Sunday, September 20, 2009

14-15. maj: Bako National park

Ross havde skulle være med ud til Bako Nationalpark, men måtte arbejde i stedet. Så jeg tog alene, og det var også helt fint. Et par timer i bus og så halv time i båd – hvor vi i morgendisen passerede bjerget Santubong, utroligt stemningsfuldt! Bako er i det hele taget et af de smukkeste steder jeg har været – og samtidigt det sted hvor jeg har set flest mærkelig dyr! Nationalparken, der ikke er en ø, men som man kun kan komme til med båd pga. ufremkommeligt terræn, er nemlig hjemsted for næseaber, der lever i mangroveskovene, silvered leaf monkey, bearded pig – et slags vildsvin – og så mudscrubber, som er en fisk, der kan leve på land, og som kan hoppe på land, på trods af at den ikke har nogen ben! Derudover så jeg massevis af eremitkrebs; en krabbe der har én stor klo som den kan lave et meget højt advarsels-knips med, samt en Green Viper – slange, wuuuuuuuuuuu! Og en del af den mærkværdige kødædende plante, Nephentes, på dansk: kandebærer, samt på nattevandringen en selvlysende svamp der gror på de nedfaldne palmeblade. Bako er en halvø, og der bliver så lavvande, at krebsene bliver fanget på klipperne - hvilket giver god mulighed for at studere dem lidt. Problemet er, at når man kommer for tæt på, kan de godt blive lidt bange - og så trækker de benene ind i sneglehuset og trimler ned af stenen de sidder på. Så når jeg gik i sådanne områder, var det ikke så sjældent, at der en 5-10 m foran mig trimlede krebs ned overalt, ret skægt syn! Der var også så lavvandet, at båden til øen stoppede forskellige steder morgen og aften - og mangroverødderne blev helt blottet, meget mærkeligt syn.


Jeg havde en enkelt overnatning i Bako, men kunne godt have brugt mere – for det var meget varmt at gå rundt, så det var begrænset hvor meget jeg fik set.
Især var jeg begejstret for silvered leaf monkey, der er meget nuttet og har hanekam – men havde liiige overset hannen, da jeg forsøgte at komme lidt tættere på en unge for at få et godt billede – så hannen jagtede mig væk indtil jeg faldt! Ret skægt, og heldigt at han valgte at løbe den anden vej da jeg skreg!
Jeg mødte det færøske par her igen, og så mødte jeg et andet par, engelsk og svensk/tyrkisk, som jeg senere stødte på igen både i Cameron Highlands og på Perhentian. Dejlige mennesker.
Det eneste der ellers er at fortælle om Bako, siger billederne bedre…

Fredag aften var jeg med Patricia til Womens Night på en eller anden club - og fik mødt nogle af de andre danske piger, der bor her i Kuching. Og derudover en hel del malaysiske kvinder - og enkelte, som nok ikke havde været kvinder hele deres liv....!

No comments:

Post a Comment