Hedeslag

Mit andet Hash Harrier House Run i onsdags var ikke så succesfuldt som det første.
Denne gang foregik det i en plantage, hvilket betød nærmest intet klatring, og en del mere løb. Havde dog sidesting halvdelen af vejen, så gik en del. Fik lidt brød undervejs, som hjalp lidt på sidestinget, og havde det egentligt fint – svedte også langt mindre end første gang. Så da vi nåede tilbage, drak jeg en kop vand, og halvanden øl, inden vi kørte til restauranten til den efterfølgende middag, hvor den stod på lækker kinesisk mad, the og en øl mere.
Jeg var lige hjemme og vende, hvor egentligt havde det lidt mærkeligt i maven, så drak en del vand, inden jeg tog på bar for at mødes med de andre danske trainees for første gang. Efter en time på baren skulle det dog vise sig, at min krop havde lidt langt mere, end jeg havde troet – fik nemlig, hvad Mor og lægen tror er hedeslag, forårsaget af dehydrering og overanstrengelse. Dette var en ganske frygtelig oplevelse.

Midt i det hele blev jeg utilpas, og mens en af de andre hentede et glas vand til mig, dejsede jeg om mig i det hele. Jeg har så fået fortalt at jeg forsøgte at rejse mig op, og faldt sammen igen, og krampede fuldstændigt, med øjnene vildt opspærret og udvidede pupiller. Kom lidt til mig selv, da de forsøgte at bære mig, og insisterede på selv at gå ned ad trappen. En franskmand gik foran mig og styrede mig ned ad trappen, og blev ved med at spørge, om jeg kunne se ham – og det kunne jeg ikke, kunne kun lige skimte hans hvide skjorte. Helt vildt skræmmende, at være ude af kontrol over sin krop og syn, følte mig blind og lammet og meget alene.
Vel nede blev jeg sat på en stol – her mistede jeg bevidstheden igen, og krampede igen, følte noget stramme helt forfærdeligt om min hals og endte med at kaste op ud over mit skød og gulvet. Vågnede ved at de kastede iskoldt vand i hovedet på mig, og klappede mig på kinderne – og først efter 15 sek. opdagede jeg at jeg havde kastet op.

Derfra skete der ikke mere, men jeg var godt nok ked af det og bange – især fordi ham franskmanden havde epilepsi, og mente at det bestemt var dét, som jeg havde, pga. kramperne.
Jeg var så bange for at der skulle ske mere, at jeg sov på sofaen hos de 3 andre trainees – mega godt indtryk, som jeg lige har fået gjort på dem.
Blev dog noget beroliget af Mor, der var sikker på at det var hedeslag. Blev undersøgt grundigt på hospitalet næste dag (i øvrigt med konsultation, blodprøve og hjerterytmetest for i alt 160 kr.!), og lægen kom også til samme konklusion: dehydrering og udmattelse.

Var meget lettet over at det ikke var noget vedvarende – men samtidigt må jeg indse, at min krop bare er mere følsom end som så. Det dér med at løbe, og så drikke et par øl bagefter, det gør alle de andre jo også, inklusiv mændene på + 60 med ølmave… Men jeg kan så ikke klare helt det samme.
Og når jeg så tænker over det – så er der flere situationer og tendenser, der står klart for mig, som meget tydeligt fortæller mig, at jeg skal være bedre til at lytte til min egen krop.
Men jeg vil jo det hele – så for det meste plejer jeg at reagere med en ”pjat, det går nok over” – attitude – og så ender det sådan her; eller med hovedpine, migræne eller mavehalløj. Øv. Vil jo gerne det hele, og er som sådan jo ikke så pivet, men det bliver jeg jo så nok nødt til at være – og ikke presse mig selv eller lade mig presse af andre, til at gøre ting, som jeg ikke fysisk føler mig klar til lige i øjeblikket.
Men sådan et fuldstændigt hedeslag i den tungere ende er da et vink med en vognstang.