Longhousestay, 11-13. maj

Efter min fødselsdag havde jeg besluttet at tage på et flerdages homestay i et andet longhouse, så jeg kunne nå at få indsigt i hverdagen. Efter mange mange forespørgsler og undersøgelser, både alene og med Ross på slæb, og via hans venner, fandt jeg endeligt noget. Det lovede godt, i og med at det var søsteren til en meget sød dame der ejede et hostel i Kuching – og det virkede som en god ide økonomisk at gå uden om bureauerne – både for mig og for longhouseejerne.Vi var 3 der skulle af sted samtidigt – en belgisk mand, Stan, en hollandsk pige, Caroline, og en australsk pige. Vi tog en bus i 4 timer og blev så hentet af Auntie – altså tante, hvilket er en ret generel kærlig tiltaleform i Malaysia – jeg er også Auntie Therese for mine kollegers børn :-) Bortset fra, at når det siges på indisk-engelsk, lyder det mere som ”anti”…. Hvilket er lidt mærkeligt så, at være anti-Therese…

Nå, men Auntie var rigtig sød, men det var de andre ikke. Jeg kom på en eller anden måde fuldstændigt galt ind på de to piger, der nærmest konsekvent misforstod alt hvad jeg sagde på en meget negativ måde. Som da vi f.eks. snakker om australierens kæreste, og hun siger at hun har et billede, så spørger jeg ”Er han grim?” – hvilket egentligt ikke er særligt sjovt, men det var et forsøg på at være morsom, i og med, at man altid spørger om folks kærester er søde eller pæne…- og så prøvede jeg bare at spørge om det modsatte for sjov. Det blev så misforstået således, at jeg skulle have spurgt om det, fordi jeg syntes at HUN var meget grim og derfor måtte have en ligeså grim kæreste… Helt ærligt! Det er meget sjældent at folk virkeligt ikke kan lide mig – nogle gange er de bare ligeglade med mig, men her var der nærmest tale om afsky, begge veje… Yderst ubehagelige 3 dage.

Jeg var glad for, at jeg på min fødselsdag havde været i et longhouse og oplevet det fællesskab og samvær, det er bygget op om. Dette longhouse var anderledes, for det kunne nærmest lige så godt have været separate lejligheder. Ruaien blev kun brugt til at holde møder – og selvom den var overdækket og smukt dekoreret, måtte vi ikke rigtigt være der.Auntie virkede i det hele taget lidt bekymret for sine naboers reaktioner – men egentligt kan jeg godt forstå det, hvis naboerne reager lidt negativt. Jeg spurgte hende nemlig, om nogle af de penge vi betalte, gik til fælleskassen, men det gjorde de ikke, det gik alle til hende selv. Og en hurtig hovedregning siger, at hun var en rig dame. Vi var 4 der kom samtidigt, og der var et par der i forvejen, og hvis alle har betalt det samme, altså mellem 300-350 RM for 3D/2N, så har Auntie på 3 dage tjent omkring 3.000 danske kroner. Lige ned i lommen! Selvfølgeligt skulle hun bruge benzin på at hente os og køre os en time fra bussen til hendes hjem, og vi fik god aftensmad, men morgenmaden bestod af toastbrød, margarine og kaffe. Og kun frugt den ene dag. Og det på trods af, at der i byen Aman, hvor hun hentede os, var et kæmpe marked hver dag, hvor folk solgte deres produkter de havde dyrket eller hentet i junglen. Men Auntie skulle selvfølgeligt også sørge for sin søn, dennes kone og deres 2 børn, og sønnen lavede intet andet end at drikke langkau dagen lang. Men vi fik da set nogle ting – blev beordret at iklæde os traditionelle saronger, når vi var indendørs, var ude og padle i hendes båd (hvor vi var meget tæt på at kæntre et par gange, og eftersom at jeg havde mit kamera med, var jeg pænt hysterisk når de andre pjattede) – og hjalp til med at nippe peberplanterne i hendes have, blev iklædt manchetter og traditionelle kurve der bæres på ryggen til når vi skulle ud i junglen, fandt bambusskud i junglen som vi tilberedte med karry og kokos (og frisk bambus er altså en helt helt anden sag, end det man kan købe på dåse herhjemme!), osv. Vi vaskede os i floden, lavede sticky-rice (ris, der har stået i blød natten over i kokosmælk (og gryden havde så stået i badeværelset, havde været ret nervøs for at sprøjte sæbe i den), proppes i bambusrør og tilberedes over bål) og om aftenen var vi henne i hendes brors hus, og så var der langkaufest og dans til en én bestemt video, med sangen ”Puco puco” – ved ikke hvad det betyder, kun at det skal udtales ”pucho”, og at jeg var god til det :-) Aunties søn opførte en traditionel krigsdans for os, ret skægt.

2. aften var det ellers Aunties plan at vi skulle det igen, men dér var vi lidt trætte, og det par der var der i forvejen var skiftet ud med et færøsk par. De var meget søde, hhv. 24 og 26 år og nygifte. Nok nygifte fordi de var meget kristne – de var på et års mission i Cambodia, hvor de underviste på en kristen skole. Hun underviste i engelsk, og han i IT og Biblen. Jojo… På en eller anden måde kom jeg til at udspørge dem om alle de fordomme og rygter om Færøerne, som florerer i Danmark – men et var i hvert fald sandt – de var så kristne at de ikke drak alkohol. Pigen drak ind i mellem en øl til maden, men fyren gjorde slet ikke. Så i stedet for mere Puco puco dans, så spillede vi kort en hel aften – spillet shithead har jeg haft held med at lære rigtig mange mennesker, og alle synes det er sjovt – og mange kender det endda i forvejen.

Auntie fandt sit gamle brudetøj frem, og klæde det færøske par ud i det, ret skægt og meget lærerigt at se et traditionelt ibanbrudekostume. Hun fortalte også, at de sidste 14 dage havde hendes turister gået glip af det, fordi der havde været en person der var død i et af nabohusene i longhouset - og når der bæres sorg, må man ikke larme, som brudekostumet og den dans, hun fik dem til at udføre, gjorde.

Caroline havde købt et par gaver til Auntie og barnebarnet, og her oplevede vi det mærkelige, at hun bare sagde tak, og lavde gaverne ind i sit soveværelse. Uden at pakke op. Det er så åbenbart det høflige at gøre her i Malaysia, at først åbne gaverne når man er alene. Det kunne da egentligt spare een for påtagede "ihh, hvor er det en god gave"-anstrengelser :-)
Dagen efter skulle vi 4 hjem, og vi måtte tage af sted i to hold. Jeg skulle ellers af sted sammen med Stan, men besluttede at tage af sted tidligt sammen med de to piger, for var så træt af det hele, at jeg bare gerne ville ind i bussen og hurtigt hjem til Kuching og til folk, som jeg kunne lide og som kunne lide mig. Men det viste sig, at da vi blev hentet på busstationen i Kuching, så kørte vi ud til Orangutan centret. Igen. Ikke at jeg havde noget imod det, men jeg havde bare virkeligt ikke lyst til at spendere længere tid med Bitch 1 og 2, og desuden var der Hash Run den aften, så ville gerne nå hjem før Ross og Patricia tog af sted, så jeg kunne blive lukket ind i lejligheden. Men det nåede jeg ikke. Desuden skulle jeg nå at købe noget, som jeg skulle have med til turen til Bako dagen efter. Det nåede jeg heller ikke. Bitches. Oven i købet tillod de sig at ”afhøre” mig om, hvorfor det var at jeg gerne ville tidligere af sted fra orangutancentret. Men jeg fik da set orangutanerne endnu engang, og denne gang var der 4 af slagsen. Moderen med den lille baby, og hendes 4 år gamle unge, og en han. Uh, så søde!

Men endeligt, endeligt nåede vi Kuching.... En del oplevelser rigere....