Thursday, February 5, 2009

Besøg i weekenden 30. jan - 2. feb. 2009

Og mine bekendtskaber fra Langkawi ledte så til, at Claudia kom her allerede sidste fredag, medbringende Andrea fra Italien (mand, det kan man jo godt hedde, hvis man er italiener, det ved vi alle sammen fra Den Eneste Ene). De ankom fredag eftermiddag og tog afsted igen tirsdag morgen, og ind i mellem da havde vi en herlig aktiv forlænget weekend - jeg havde fri mandag pga. at det søndag var Kuala Lumpur Dag (og hvis helligdagen falder på en søndag, ja, så har man jo fri om mandagen - man skal jo som bekendt ikke snydes!).
Så lørdag tog vi fat med lidt bykiggeri i centrum, efterfulgt af lørdagsnightmarked i Little India. Der har jeg været 2 gange før, men det har aldrig været så sjovt som det var denne her gang. Vi smagte os hele vejen igennem markedet - og havde en rigtig god stemning. Min teori er - at hvis jeg er alene, så synes de lokale at det er lidt mærkeligt. Hvis vi er 3 turister, så kigger de også, men så er vi jo bare turister. Derudover - så føler jeg selv, at hvis jeg er alene, og gør noget, som de lokale ikke kan lide - så er jeg alene. Havde jeg gjort noget forkert i lørdags, så var der stadigt to andre der kunne lide mig :-) Men pga. den gode stemning, så kunne alle lide os, og kom hen og snakkede - og nogle tog også billeder af os og ville have billeder af sig selv sammen med os. Så vi var ikke de eneste med kameraer :-) Så det var en dejlig oplevelse. Der var dog et par enkelte muslimer, som ikke syntes vi var fantastiske - urene som vi er, dækkede de deres mund med et lommetørklæde, når de gik forbi os. Ikke en særlig rar følelse.
Denne tendens fortsatte lidt næste dag, hvor vi begav os ud for at udforske det malaysiske kvarter i KL. Vi tog bussen, og bad om at blive sat af ved moskeen i Kampung Baru - chaufføren forstod ikke engelsk, men flere af de andre passagerer hjalp os - en generel tendens jeg oplever her - folk er så hjælpsomme hele tiden.
Anyways, så stod vi af ved moskeen, som vi gik ind for at besøge. Vi syntes selv vi opførte os meget respektfuldt; efter at have spurgt om lov til at kigge indenfor, tog vi skoene af og vaskede vores fødder, inden vi gik ind på det udendørs overdækkede område. Andrea har nogle muslimske venner i Italien, og vidste hvordan man skulle opføre sig, og at man ikke måtte gå ind i bedesalen. Fint nok - jeg gik tæt derhen, og spurgte én, om jeg gerne måtte kigge ind. Det måtte jeg godt, og jeg måtte også gerne tage fotos, hvilket jeg dog endte med ikke at gøre. Der var ikke fællesbøn, men der sad nogle stykker derinde og bad.
Claudia og jeg stod ligeså stille udenfor og fornemmede stemningen, da en ældre herre kom hen, og sagde at vi ikke måtte gå ind. Nej, nej, det vidste vi godt. Men vi måtte altså ikke gå ind. "Det er vi klar over".” I er alt for afklædte”... ”Jaja, vi går ikke ind, og se her, jeg har faktisk et tørklæde med, hvis jeg skal være mere afdækket for at stå her udenfor,” sagde jeg, men da jeg trak mit tørklæde op af tasken, kunne man vist åbenbart se mine armhuler gennem mit t-shirt-ærme. Så gik den ældre mand helt i spåner: "Oh, too sexy, too sexy, need to wear sleves"... osv. Så gad vi ikke mere, føltes os overhovedet ikke velkommen, og skred (godt at være 3 til at skride!). Men nåede lige at undre mig over, at der udenpå moskeen, udover en sodavandsautomat, var en ATM. Men ved nærmere eftersyn viste det sig ikke at være en hævemaskine, men det modsatte - en maskine, hvor man via pengesedler eller sit kreditkort kunne give penge til moskeen. Hvad skete der med pengebøsser?
Vi gik videre til et nærtliggende Sikh-tempel, hvor vi afført sko og iført hovedtørklæde blev vist rundt (også i bedesalene). Måtte lige tage et par billeder, for syntes mest vi lignede vaskekoner.
Da vi var færdige, kom én fra templet hen og snakkede, og fortalte om religionen, og hvad vi ellers ville vide. Det viste sig at han arbejdede i samme firma som mig - og efter en masse snak tilbød han at give os et lift til Chinatown, som var vores næste destination. Meget flink mand, der, som andre før ham, gav os sit kort, i tilfælde af at vi skulle få brug for hjælp. Han viste os en artikel han havde skrevet i denne uges søndagsavis - og nåede lige at lave et lille statement, som oplevet før, da han forkastende bladrede forbi Gaza-siderne, med en kommentar om, at dét møg gad han ikke læse. Ak ja...
Chinatownmarkedet var udelukkende turistorienteret, hvilket gav sig udslag i et udvalg af kopivarer, sko, ure, punge, bælter, und so weiter. Så vi spiste en gutes nudelsuppe, og begav os hen til aftenens aktivitet - trommejam i Lake Gardens, hvor jeg har været før. Det var en noget lang gåtur, hvor Claudia heldigvis agerede live-gps med kortet i hånden – og undervejs kom vi også forbi den nationale moske, som vist kan huse 40.000 mennesker. Et stort skilt proklamerede, at der var adgang forbudt for ikke-muslimske turister, så vi morede os i stedet over de kæmpe bannere, der agiterede for ”muslimconsumers.com”, med et stort kryds over forskellige amerikanske varer, og billedet af en halvt begravet død dreng i murbrokkerne i Gaza – noget bizart og morbidt.
Videre til trommejamsessionen, som er nogle folk, anført af skolelæreren Paul, der har mødtes dér i parken hver søndag aften siden vist 2002, og så kan man bare komme forbi og slå sig til. Det var igen super hyggeligt. Sidste gang, jeg var dér, for et par uger siden, skulle jeg have et lift hjem af Suki, som endte med at vise mig rundt i Brickfields og invitere mig på middag i Temple of Fine Arts, et indisk religiøst artistcenter - hun er selv en ret kendt teaterskuespiller/danser, og holder til dér. Hun var der ikke dén aften, fordi hun er i Singapore og spille teater, men det er sådan de folk er. Simpelthen så søde og gæstfrie. Paul informerede os om Thaipusam, som Claudia og jeg skal til i den kommende weekend - og undersøgte siden sagerne nærmere, og ringede til mig med præcis information om hvor man skal være hvornår, for at se det bedste. Fedt - at opleve Thaipusam bliver nok en once in a lifetime oplevelse for både Claudia og mig, så det er om ikke at gå glip af noget.

Mandag skulle vi så have været oppe i Petronas Towers, de to tvillingetårne, som er Kuala Lumpurs vartegn. Men det var lukket - så vi nød en dag i den tilstødende park, godt slidte af den megen traven rundt. Kunne dog ikke helt finde ud af reglerne: først tog vi en lur på en bænk - men man må så kun sidde op, sagde parkbetjenten. Så gik vi hen til et lille åbent badeland, og liiiige stak hovederne ind under vandfaldet. Men det er kun for børn under 12 år, sagde parkbetjenten. Videre til legepladsen, hvor de lokale unger havde meget skæg af Claudia og jeg der gyngede vildt - men det er også kun for børn, sagde parkbetjenten. NÅ! Hvor må store piger så lege?? Måske i shoppingcentrene, men hvad så hvis man ingen penge har? Kiggede dog på lidt ipod-gear, tror jeg skal have et sæt højtalere med hjem, det er væsentligt billigere her end i Danmark.
Og så gik vi på libanesisk restaurant, og drak en del kander dampende myntete, mens det tordnede og silede ned udenfor. Det har det i øvrigt gjort temmelig grundigt på det sidste - og en af de andre dage brugte vi lejligheden til at gå i Croc-store, med den udfordring at finde de grimmeste sko, tage dem på, og tage et billede af det. Meget sjovt - inden butiksassistenten sagde, at man ikke måtte tage billeder indenfor. Det måtte man sikkert godt, men han kunne vidst godt fornemme, at det ikke var fascination af den gode slags, der var dominerende følelse hos os, udløst af de "sko", som han prøvede at sælge til de andre kunder. Fair nok, vidste godt at det var lidt tarveligt, men vi havde det skægt. I stedet tog vi så toget - med akrobatiske udfordringer dér også, fordi vi næsten var de eneste. Herligt!
Men alt det ligger der billeder af i diasshowet - iblandet en del fotos af maden på markedet lørdag, samt et par af udsigten fra min lejlighed.
Idag kommer Claudia så tilbage - og vi skal fejre Thaipusam sammen. Er meget spændt - så det kommer der nok billeder af på bloggen omkring tirsdag.
Andrea er taget hjem til Italien - det er nok meget godt; der var en del sproglige vanskeligheder, og Claudia var ret irriteret på ham eftersom han aldrig havde en mening om endsige begejstring over noget. Men alene med ham, når man gav ham tid til at finde de rigtige engelske ord, blev han mere levende - og når ordene ikke lige kom, prøvede han på italiensk. Og når vi var os tre, blev det nogle gange en rigtig sproglig Noahs Ark - med en blanding af engelsk, italiensk, spansk, tysk - og nogle gange lidt dansk. Heldigvis ligger tysk og dansk jo så tæt, så f.eks. krydderier næsten hver gang er forståelige for den anden. Da jeg var lille fjollede Mor altid med ordene - sagde f.eks. "vandekande" og "petersille", men persille hedder faktisk næsten petersille på tysk - tror det var "petersilie" :-)

Jeg havde den glæde at være turfører - og opleve, at jeg faktisk er blevet ret god til at finde rundt visse steder i byen! Yes! Møgbillen er ved at blive til en sommerfugl!
Og så spiste vi i øvrigt på to af de lokale restauranter, der ligger tæt ved mit hotel. Har jo ikke rigtigt haft mod på det selv - men nu skete det så endeligt! Den ene var knapt så god, mens den anden, en indisk restaurant, var ganske udmærket og dertil billig, og har også været der et par gange siden... growing up!

Håber I alle har det dejligt. Jeg nyder meget jeres kærlige mails og kommentarer. Tak for det.

No comments:

Post a Comment