Syg + weekend som plejebarn

SÅ havde jeg da lige den første seriøse omgang mavetamtam. Det holdt mig vågen halvdelen af natten til torsdag sidste uge, og fraholdt mig fra jobbet torsdag og fredag - og er ikke engang sikker på præcist hvad der forårsagede det.
Tumlede bare rundt med min telefon i hånden, fordi jeg havde så meget feber og smerter, at jeg var temmeligt overbevist om at jeg kunne dejse om hvad øjeblik det skulle være... Ikke rart! Har måtte sende bud efter noget mere mavemedicin, når min veninde Anja kommer herned d. 21. marts for at samle data til hendes bachelorprojekt; min mave er åbenbart langt mere følsom end jeg troede... Da jeg var på Langkawi reagerede den også stærkt bare på varmen, tror jeg...

Weekenden blev jeg plejet og passet hos min kollega Bhavna, hendes mand og tre børn, mor og maid, importeret fra Indien.
Det var meget hyggeligt og afslappet – og jeg er snart ved at være ret ferm til at spise med fingrene. Tænk at ens forældre bruger så meget tid på at lære én at håndtere kniv og gaffel – og her er det så enten ske og gaffel, pinde, eller hånden. Men det kræver en ret speciel teknik at spise med kun højre hånd – f.eks. at hive brød i stykker, dyppe det i de forskellige karrysovse, og få det ind i munden, uden at ramme ved siden af, eller få karrysovs ned ad hagen.
Inderne spiser også forskelligt, alt efter hvor de stammer fra. Men jeg har optaget den nordindiske måde, hvor man kun bruger selve fingrene, og ikke som i Sydindien, hvor de bruger hele hånden; det bliver lidt for griset for mig.
Fredag gik vi på legepladsen med børnene – det er vidunderet ved at have en maid – at man kan komme sent hjem, gå på legepladsen en times tid med børnene, og når man kommer hjem, så er der mad :-)
Ellers, så har børnene her en noget anderledes dagsrytme end børn i Danmark. Pigen, Vrinda, på 8 år, går i skole hver dag fra 7-13, hvorefter hun kommer hjem, laver lektier og ser tv, og venter på at Mor og Far kommer hjem og tager dem med på legepladsen.
De to små drenge, Kishen på 3 år og Suraj på 1,5 år, ser tv hele dagen, spiser og tager en lange eftermiddagslur. Danske børn vil være en del ude og lege i løbet af dagen, men det er for varmt til det her – det kan man først gøre i aftenskumringen.
De ser meeeeeeeeeeeget tv – også når børnene spiser. Det foregår ved, at mor eller maid laver fint tilpassede ris-sovs-kugler, som stoppes ind i munden på barnet. Barnet sidder helt paralyseret over tv’et imens, og tager imod maden.
Mormoren er hos familien hele ugen, og tager kun tilbage til morfaren i weekenden – morfaren bruger så ugen hos sønnen, og hjælper med deres 3 børn. Bhavnas mor er kun 55, og en meget frisk dame, og dygtig kok – men hun foretrækker også at sidde stille hele dagen og se telenovellaer. Bhavna har fortalt, at hendes mor er hos børnene, fordi de ikke helt stoler på maidens intelligens og evner til at stimulere børnene, men mormoren laver tilsyneladende ikke noget med børnene alligevel, som f.eks. læse historier, sanglege, tegne, lege med togbane, eller lignende…
Lørdag var det desværre voldsomt regnvejr, hvilket så betød at der ingen legepladstur blev. Især Kishen på 3 år kunne slet ikke klare, ikke at få brugt sin energi, og var meget aggressiv over for alt og alle. Forældrene tumlede lidt med ham, men lyttede ikke rigtigt til ham, og flere gange kunne jeg forudse det, inden han gjorde noget ledt ved sin lillebror… Jeg kunne se ham blive misforstået, og eftersom jeg jo er sådan én, der gerne vil løse alles problemer, måtte jeg slå en stor knude på mig selv, og ikke sige noget. Har hørt noget om, at børneopdragelse vist er et punkt, hvor forældre er ret følsomme… Og så især når det er i en anden kultur, med andre normer, osv, kunne jeg meget let have misforstået noget...
Søndag morgen tog Sundar så drengene med på legeplads, inden det blev for varmt, men resten af dagen regnede det, og vi måtte blive inden døre… Mere tv… Huset var levende med gæster hele weekenden, så de voksne havde underholdning nok, men igen voksede Kishens frustrationer, og han blev en led lille drillepind. Og mig kunne han heller ikke lide – hvilket jeg vist aldrig før har prøvet med børn? Så jeg kunne ikke hjælpe ham.
De to brødre er ret meget rivaler, så efter at Suraj (efter hele fredagen at have tudet når han så mig), endeligt kastede sin kærlighed på mig i løbet af lørdagen, var der ingen vej frem med Kishen.
Og det åndssvage af det hele var, at det gjorde mig lidt ilde tilpas – at se drengen så ustimuleret og misforstået.
F.eks. kom der nogle venner over søndag, som havde en søn på deres alder. Han satte sig og legede med sit legetøj, mens Kishen bare gloede fjernsyn. Og forældrenes forsøg på at få børnene til at lege sammen, lykkes kun delvist, efter 4 timer. Selvom det virker dejligt for børnene at være hjemme, med hinanden, mormor og tjenestepige, så er der vist noget godt i den socialisering, som børnehaverne giver i Danmark.
Hverken Jeya eller Bhavna tænker særligt højt om deres maids’ intelligens. Begge maids er uuddannede og fra landlige områder, og er hele livet blevet beordret til, hvad de skulle gøre. Først syntes jeg nu at de behandlede deres maids noget hårdt – men det er virkeligt utroligt, hvor forskellige mennesker kan være. Èt er, at mine kolleger kan lære deres maids, som begge er i 20’erne, alfabetet, samtidigt med at de lærer deres børn det, men faktum er, at pigerne aldrig har udviklet evnen til at tænke selvstændigt eller logisk. Et eksempel er, at Bhavnas 3-årige søn Kishen kan løse puslespil (af den slags med ca. 8 kæmpe store brikker), som maiden ikke kan finde ud af. De kan ikke selv se, at de i ophængningen af gardinet har sprunget kroge over – for det hænger der jo? De kan ikke ugedagene, og kan ikke administrere, at skulle tørre støv af: ”når det er nødvendigt”. De har hele deres liv kun imiteret adfærd, og derfor skal kvinderne her mobilisere al tålmodighed, og f.eks. kun lære maids’ne én ting om ugen, og højst sandsynligt repetere igen og igen – den ene uge lærer vi at betjene vaskemaskinen, på ét program, næste uge lærer vi at bruge en køkkenkniv (jeps, den ene kommer fra et sted, hvor man ikke engang har knive, men i stedet et andet slags instrument til at flå grøntsagerne i stykker med). Jeg har så siden ste Jeyas maid, som har den mindste intelligens-udvikling af de to maids, håndtere kartofler. Først prøvede hun at skrælle med en kniv, men det var ret svært for hende - og først efter 20 sekunder fandt hun ud af, at hun havde vendt kniven forkert - altså med bladet opad. Efter at hun havde fået vendt kniven, var det stadigt noget svært for hende - og saa opdagede Jeya hvad hun lavede, og fandt skrællekniven frem til hende - og det viste sig, at maiden havde skullet skrælle kartofler masser af gange for...
Denne oplevelse sammen med mine kollegers forklaringer om deres maids, giver mig lidt større forståelse for, når jeg undrer mig, og bliver irriteret over, når f.eks. rengøringsfolk udfører deres arbejde helt automatisk. F.eks. på Cuba var det tit tilfældet, at gulvet på offentlige toiletter konstant blev vasket/tørret over med en moppe, og sekundet efter, at moppen havde forladt gulvet, sad fluerne dér igen. For mig siger det helt tydeligt, at så er gulvet ikke rent, og så må man jo skifte vandet, eller bruge en anden sæbe. Men det faldt aldrig rengøringsfolkene ind – de gjorde jo de rigtige bevægelser, uden at vurdere arbejdet: Er det godt nok? Er det for meget/unødvendigt? Ligesom at rengøringsfolkene på mit hotel kan ”vaske gulv”, og helt tydeligt ikke få morgenens kaffeplet af – uden at bemærke det… Og den ene gang, hvor jeg var i lejligheden, brugte de også gulvmoppen til at tørre en reol af med, mega klamt, men for ham var det måske essensen, at bordet blev tørret af…
Så egentligt kan jeg godt forstå, at kvinderne her gerne vil have maids’ne et stykke tid; oplære dem ordentligt, før de overlader deres børn i deres varetægt. Maids’ne har ikke selv børn, og vil måske ikke kunne reagere på børnenes behov på en måde, som mødrene ville synes var god og forsvarlig.

Men igen, så var det en lærerig weekend. Og jeg mødte Bhavnas svigerinde, Annu, som var rigtig sød, og det er altid rart at kende flere mennesker – og det var et stort plus, da vi var til chefens 50 års fødselsdag i onsdags – at jeg både kendte Bhavna, Sundar, Bhavnas mor og far, og Annu, foruden mine kolleger.
Her er lige et billede af hjemmealteret.
Til daglig var det overdaekket, saa havde egentligt ikke opdaget det - men om soendagen blev det smykket med friske blomster, og saa bad de vist - jeg saa det nu ikke, men synes det er en sjov kombination, at have alteret staaende lige ved siden af kontoret og Mac'en, den store computer og printeren...