Vi boede hos to af Liz’ søstre, i deres lejlighed i en af Singapores mange mange boligblokke – som er en stor del af det, som har gjort Singapore så velstående. Men eftersom regeringen har fundet ud af, at bygningsarbejde skaber velstand i samfundet, får næsten intet gammelt lov til at blive stående – så det var lidt underligt, at gå rundt i en by, der næsten alle steder var splintrende ny.
Jeg ankom fredag til aften, hvor Morten og Liz hentede mig i lufthavnen. Herefter tog vi tog tværs over øen, i ca. halvanden time, til en restaurant, hvor vi skulle spise middag med en gruppe af Liz’ venner. Restauranten var vist typisk kinesisk, og for første gang prøvede jeg et typisk kinesisk måltid. Vi sad bænket omkring et rundt bord, hvor der i midten var alskens forskellige retter – og så rejste man sig bare og med sine spisepinde tog hvad man gerne ville have over på sin egen lille tallerken. Først var der noget svinekød og noget kylling og en smule grøntsager, og derefter kom forskellige fiskeretter, alt sammen meget flot anrettet.
Efter middagen tog vi hjem til Joe (og så fik man lige set endnu et privat hjem), og hans kone Amy. Her blev der også disket op med alskens søde sager, og også noget tørret fiske-noget, f.eks. tørret blæksprutteringe, hvilket mine danske smagsløg synes er lidt mærkeligt: at spise kage og derefter noget, der smager af fisk. Men hyggeligt var det, og de var alle rigtig søde.
Om lørdagen gik vi på tur i Singapores Little India – hvor jeg stødte ind i Line B fra min gymnasieklasse! Meget pudsigt, eftersom jeg ikke har set hende siden vi blev studenter for 6 år s
iden.Morten og Liz skulle have lidt madvarer med hjem, så fik chancen for at se en masse underlige kinesiske fødevarer - bl.a. et udvalg af ca. 20 forskellige slags tørret søpølse, hele tørrede blæksprutter, hajfinner til ca. 8.000 kr/kg og ginseng, hvor den flotteste rod kostede ca. 20.000 kr...
Vi var på en super god indisk restaurant, og kort derefter skulle vi skynde os hjem, fordi vi skulle til stor middag hos Liz familie. De er 7 søstre og 1 søn (ja, man må jo blive ved, indtil man får den længe ventede søn…), og nogle børnebørn og så bedsteforældrene.
Her oplevede jeg virkeligt klinchene mellem den kinesiske tradition og fornyelse. Familien er katolikker, og derfor blev børnene sendt i katolsk skole, som åbenbart var mere vestlig i undervisningsmetoderne end de asiatiske skoler – så meget mod forældrenes vilje, er alle børnene moderne – og ikke særlig kinesiske i deres levevis. Forældrene var meget distancerede, og ingen rigtigt talte med dem – tror ikke de kan forstå især deres døtres valg i livet. Alle søstrene er velfungerende selvstændige moderne kvinder, og 2 af dem har ikke giftet sig, men lever alene – nogle gange er det at foretrække i stedet for at ende op med en for traditionelt orienteret kinesisk mand.
Men moderne eller ej – jeg oplevede også noget, som vist er mere generelt for flere asiatiske lande, men især Singapore – der er ingen, der viser hengivenhed fysisk. Ingen knus eller kærtegn. Ikke mellem søstre eller veninder… højst en voksen der trækker et barn ind til sig, men mellem de voksne venner og familie var der HØJST et hurtigt kejtet (eller, sådan ser det jo ud for mig) klap på skulderen. Dét er altså mærkeligt! Søskende og venner havde ikke set Liz i 10 mdr… og ingenting. Og faktisk heller ikke meget goddag-hilsen, sådan a la ”Heeeeeeeej, ih, hvor er det godt at se dig!(nu hvor jeg ikke har set dig i næsten et år)”. Liz var ikke engang nødvendigvis den første de andre sagde hej til eller centrum for noget som helst opmærksomhed…
Efter vi havde været der nogle timer, satte forældrene sig til bords og spiste, serviceret af skiftende børn og børnebørn, hvorefter de forlod selskabet for at gå i kirke. Jeg blev også, som ekstra-gæst, tilbud at spise, men jeg ville hellere vente til alle skulle spise. Her opstod der så igen noget, som i min kultur var spøjst: der var ikke nok siddepladser. Nogle klemte sig sammen på bænken, eller sad to på én stol, andre sad med børnene ovre i sofaen, nogle ventede – men i det hele taget lod det ikke til at være et problem eller noget, man skulle tage sig af. I og med at Liz og Morten ikke havde været der til Chinese New Year, som ellers traditionelt er et 2-3 dages langt måltid i familiens skød, havde Liz søster disket op med det helt store kinesiske bord – mange forskellige traditionelle retter – tilsat til sushi, namnam.
Jeg prøvede det hele, inkl. en hel ca. 12 cm lang fisk, som man stak på sin gaffel og spiste fra en ende af (jeg undlod dog hovedet, selvom jeg kunne se at min sidemand også konsumerede dette). Dér var kun én ting, jeg ikke brød mig om, hvilket var noget kold japansk fiske-nudel-noget, der simpelthen smagte af… kold fisk med fisk på. Men ellers spiste jeg alt (Er jeg ikke dygtig, Mor og Moster Birthe?) OG kunne lide det hele, faktisk. Jeg og Morten fik et glas vin, men de andre drak slet ingenting, og der var ikke sådan en samlet stemning over det, som der er når man i Danmark har hele familien på besøg til en middag, man har været mange timer om at lave.
Jeg skyndte mig også lidt at spise færdig, og overlade min plads til en af værterne – syntes det var alt for synd for dem, at de ikke engang kunne sidde ned.
Efter middagen blev jeg tilbudt en øl – og efter en times tid, en kop kaffe (hvilket jeg også var den eneste der drak ) – så kom der noget kage – og så nogle ispinde (som så var med enten Sweet Corn, Yams eller noget tredje, som for mig også lød som mad, og ikke is ) Men var for mæt – har dog senere smagt Yams-isen (en slags sød kartoffel), og isen med dén smag smager efter min mening mest bare sødt.
Men familien var søde og imødekommende. Vi spadserede hjem – gennem boligområde efter boligområde, og man følte sig fuldkommen tryg. Singapores regering har også siden selvstændigheden holdt landet i en stram snor, så kriminalitetsraten er meget lav.
Den stramme snor betyder f.eks. også, at der er overvågning OVERALT; ingen diskussion om snigende BigBrother-tendenser her, det er allerede overalt, og bliver IKKE diskuteret – Morten fortalte mig at Singapore er det land i verden, der relativt henretter flest mennesker… Så det er farligt at stille spørgsmålstegn ved regeringen eller den måde samfundet fungerer på.
Og bøderne er latterligt høje – f.eks. kostede det i togene en bøde på hhv. 1.900 kr. for at spise eller drikke, 3.800 kr. for at ryge, samt knap 19.000 kr. for at medbringe brandbare væsker eller gas.
Derudover så er tyggegummi forbudt, og det er ofte forbudt at medbringe Durians i taxis og tog, osv. (efter at have læst nedenstående, vil du forstå).
Søndag tilbragte vi mest i Chinatown, som er meget større end i KL fordi der er så mange flere af kinesisk oprindelse i Singapore - og fik en grundig indføring i, hvilke ritualer de forskellige ting, man kunne købe, skulle bruges til - f.eks. kunne man købe papirspenge, fra "Hell Bank", som man kunne brænde, når folk døde, sammen med papirs-jakkesæt og alt muligt andet lavet af papir. Også på udsmykningen ifb. med kinesisk nytår kunne man se at Singapore er en by, der er mere domineret af kinesere.
Vi kom på markedet i Chinatown forbi en ældre kinesisk herre, som lavede kinesiske tegn med calligrafipen - og her fik jeg lavet en helt speciel gave.
Morten og Liz var nogle gode turguides – de kendte alle de listige steder, og især Morten kunne fortælle meget om historien undervejs, og sammenligne med Malaysia, eftersom han har boet begge steder mange år – og mange andre steder i Asien også, hvilket alt sammen giver perspektiv i tingene.
Selvom sæsonen ikke helt er startet, kunne de således også lede jagten på Durian; frugten, som jeg ikke helt var sikker på, hvorvidt jeg havde smagt eller ej. Men nu ved jeg, at man aldrig nogensinde vil være i tvivl, hvis man har smagt den. Durian er for de fleste, som er vokset op med den, en skat, yndlingsfrugten over dem alle; som de gladelig betaler 40 kr. for, for et hoved med ca. 6 ferskenstore frugter indeni. Men for de, som aldrig har prøvet det – som F.EKS. Frk. Kofoed her – så blev det frugten, der lagde min forståelse af frugt i ruiner. Jeg troede f.eks. at frugt var sådan relativt frisk i smagen, og samtidigt relativt fast eller spændstig i konsistensen – varierende selvfølgeligt fra et fast æble over til modne hindbær. Men nej.
Durian er lidt som en kastanie – stikkende udenpå og med frugter indeni. I frugterne en stor sten, omgivet af et tyndt skind, hvorunder kødet er – hvilket er lysebrunt og har konsistens af meget meget tynd kartoffelmos. Men det værste er nu lugten og smagen, hvilket nemmest kan beskrives som råddent løg.
Det smagte så hæsligt, at jeg, selvom de tog billeder af mig og morede sig kosteligt, ikke kunne lade være med at vrænge ansigt helt vildt, lidt ligesom ved de første par snapse til en julefrokost. Og jeg besluttede mig til, at det her altså var en situation, hvor det var OK, at jeg ikke spiste det! Selvom man skal prøve (3 mundfulde, Moster Birthe, jeg ved det godt), så var det altså så slemt, at jeg gav mig selv lov til at undvige reglen. Med resterne af frugten i hånden (og kvalme i munden) betragtede jeg de andre spise med vellyst – og Morten fortalte at han i lang tid heller ikke kunne lide det, men at nogle kan vænne sig til det. Så besluttede jeg mig for at prøve lidt igen – og efter 2 små mundfulde, kunne jeg smage lidt sødme også (udover smagen af råddent løg, altså, i den mosede, vamle konsistens) – og jeg fik faktisk færdiggjort hele min frugt. Efter ca. 10 sek. skyndte jeg mig at drikke noget vand og tage en mundfuld pastil – tror jeg må prøve igen, men det er ikke noget must. Det er mere fordi at jeg er så nysgerrig over, hvordan det dog kan gå til, at dette er en smag, som man rent faktisk kan vænne sig til? Kan det virkeligt passe? Hvordan smager den i deres mund? De synes også at eftersmagen er dårlig, og frarådede mig f.eks. nogensinde at sætte mig ved siden af én i bussen eller flyet, som havde spist durian, fordi det også kan få én til at bøvse
mere.Jeg ved ikke, om jeg bøvsede mere end ”normalt” i timerne derefter, men jeg var så sandelig mere bevidst om det, NÅR jeg så bøvsede, end normalt! Tralalalalala.. ups, råddent løg, tralalalala….
Men jeg er glad for at Morten og Liz holdt mig i hånden i mit første møde med Durian også, for ellers havde jeg sikkert troet at frugten, som netop jeg havde købt, var dårlig, og ville smide den ud, købe en ny, som søreme også var dårlig…
Posts
No comments:
Post a Comment