiatiske lande, men især Singapore – der er ingen, der viser hengivenhed fysisk. Ingen knus eller kærtegn. Ikke mellem søstre eller veninder… højst en voksen der trækker et barn ind til sig, men mellem de voksne venner og familie var der HØJST et hurtigt kejtet (eller, sådan ser det jo ud for mig) klap på skulderen. Dét er altså mærkeligt! Søskende og venner havde ikke set Liz i 10 mdr… og ingenting. Og faktisk heller ikke meget goddag-hilsen, sådan a la ”Heeeeeeeej, ih, hvor er det godt at se dig!(nu hvor jeg ikke har set dig i næsten et år)”. Liz var ikke engang nødvendigvis den første de andre sagde hej til eller centrum for noget som helst opmærksomhed…

Efter vi havde været der nogle timer, satte forældrene sig til bords og spiste, serviceret af skiftende børn og børnebørn, hvorefter de forlod selskabet for at gå i kirke. Jeg blev også, som ekstra-gæst, tilbud at spise, men jeg ville hellere vente til alle skulle spise. Her opstod der så igen noget, som i min kultur var spøjst: der var ikke nok siddepladser. Nogle klemte sig sammen på bænken, eller sad to på én stol, andre sad med børnene ovre i sofaen, nogle ventede – men i det hele taget lod det ikke til at være et problem eller noget, man skulle tage sig af. I og med at Liz og Morten ikke havde været der til Chinese New Year, som ellers traditionelt er et 2-3 dages langt måltid i familiens skød, havde Liz søster disket op med det helt store kinesiske bord – mange forskellige traditionelle retter – tilsat til sushi, namnam.
Jeg prøvede det hele, inkl. en hel ca. 12 cm lang fisk, som man stak på sin gaffel og spiste fra en ende af (jeg undlod dog hovedet, selvom jeg kunne se at min sidemand også konsumerede dette). Dér var kun én ting, jeg ikke brød mig om, hvilket var noget kold japansk fiske-nudel-noget, der simpelthen smagte af… kold fisk med fisk på. Men ellers spiste jeg alt (Er jeg ikke dygtig, Mor og Moster Birthe?) OG kunne lide det hele, faktisk. Jeg og Morten fik et glas vin, men de andre drak slet ingenting, og der var ikke sådan en samlet stemning over det, som der er når man i Danmark har hele familien på besøg til en middag, man har været mange timer om at lave.

Jeg skyndte mig også lidt at spise færdig, og overlade min plads til en af værterne – syntes det var alt for synd for dem, at de ikke engang kunne sidde ned.
Efter middagen blev jeg tilbudt en øl – og efter en times tid, en kop kaffe (hvilket jeg også var den eneste der drak ) – så kom der noget kage – og så nogle ispinde (som så var med enten Sweet Corn, Yams eller noget tredje, som for mig også lød som mad, og ikke is ) Men var for mæt – har dog senere smagt Yams-isen (en slags sød kartoffel), og isen med dén smag smager efter min mening mest bare sødt.

Men familien var søde og imødekommende. Vi spadserede hjem – gennem boligområde efter boligområde, og man følte sig fuldkommen tryg. Singapores regering har også siden selvstændigheden holdt landet i en stram snor, så kriminalitetsraten er meget lav.
Den stramme snor betyder f.eks. også, at der er overvågning OVERALT; ingen diskussion om snigende BigBrother-tendenser her, det er allerede overalt, og bliver IKKE diskuteret – Morten fortalte mig at Singapore er det land i verden, der relativt henretter flest mennesker… Så det er farligt at stille spørgsmålstegn ved regeringen eller den måde samfundet fungerer på.
Og bøderne er latterligt høje – f.eks. kostede det i togene en bøde på hhv. 1.900 kr. for at spise eller drikke, 3.800 kr. for at ryge, samt knap 19.000 kr. for at medbringe brandbare væsker eller gas.
Derudover så er tyggegummi forbudt, og det er ofte forbudt at medbringe Durians i taxis og tog, osv. (efter at have læst nedenstående, vil du forstå).
Søndag tilbragte vi mest i Chinatown, som er meget større end i KL fordi der er så mange flere af kinesisk oprindelse i Singapore - og fik en grundig indføring i, hvilke ritualer de forskellige ting, man kunne købe, skulle bruges til - f.eks. kunne man købe papirspenge, fra "Hell Bank", som man kunne brænde, når folk døde, sammen med papirs-jakkesæt og alt muligt andet lavet af papir. Også på udsmykningen ifb. med kinesisk nytår kunne man se at Singapore er en by, der er mere domineret af kinesere.
Vi kom på markedet i Chinatown forbi en ældre kinesisk herre, som lavede kinesiske tegn med calligrafipen - og her fik jeg lavet en helt speciel gave.

Morten og Liz var nogle gode turguides – de kendte alle de listige steder, og især Morten kunne fortælle meget om historien undervejs, og sammenligne med Malaysia, eftersom han har boet begge steder mange år – og mange andre steder i Asien også, hvilket alt sammen giver perspektiv i tingene.
Selvom sæsonen ikke helt er startet, kunne de således også lede jagten på Durian; frugten, som jeg ikke helt var sikker på, hvorvidt jeg havde smagt eller ej. Men nu ved jeg, at man aldrig nogensinde vil være i tvivl, hvis man har smagt den. Durian er for de fleste, som er vokset op med den, en skat, yndlingsfrugten over dem alle; som de gladelig betaler 40 kr. for, for et hoved med ca. 6 ferskenstore frugter indeni. Men for de, som aldrig har prøvet det – som F.EKS. Frk. Kofoed her – så blev det frugten, der lagde min forståelse af frugt i ruiner. Jeg troede f.eks. at frugt var sådan relativt frisk i smagen, og samtidigt relativt fast eller spændstig i konsistensen – varierende selvfølgeligt fra et fast æble over til modne hindbær. Men nej.
Durian er lidt som en kastanie – stikkende udenpå og med frugter indeni. I frugterne en stor sten, omgivet af et tyndt skind, hvorunder kødet er – hvilket er lysebrunt og har konsistens af meget meget tynd kartoffelmos. Men det værste er nu lugten og smagen, hvilket nemmest kan beskrives som råddent løg.
Det smagte så hæsligt, at jeg, selvom de tog billeder af mig og morede sig kosteligt, ikke kunne lade være med at vrænge ansigt helt vildt, lidt ligesom ved de første par snapse til en julefrokost. Og jeg besluttede mig til, at det her altså var en situation, hvor det var OK, at jeg ikke spiste det! Selvom man skal prøve (3 mundfulde, Moster Birthe, jeg ved det godt), så var det altså så slemt, at jeg gav mig selv lov til at undvige reglen. Med resterne af frugten i hånden (og kvalme i munden) betragtede jeg de andre spise med vellyst – og Morten fortalte at han i lang tid heller ikke kunne lide det, men at nogle kan vænne sig til det. Så besluttede jeg mig for at prøve lidt igen – og efter 2 små mundfulde, kunne jeg smage lidt sødme også (udover smagen af råddent løg, altså, i den mosede, vamle konsistens) – og jeg fik faktisk færdiggjort hele min frugt. Efter ca. 10 sek. skyndte jeg mig at drikke noget vand og tage en mundfuld pastil – tror jeg må prøve igen, men det er ikke noget must. Det er mere fordi at jeg er så nysgerrig over, hvordan det dog kan gå til, at dette er en smag, som man rent faktisk kan vænne sig til? Kan det virkeligt passe? Hvordan smager den i deres mund? De synes også at eftersmagen er dårlig, og frarådede mig f.eks. nogensinde at sætte mig ved siden af én i bussen eller flyet, som havde spist durian, fordi det også kan få én til at bøvse mere.
Jeg ved ikke, om jeg bøvsede mere end ”normalt” i timerne derefter, men jeg var så sandelig mere bevidst om det, NÅR jeg så bøvsede, end normalt! Tralalalalala.. ups, råddent løg, tralalalala….
Men jeg er glad for at Morten og Liz holdt mig i hånden i mit første møde med Durian også, for ellers havde jeg sikkert troet at frugten, som netop jeg havde købt, var dårlig, og ville smide den ud, købe en ny, som søreme også var dårlig…

Thaipusam (7.-) 8. februar 2009

Thaipusam er hinduernes fejring af Lord Murugan. Fejringen er på det seneste blevet meget begrænset i Indien – men i Malaysia blomstrer den, selvom visse ting er blevet forbudt.

Måden, som tilhængerne fejrer det på er nemlig ved at lave forskellige ofringer til guden som tak for opfyldte bønner. Der er forskellige former for kavadi, man kan bære, hvor den mildeste går fra at bære mælk i en sølvkrukke på sit hoved, at bære forskellige byrder, at bære sit barn, hvis det endeligt er lykkes som man har bedt for, osv. Et stykke vej indtil man når til den 272 trin stejle trappe op til Batu Caves, nord for Kuala Lumpur. Mere ekstreme piercer sig selv gennem munden og tungen, overalt i huden, og bærer forskellige citrusfrugter og æbler i kroge sat fast i sig selv. Mange barberer deres hoved, nogle smører sig med en guld-agtig salve, og så knuser man kokosnødder som symbol på at knuse egoet.














Af de mere outrerede indslag kan man f.eks. kravle eller rulle hele vejen med bind for øjnene, man kan slå sine sandaler fulde af søm, osv. Og vi så det hele!
De mest imponerende syn var optog bestående af trommeband, efterfulgt af en mand, der enten via kroge i rygskindet trak, eller via støttere og kroge bar kæmpe kavadier fyldt med påfuglefjer og billeder eller statuer af guden; og selv udsmykket med blomster, akse, rød farve, parykker og farvefuldt tøj, tæt hjulpet af hele familien, der støttede, bar stole, til når de skulle have pause, eller var ved at kollapse, holdt kavadibærerens cigar (mon det kun var alm. Tobak), gav dem vand at drikke, tændte kamfer-blokke, så kavadi-bæreren kunne indsnuse røgen, osv.
Der var meget show! Men også meget, som virkede ægte. Nogle folk gik i trance, og mange virkede bestemt som om de var på stoffer, med blikket sat på langt-væk, og tungen flagrende fra side til side, og ALLE besvimede, da de oppe i grotten, efter de store anstrengelser, af hjælperne fik pillet deres byrder af, og af én af hjælperne fik trykket og smurt en rød salve i panden, som skal frigive gudens ånd (havde jo heller ikke været så godt, hvis de intet mærkede). En enkelt meget kraftig mand, nåede lige at sige noget inden han kollapsede, så hjælperne kunne løbe om og være klar til at gribe ham, smart.
Vi havde fået en masse forskellige tidspunkter, som skulle være det helt rigtige at være dér på, at vide – så vi endte med at være der lørdag i 5 timer og søndag i 7 timer. Lørdag var der langt færre mennesker, og det var godt, i og med at vi fik set grotterne mere, og blev forberedt på det kaos/orgie/fest/show det blev om søndagen. I ca. 35 grader med solen bagende ned hele dagen, strøg vi rundt, med sveden haglende af os – og da vi stillede os i kø, for at komme hen til trappen op til grotterne, var jeg faktisk ikke sikker på, at jeg ikke ville få trykket et ribben eller to, så meget mas og skubben var der. Men det gik langsomt, for det meste stod vi helt stille, mens sveden drev af os, som om nogen konstant hældte vand over hovedet på os. Dejlig lugt, der var lige dér, men havde nu mere ondt af børnene, som stod nede i ca. en meters højde mellem alle de voksne. Mens vi stod dér i køen, tænkte jeg på, hvor åndssvagt det her var – de gør det i det mindste af religiøse årsager, for at komme op og ofre og bede i grotten, mens vi jo bare gjorde det for sjov! Men da vi endeligt nåede hen til foden af trappen, og jeg stadigt følte mig helt klar og frisk, tog jeg turen op, igen. Og hold da op et syn! I alt har der været 1,3 mio. mennesker – ved ikke hvor mange der var der dér søndag kl. 14, men mange, dét var der. Selvom jeg var lidt bange for at snuble på den stejle trappe, var jeg dog rimeligt sikker på, at jeg ikke ville falde særligt langt. Så vi trådte opad, og opad; navigerede udenom samaritterne, der viftede folk, der lige skulle have et break (og forståeligt – selv meget gamle mennesker kæmpede sig derop), og kavadibærere, som næsten fyldte hele trappen, og som lige skulle have et hvil, mens folk nedefra stadigt pressede på.
Men alt i alt var det en feeeeeeeeeeeeeeeed oplevelse! Noget af det mest ekstreme jeg har oplevet i mit liv. Og selv nede igen, med ben, der ikke ville særligt meget mere, fristede trommerne, dans dans…. Så kan godt forstå, at hvis man tror på det, og har gjort sig klar, fastet og glædet sig, at man så kan komme i en trancelignende tilstand, båret af trommernes bydende rytme.
Så denne gang har jeg oploadet mange billeder, for at give jer et ordentligt indtryk af dagen. Så må I selv forestille jer trommerne, og den skrattende, alt for høje musik i højttalerne, som dog heldigvis ikke kunne høres alle steder, og de tranceoplevende personers skrigende udbrud, duftene af kamfer, eukalyptus, flere dages kokosmælk alle steder samt smadret frugt, varme, indisk mad, mælk, olieret hår og farverne af strålende sarier overalt.


Denne kvinde var vist en form for guru - men når man skal betale for at få smurt lidt aske i panden, hvad er det så? Men smuk, det var hun - med en stor karma... Hendes hår var en bred knæhaselang dreadlock, der var foldet 3 gange!

Besøg i weekenden 30. jan - 2. feb. 2009

Og mine bekendtskaber fra Langkawi ledte så til, at Claudia kom her allerede sidste fredag, medbringende Andrea fra Italien (mand, det kan man jo godt hedde, hvis man er italiener, det ved vi alle sammen fra Den Eneste Ene). De ankom fredag eftermiddag og tog afsted igen tirsdag morgen, og ind i mellem da havde vi en herlig aktiv forlænget weekend - jeg havde fri mandag pga. at det søndag var Kuala Lumpur Dag (og hvis helligdagen falder på en søndag, ja, så har man jo fri om mandagen - man skal jo som bekendt ikke snydes!).
Så lørdag tog vi fat med lidt bykiggeri i centrum, efterfulgt af lørdagsnightmarked i Little India. Der har jeg været 2 gange før, men det har aldrig været så sjovt som det var denne her gang. Vi smagte os hele vejen igennem markedet - og havde en rigtig god stemning. Min teori er - at hvis jeg er alene, så synes de lokale at det er lidt mærkeligt. Hvis vi er 3 turister, så kigger de også, men så er vi jo bare turister. Derudover - så føler jeg selv, at hvis jeg er alene, og gør noget, som de lokale ikke kan lide - så er jeg alene. Havde jeg gjort noget forkert i lørdags, så var der stadigt to andre der kunne lide mig :-) Men pga. den gode stemning, så kunne alle lide os, og kom hen og snakkede - og nogle tog også billeder af os og ville have billeder af sig selv sammen med os. Så vi var ikke de eneste med kameraer :-) Så det var en dejlig oplevelse. Der var dog et par enkelte muslimer, som ikke syntes vi var fantastiske - urene som vi er, dækkede de deres mund med et lommetørklæde, når de gik forbi os. Ikke en særlig rar følelse.
Denne tendens fortsatte lidt næste dag, hvor vi begav os ud for at udforske det malaysiske kvarter i KL. Vi tog bussen, og bad om at blive sat af ved moskeen i Kampung Baru - chaufføren forstod ikke engelsk, men flere af de andre passagerer hjalp os - en generel tendens jeg oplever her - folk er så hjælpsomme hele tiden.
Anyways, så stod vi af ved moskeen, som vi gik ind for at besøge. Vi syntes selv vi opførte os meget respektfuldt; efter at have spurgt om lov til at kigge indenfor, tog vi skoene af og vaskede vores fødder, inden vi gik ind på det udendørs overdækkede område. Andrea har nogle muslimske venner i Italien, og vidste hvordan man skulle opføre sig, og at man ikke måtte gå ind i bedesalen. Fint nok - jeg gik tæt derhen, og spurgte én, om jeg gerne måtte kigge ind. Det måtte jeg godt, og jeg måtte også gerne tage fotos, hvilket jeg dog endte med ikke at gøre. Der var ikke fællesbøn, men der sad nogle stykker derinde og bad.
Claudia og jeg stod ligeså stille udenfor og fornemmede stemningen, da en ældre herre kom hen, og sagde at vi ikke måtte gå ind. Nej, nej, det vidste vi godt. Men vi måtte altså ikke gå ind. "Det er vi klar over".” I er alt for afklædte”... ”Jaja, vi går ikke ind, og se her, jeg har faktisk et tørklæde med, hvis jeg skal være mere afdækket for at stå her udenfor,” sagde jeg, men da jeg trak mit tørklæde op af tasken, kunne man vist åbenbart se mine armhuler gennem mit t-shirt-ærme. Så gik den ældre mand helt i spåner: "Oh, too sexy, too sexy, need to wear sleves"... osv. Så gad vi ikke mere, føltes os overhovedet ikke velkommen, og skred (godt at være 3 til at skride!). Men nåede lige at undre mig over, at der udenpå moskeen, udover en sodavandsautomat, var en ATM. Men ved nærmere eftersyn viste det sig ikke at være en hævemaskine, men det modsatte - en maskine, hvor man via pengesedler eller sit kreditkort kunne give penge til moskeen. Hvad skete der med pengebøsser?
Vi gik videre til et nærtliggende Sikh-tempel, hvor vi afført sko og iført hovedtørklæde blev vist rundt (også i bedesalene). Måtte lige tage et par billeder, for syntes mest vi lignede vaskekoner.
Da vi var færdige, kom én fra templet hen og snakkede, og fortalte om religionen, og hvad vi ellers ville vide. Det viste sig at han arbejdede i samme firma som mig - og efter en masse snak tilbød han at give os et lift til Chinatown, som var vores næste destination. Meget flink mand, der, som andre før ham, gav os sit kort, i tilfælde af at vi skulle få brug for hjælp. Han viste os en artikel han havde skrevet i denne uges søndagsavis - og nåede lige at lave et lille statement, som oplevet før, da han forkastende bladrede forbi Gaza-siderne, med en kommentar om, at dét møg gad han ikke læse. Ak ja...
Chinatownmarkedet var udelukkende turistorienteret, hvilket gav sig udslag i et udvalg af kopivarer, sko, ure, punge, bælter, und so weiter. Så vi spiste en gutes nudelsuppe, og begav os hen til aftenens aktivitet - trommejam i Lake Gardens, hvor jeg har været før. Det var en noget lang gåtur, hvor Claudia heldigvis agerede live-gps med kortet i hånden – og undervejs kom vi også forbi den nationale moske, som vist kan huse 40.000 mennesker. Et stort skilt proklamerede, at der var adgang forbudt for ikke-muslimske turister, så vi morede os i stedet over de kæmpe bannere, der agiterede for ”muslimconsumers.com”, med et stort kryds over forskellige amerikanske varer, og billedet af en halvt begravet død dreng i murbrokkerne i Gaza – noget bizart og morbidt.
Videre til trommejamsessionen, som er nogle folk, anført af skolelæreren Paul, der har mødtes dér i parken hver søndag aften siden vist 2002, og så kan man bare komme forbi og slå sig til. Det var igen super hyggeligt. Sidste gang, jeg var dér, for et par uger siden, skulle jeg have et lift hjem af Suki, som endte med at vise mig rundt i Brickfields og invitere mig på middag i Temple of Fine Arts, et indisk religiøst artistcenter - hun er selv en ret kendt teaterskuespiller/danser, og holder til dér. Hun var der ikke dén aften, fordi hun er i Singapore og spille teater, men det er sådan de folk er. Simpelthen så søde og gæstfrie. Paul informerede os om Thaipusam, som Claudia og jeg skal til i den kommende weekend - og undersøgte siden sagerne nærmere, og ringede til mig med præcis information om hvor man skal være hvornår, for at se det bedste. Fedt - at opleve Thaipusam bliver nok en once in a lifetime oplevelse for både Claudia og mig, så det er om ikke at gå glip af noget.

Mandag skulle vi så have været oppe i Petronas Towers, de to tvillingetårne, som er Kuala Lumpurs vartegn. Men det var lukket - så vi nød en dag i den tilstødende park, godt slidte af den megen traven rundt. Kunne dog ikke helt finde ud af reglerne: først tog vi en lur på en bænk - men man må så kun sidde op, sagde parkbetjenten. Så gik vi hen til et lille åbent badeland, og liiiige stak hovederne ind under vandfaldet. Men det er kun for børn under 12 år, sagde parkbetjenten. Videre til legepladsen, hvor de lokale unger havde meget skæg af Claudia og jeg der gyngede vildt - men det er også kun for børn, sagde parkbetjenten. NÅ! Hvor må store piger så lege?? Måske i shoppingcentrene, men hvad så hvis man ingen penge har? Kiggede dog på lidt ipod-gear, tror jeg skal have et sæt højtalere med hjem, det er væsentligt billigere her end i Danmark.
Og så gik vi på libanesisk restaurant, og drak en del kander dampende myntete, mens det tordnede og silede ned udenfor. Det har det i øvrigt gjort temmelig grundigt på det sidste - og en af de andre dage brugte vi lejligheden til at gå i Croc-store, med den udfordring at finde de grimmeste sko, tage dem på, og tage et billede af det. Meget sjovt - inden butiksassistenten sagde, at man ikke måtte tage billeder indenfor. Det måtte man sikkert godt, men han kunne vidst godt fornemme, at det ikke var fascination af den gode slags, der var dominerende følelse hos os, udløst af de "sko", som han prøvede at sælge til de andre kunder. Fair nok, vidste godt at det var lidt tarveligt, men vi havde det skægt. I stedet tog vi så toget - med akrobatiske udfordringer dér også, fordi vi næsten var de eneste. Herligt!
Men alt det ligger der billeder af i diasshowet - iblandet en del fotos af maden på markedet lørdag, samt et par af udsigten fra min lejlighed.
Idag kommer Claudia så tilbage - og vi skal fejre Thaipusam sammen. Er meget spændt - så det kommer der nok billeder af på bloggen omkring tirsdag.
Andrea er taget hjem til Italien - det er nok meget godt; der var en del sproglige vanskeligheder, og Claudia var ret irriteret på ham eftersom han aldrig havde en mening om endsige begejstring over noget. Men alene med ham, når man gav ham tid til at finde de rigtige engelske ord, blev han mere levende - og når ordene ikke lige kom, prøvede han på italiensk. Og når vi var os tre, blev det nogle gange en rigtig sproglig Noahs Ark - med en blanding af engelsk, italiensk, spansk, tysk - og nogle gange lidt dansk. Heldigvis ligger tysk og dansk jo så tæt, så f.eks. krydderier næsten hver gang er forståelige for den anden. Da jeg var lille fjollede Mor altid med ordene - sagde f.eks. "vandekande" og "petersille", men persille hedder faktisk næsten petersille på tysk - tror det var "petersilie" :-)

Jeg havde den glæde at være turfører - og opleve, at jeg faktisk er blevet ret god til at finde rundt visse steder i byen! Yes! Møgbillen er ved at blive til en sommerfugl!
Og så spiste vi i øvrigt på to af de lokale restauranter, der ligger tæt ved mit hotel. Har jo ikke rigtigt haft mod på det selv - men nu skete det så endeligt! Den ene var knapt så god, mens den anden, en indisk restaurant, var ganske udmærket og dertil billig, og har også været der et par gange siden... growing up!

Håber I alle har det dejligt. Jeg nyder meget jeres kærlige mails og kommentarer. Tak for det.

Langkawi 23-27. januar 2009

Så er der tid igen - denne gang til et par ord om Langkawi, hvor jeg tilbragte 4 dejlige dage over Chinese New Year.
Og det var bare herligt - stranden var god, solen varm, bogen rørende og øllet billigt. Boede på Gecko Guesthouse - hvor jeg havde ringet og reserveret en dorm-bed. Men da jeg ankom fredag, stod der i bogen at jeg først ville komme dagen efter... Og hele øen var totalt booket pga. feriedagene... Men heldigvis var én af de andre dorm room beboere så søde, at jeg måtte låne hans seng, i og med at han alligevel havde sovet udenfor på sofaen de sidste par dage. Fedt! Dagen efter fik jeg så min egen seng, men det var ikke meget man kunne sove alligevel - med høj luftfugtighed, varme, 10 mennesker i ét rum og ikke helt faste køjesenge samt plastik rundt om madrassen, som lagnet gled rundt på og derudover en del sand...
Lørdag var en meget varm dag, og jeg var på stranden fra kl 9.00. Pga. den mangelfulde søvn fald jeg hurtigt i søvn i liggestolen, hvor jeg sov et par timer (og her skal det så nok indskydes, at jeg var så træt om morgenen, at jeg ikke helt kunne overskue det dér solcreme-ræs, og tænkte at jeg bare liiiige ville snuppe en hurtig lur i skyggen først). Derefter noget badning og læsning, og så gik jeg hen på et lille spisested for at få noget frokost - og underholdningen under maden bestod i at betragte nogle andre turister, der var noget så lyserøde. Efter maden gik jeg på wc, hvor jeg så opdagede, at jeg selv så nøjagtigt sådan ud. Helt rød og ophedet - måske var det derfor tjeneren smilede sådan til mig... Men jeg skulle have mere strand, så opholdt mig resten af dagen primært i skyggen... Men det var nok en dum beslutning, for det endte lidt galt. Jeg fik lidt hovedpine senere på dagen, og var vist også blevet lidt dehydreret. Så da jeg kom tilbage til hostellet, drak jeg 3 liter vand. Så fik jeg ekstrem hovedpine, kastede alt vandet op igen, og så fik jeg det langtsom bedre. Men ikke rart at være på et hostel, når man har det sådan. Havde det i det hele taget ikke godt i maven under hele opholdet - er der nogen, der ved om det kan skyldes pludsellig udsættelse for stærk varme og sol?
Heldigvis var det overskyet lørdag, så jeg gik bare lidt rundt, og tog så på stranden lidt mere fornuftigt søndag-tirsdag. Tirsdag var det så varmt at limen i ryggen af min bog smeltede. Så derfor måtte jeg ikke bytte den i bog-bytte-boden... Men afleverede den alligevel, for den var så god, at jeg tænkte at andre godt kunne få glæde af den alligevel, selvom nogle sider sad løst. TAK for Drageløberen, Mor. Var ret glad for at jeg for det meste var alene på stranden - det var ikke så få gange, hvor de trillede en tåre over dén bog.
De 4 dage gik altså primært med sol, og så en masse poker om aftenen på hostellet.
Havde taget min snorkel med, men man kunne ikke snorkle på selve øen, og det var ret dyrt at tage på ture væk, så den blev i tasken. Vandet var meget ugennemsigtigt pga. strøm, hvilket var lidt ubehageligt, eftersom jeg havde fået at vide at der skulle være en del jellyfish (hvilket så vist bare er "gobler", uden at nogen rigtigt vidste om det var "brandmænd" eller "vandmænd" - forsøgte at forklare forskellen, men ingen forstod det rigtigt; morede sig dog kosteligt over min oversættelse af "Fireman or Waterman?"). Men mødte ikke nogen, kun dele af tentakler i vandet (tror da, at det var dét), og det var slemt nok, så er ret glad for at jeg ikke mødte selve ophavs(fire)manden.

Gecko Guesthouse var et herligt sted. Meget venlig og imødekommende stemning, nok meget pga. én af beboerne, Claus Anderson fra Sverige, som pga. sit væsen og sine 65 år også gik under navnet Grandpa og Papá. Han havde rejst nu i 3 år, siden han blev pensioneret og solgte alle sine ting af værdi - og havde foreløbigt boet på hostellet i 2 mdr, dog i sin egen bungalow. Han styrede aftenernes pokerspil med munter indlevelse, og var ellers meget behjælpelig med alle informationer man kunne tænke sig. Nogle gange spurgte hostel-ejeren ham endda om info vedr. ting på øen - hun var australier og havde været på øen i 9 år!
Men alt det gjorde, at det var et hyggeligt sted at bo. Og en hyggelig ø, meget rolig... Var kun på et diskotek én gang, og forlod det efter 10 min igen. Ikke lige dét, at humøret var til, efter en aften med reggaeband på stranden.
Og mødte en masse søde mennesker - og første gang i lang tid oplevede jeg den dér hostel-mentalitet, hvor alle snakker med alle. Kom bl.a. i snak med en østrigsk pige, Claudia, og vi aftalte at tage til Thaipusam sammen i KL næste weekend. Så det skal nok blive fedt :-)
Mødte også to piger fra Mongoliet - har aldrig mødt folk derfra før, men det var de vant til. Fordi de kun er 3 mio. mennesker, og fordi levestandarden er ret lav med følgende lave rejsefrekvens, er de vant til folks uvidenhed om landet - og plejede egentligt at more sig med at binde folk historier på ærmet om f.eks. æslet som det primære transportmiddel. Os var de nu søde mod - og meget smukke - de mindede på nogle måder om det oprindelige folk i Ecuador i udseendet. Sproget var dog HELT mærkeligt, og de sagde også, at det ikke mindede om andre sprog. Ellers var der australiere, svenskere, englændere, canadiere, franskmænd, italienere, irere, tyskere, østrigere, og en enkelt anden dansker. Primært unge - men også ældre - f.eks. tyske Maritta, som havde droppet sin karriere i den finasielle forretningsverden, og nu var ved at skrive en roman om indiske kvindelige politibetjente. Hun rejste på 18. måned, havde været på hostellet i 7 uger - og havde ingen faste planer. Mødte flere som ikke havde nogen hjemrejsedato... Det må dels være en befriende frihed - dog føltes det i flere tilfælde som om, at der for disse personer måske ikke var så meget at komme hjem til. De fleste, jeg mødte, rejste dog - og tog så hjem igen.
Mødte også flere, som enten arbejdede her i Malaysia ligesom mig, eller rejste med deres arbejde - man skulle have været engelsklærer! Det er der jo brug for over hele kloden, og selvom undervisningsmetoderne varierer en del (snakkede bl.a. med en ret frustreret canadisk lærer med job i Kina - ikke lige de "kæft, trit og retning"- metoder, hun var vant til), så er engelsklærere værdsat over hele kloden... Men alt i alt en spændende blandet flok - men nu også rart nok at være tilbage i KL igen. Følte mig så meget som "hjemme igen", da jeg havde taget et luksus-brusebad, med rent håndklæde at tørre sig i, rene omgivelser osv., at jeg kom til at bøje mig ned og tage en mundfuld vand fra hanen! Ikke helt hjemme, Therese! Nåede dog at opdage min fejl inden synkemusklerne kunne gøre deres arbejde, og fik lige akkurat spyttet ud, inden jeg spruttede af grin. Men det ér nu altså luksus, i min lejlighed - toiletpapir og det hele!

Udsigt fra min lejlighed

Det her er så udsigten fra min lejlighed - på en klar og solskinsfyldt dag. Det er ikke hver dag, at det ser sådan ud... Jeg har lagt nye billeder i slideshow'et, hvor der bl.a. også er andre billeder af udsigten fra min lejlighed - samt billeder af hvad jeg har lavet de sidste to uger - skal nok snart opdatere bloggen skriftligt også! Bliver nok i aften.... Skulle have været igår, men så fandt jeg ud af at man om onsdagen kan gå i biografen for 13 kr. Så dét gjorde jeg istedet :-)